SUSPIRIA: De hylende heskes blodige ballet

Af Victor Harder Hesel

I 1977 udkom Dario Argentos (Deep Red, The Bird with the Crystal Plumage) storværk Suspiria. I denne horroklassiker blev en amerikansk ballerinas blodige sammenstød med en heksekult fortalt til hårrejsende toner og eventyrligt smukke billeder. Filmens lyd- og billedsider har nu 40 år efter fået et omfattende ansigtsløft (filmen vises i 4k), så begges evne til skiftevis at forfærde og forføre er forøget yderligere. En horrorklassiker er hermed vendt tilbage, og aldrig har den været bedre.

 

Balletdanserinden Suzy Bannion (Jessica Harper) ankommer til Freiburg klokken 22:40 i en ren monsun. Hun trodser vandmasserne og begiver sig mod byens berømte danseskole, hvor hun skal studere under dens benhårde undervisere. Det viser sig dog hurtigt, at den ubønhørlige syndflod er det mindste af hendes problemer, for skolen gemmer på dystre hemmeligheder og en okkult sammensværgelse. Der går derfor ikke længe, før blodet flyder og maddikerne falder fra loftet. Meget mere er der egentlig ikke at sige om selve handlingen, da Suspirias historie er lige så enkel, som den er usammenhængende. Den fungerer dog umanerligt godt som anledning eller lærred for filmens overdådige og overvældende stil.

ANMELDELSE AF:
Suspiria

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
1977

INSTRUKTØR:

Dario Argento

LAND:
Italien

Suspirias billedside er fænomenal. Luciano Tovolis billeder er det ene synsorgie efter det andet, hvor brugen af lys, farver og set-design går op i en højere enhed. Dette ses for eksempel, da Suzy kører gennem Freiburg i en taxa, og nattebelysning retoucherer hendes ansigt, den silende regn og en bleg og nøgen skov i skiftevis blodrød og sygeligt grøn. Udover at bidrage med sin uovertrufne skønhed formår billedsiden også at underbygge filmens gennemsyrende klaustrofobiske stemning. Dette ses for eksempel, da to badende heltinder skildres som sårbare fisk gennem et fjernt fugleperspektiv, eller når en off-screen cigarets røgslør sniger sig ind i billedrammen og således insinuerer fare i seerens perifersyn. Seeren sidder derfor enten helt målløs og forgabt i det æstetiske festmåltid eller spændt som en fjeder af frygt og forventning om nådesløs vold.

 

Den førnævnte klaustrofobiske stemning forstærkes yderligere af en solid lydside. Filmens musik er komponeret af det italienske prog-rock band Goblin i samarbejde med Dario Argento, og resultatet er ikke for sarte sjæle. Her er det især interessant, hvordan bandets instrumenter suppleres af en hæs heksetrallen, der forankrer musikken i billedernes verden. Derudover er resten af filmens lyd også ganske effektfuld, hvad enten der er tale om højlydt kødflænsende knive, højhælede skos faretruende ilmarch eller en overheks’ hvislende snorken, hvoraf sidstnævnte med tiden bliver et uhyggeligt ledemotiv.

 

Mindre imponerende er Suspirias karaktergalleri, der ikke indeholder meget andet end en hovedsageligt passiv protagonist og en kaglende hønsegård af heksemedløbere. Skuespillet er stærkt stiliseret, og de mange italienske skuespilleres tvivlsomme engelske synkronisering får nogle scener til at virke som om, de er taget direkte ud af en overdådigt filmet pornofilm. Hverken karaktererne eller deres synkroniseringer er dog til stor gene, da de ligesom narrativet spiller andenviolin til Argento, Tovoli og Goblin.

 

Hvis man ikke er bange for episodiske plots og lidt klodset dialog (eller hekse for den sags skyld), så er Suspiria bestemt værd at stifte bekendtskab med eller gense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *