Anmeldelse
SUSPIRIA: Okkult mareridtsdans i tysk efterårsblæst

Af Marcus Uhre

 

Når man træder ud fra Suspiria rettes tankerne hurtigt mod den originale film fra 1977. Hvor er farverne? Hvor er det pirrende lydbillede? Det malingsrøde blod? Hvor er den spinkle, men voldsomme giallo-stil, som den originale film brugte til at portrættere den rene ondskab? På mange måder er den nye film en modsætning. Den originale præmis eksisterer dog stadig.

En ung danserinde (Dakota Johnson) rejser til det splittede Berlin for at deltage i et berømt dansekompagni. Men ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være. I virkeligheden er truppen et cover for en heksekult med alt, hvad der følger af onde mareridt, okkulte ritualer og frasigelse af kvindelig uskyld.

Suspiria er meget mere end blot et remake. For i nutiden giver det ikke længere mening at snakke om ondskab. I stedet bør vi udforske begreber som magt, korruption og revolution. Derfor sættes en heksekults interne magtkamp i relief til den politiske kamp i det tyske efterår. Danseskolen placeres skråt op ad Berlinmuren. Truppens novicer deltager i politiske organisationer. Den mandlige hovedrolle (Tilda Swinton) sørger evindeligt over sin manglende hustru, forsvundet under holocaust. Filmen besøger derfor også den tyske skam over anden verdenskrig og kampen med at skulle acceptere den nationale fortid.

Instruktør Luca Guadagnino søger samtidig at genbesøge de følelser, der blev vækket i ham, da han som 14-årig første gang så den originale film. Man kan hele vejen igennem fornemme drengen foran skærmen, drømmende om selv engang at skulle lave sin egen version af et mesterværk. En oplevelse, hvori han fandt den del af sig selv, der skulle blive instruktør. Ligeledes må hovedrollen kæmpe for at finde sig selv og forstå sin egen personlige fortid.

Disse tematikker bliver måske lidt for tunge, for filmen taber af og til pusten midt i filmens 152 minutter lange forløb. Men heldigvis byder disse pauser ind til refleksion, påvirket af næsten alle filmens elementer: Tilda Swintons sublime portræt af tre vidt forskellige roller. Radiohead-forsangeren Thom Yorkes dragende melankolske score. Kameraarbejdet, der taktvist skifter mellem kunstnerisk impressionisme og dokumentarisk dogme. Og dansen – hvad med dansen?

For Suspiria er en danse-horror med streg under dans. Missionen var at binde 70’ernes Contemporary Tanztheater sammen med okkulte ritualer. Det lykkedes til perfektion. Et af årets mest gribende horror-sekvenser sker i kraft af Damien Jalets koreografi, der sagtens kan sammenlignes med stjerne-koreografenPina Bausch. Dakota Johnson har udført et års ballet-træning til rollen, hvilket virkelig kan ses.

Suspiria sætter sig tungt ned mellem klassekammeraterne Hereditary (2018) og The Witch (2015). Samtidig skuler den til rivalen Climax (2018) og skriver en sms til ekskæresten Black Swan (2010). Denne brogede samling art-house film har udover emne nemlig en god gammeldags anmelderkrig til fælles. Suspiria bliver uden tvivl årets mest kontroversielle film. Alle dens goder kan sagtens vendes til skændsler, og ingenting er taget for givet. Er sammensmeltningen af historisk refleksion og okkult horror dårligt håndværk? Måske. Er Tilda Swinton fanget i ekstremt passive roller? Måske. Er det en overvejende stillestående film?

Måske.

Men jeg kan ikke få Suspiria ud af hovedet. Dens episke natur stikker ud og graver sig nedad, den vender og drejer sig i min underbevidsthed. Jeg er præcis ligesom unge Luca tryllebundet og fængslet af filmens allersidste øjeblikke. Der går nok et stykke tid, før den giver slip.

Kommentarer