SUPERSWEDE: Flot, men uforløst udforskning af ekstremsporten

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Der var noget over motorsporten i 70´erne. Fartdjævle i fløjlsbukser satte sig bag rettet i skrøbelige aluminiumskasser og tordnede afsted på ujævn asfalt i håbet om den øverste podieplads. Det må være i denne tid at udtrykket ”at skride i svinget”, stammer fra, for når banen slog knuder på sig selv, og bilerne bankede ind i autoværnet, var det næsten garanteret med døden til følge. Ifølge de overlevende var denne fatalisme, blandet med årtiets generelt letsindige tankegang, med til at skabe et helt særligt miljø i motorsporten, hvor man på banen udkæmpede reelt drabelige slag, og uden for banen festede som én stor familie, med tanken om at begravelsen dagen efter lige så godt kunne være ens egen, lurende i baghovedet. Vi inviteres indenfor i dette miljø, i den premiereaktuelle dokumentar, Superswede, der omhandler den svenske racerlegende Ronnie Petersons liv og tragiske død.

Det er lidt en filmkritisk kliché at den gode dokumentar undersøger et specifikt, ofte nichet, emne, og breder det ud, således at det konkret personlige, ender med at afspejle det alment samfundsmæssige. Der er dog noget om snakken, for hvis man er (som undertegnede) bedøvende ligeglad med Formel 1, hvorfor skulle man så overhovedet overveje at bruge tid og penge på en film som Superswede, hvis ikke den også handlede om noget andet og ”mere”? Skolebogseksemplet, når det kommer til sportsdokumentarer, er klassikeren Hoop Dreams (1994), hvis genialitet netop bestod i at bruge to unge, afroamerikanske drenges drømme om en professionel basketball-karriere, til at male et intimt og enormt rammende billede af fattigdom, racismeproblematikker og den amerikanske drøm som helhed.

ANMELDELSE AF:
Superswede

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Henrik Jansson-Schweizer

LAND:
Sverige

Det er derfor, i mine øjne, ærgerligt når Superswede bruger adskillige minutter på at tale detaljeret om hvordan bilerne var bygget, eller hvilket hold der var det bedste på det ene eller det andet tidspunkt. For fans af sporten, og særligt af Ronnie Peterson, er det givetvis sindsoprivende interessant, men for de uindviede fremstår det uvedkommende og ligegyldigt. Filmen berør ellers rigeligt af interessante tematikker, men de færreste bliver desværre udforsket i dybden. F.eks. når vi aldrig rigtig ind under huden på den stille, mystiske hovedperson. Hvorfor var den nemme, rare Ronnie, en mand med en passion for akvariefisk, opvokset med landidyl på farfars ødegård, egentlig så draget af fart? Man fornemmer et oprør, eller et mere skrøbeligt, selvdestruktivt personportræt, der aldrig for alvor kommer frem i lyset, i en meget klassisk dokumentar, der via skiftende arkivoptagelser og talking heads- interviews, mest fungerer som nostalgisk heltedigt for sporten og svenskeren Peterson.

Det er dog et imponerende udvalg af arkivmateriale der præsenteres, og i filmens bedste momenter bliver man virkelig draget ind i det unikke og besynderligt morbide ægteskab mellem laid-back 70´er mentalitet og hovedkulds ekstremsport. Havde filmen været mere fokuseret, kunne den nærmest have fungeret som en dokumentarisk hang-out komedie, der med en dyster understrøm kunne sætte datidens frisind overfor nutidens kontrolsamfund i relief. Dét havde været en interessant og forfriskende vinkel på et nichet miljø, og en intim skæbne. Desværre forekommer denne film kun i glimt, og Superswede ender med ”bare” at være en flot og detaljeret film om motorsport, der har potentiale til at sige meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *