• Suntan forsøger at fortælle en sjov, akavet historie om forelskelser og midtvejskriser, men viser i stedet noget meget mere ubehageligt.

    SUNTAN: Når forelskelse bliver ondskab

    Af Cecilie Grivne Høier
    Præmisset er ikke ukendt; en græsk ø, sommer, et hav af unge festglade mennesker. I filmen Suntan er det dog ikke turisterne, der er i fokus, men i stedet en karakter, man normalt kun ser i baggrunden. Kostis (Efthymis Papadimitriou) er den nyankomne læge på øen. Han er midaldrende, socialt udfordret og tilsyneladende helt uden familie og venner, indtil han om sommeren møder turisten Anna (Elli Tringou) og hendes venner. De trækker ham med til fester og på druk, og Kostis forelsker sig hurtigt i den udadvendte Anna, der er halvt så gammel som ham selv. Men forelskelsen får en mørkere drejning, da Anna gør det klart, at hun ikke føler det samme.

     

    Suntan præsenteres som en sort komedie, og i den første halvdel af filmen, kan man mere eller mindre godt følge den beskrivelse. Kostis er superbt akavet og passer ikke rigtig ind nogen steder. Det er til tider tåkrummende pinligt, og hans forelskelse i Anna er, om end upassende, fremvist på en tilstrækkelig forståelig måde.

     

    Så kommer anden halvdel af filmen.

     

    Selv om kameraet ikke helt præcist deler Kostis’ synsvinkel, hviler det længe nok hos ham, til at give et indblik i hans afstumpede, isolerede liv. Den korte tid, han bruger med den livlige Anna udfordrer hans isolation, men i stedet for at åbne hans verden op, begynder hele hans liv at dreje sig om hende. Den akavede forelskelse bliver en besættelse.

     

    Den begrænsede synsvinkel betyder dog også, at karaktererne forbliver ganske flade. Kostis, som aldrig får nogen baggrund eller nogen personlighed ud over sin akavethed og senere besættelse, forbliver en underlig og uhyggelig skikkelse. Man kommer simpelthen aldrig helt tæt nok på ham, til at det bliver interessant.

    ANMELDELSE AF:
    Suntan
    ORDET SYNES: 2-stars
    PROD. ÅR:
    2016
    INSTRUKTØR:

    Argyris Papadimitropoulos

    LAND:
    Grækenland
    Instruktøren Argyris Papadimitropoulos formår at skabe en meget tydelig atmosfære med sit kamera. Den stærkt ironiske julebelysning i Kostis’ afskårede lille lejlighed med dens enmandsseng, og kontrasten til de mange vilde festscener med svedige kroppe og neonlys. Den ros skal han bestemt have.

     

    Det er i sidste halvdel, at alle hentydninger til komedie fuldstændig forsvinder, og filmen bliver en ubehagelig, skræmmende rutsjetur ned i en forskruet psyke. Den måde, Kostis føler, han er berettiget til Anna, er ikke interessant; i stedet er det blot frastødende. Her forlader filmen også enhver tidligere hentydning til tematiseringer om ungdom og midtvejskrise, men gennem kameraets fokus på Kostis, er det, som om filmen stadig forsøger at etablere karakteren som et offer, en stakkels mand, der ikke vidste bedre. Og der er sikkert også nogle, der vil sidde tilbage med empati for ham, hvilket ifølge denne anmelder er den største optiske illusion denne film formår at begå. I virkeligheden føles Suntan som en gyser om toxic masculinity og den altoverskridende og destruktive berettighedsfølelse og magt, karakterer som Kostis og hans ven Takis føler. Karakteren Anna forbliver frem for alt et objekt; hun eksisterer kun for Kostis’ skyld.

     

    Man sidder tilbage med en følelse af, at filmen forsøger at fortælle en dybere historie om et menneske, men fejler; i stedet er det, som at man været vidne til noget grusomt, der forsøger at klæde sig ud som noget menneskeligt.

  • Skriv et svar

    Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

    Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>