SUNSET SONG: Højlandets skønsang

Af Niels Kristian Bonde Jensen

En sækkepibespiller trutter filmen farvel. Han står på en bakketop nær en lille landsby, i det skotske højland. Han spiller melankolske toner for at sætte stemningen til begravelsen af en landsbyboer, der har mistet livet i krig, i en alt for ung alder. Skydækket fra himlen ovenover omkranser ham, så kun hans silhuet står frem.

Dette afsluttende tableau eksemplificerer fint, hvordan musik og landskaber bliver brugt i den skotske Sunset Song, fra instruktør Terence Davies.

I filmen følger vi den unge Chris (Agyness Deyn), der vokser op på en lille gård i førnævnte landsby, i starten af 1900-tallet. Hendes far (Peter Mullan) er tyranniserende og voldelig, hendes mor (Daniela Nardini) er blid, men alvorligt syg og det land, familien lever af, er omskifteligt og kompromisløst. Alt til trods brænder dog en ukuelig flamme i Chris der, selv da 1. verdenskrig står for døren, leder efter poesien og musikken i livet og landet.

Musik og sang (hvilket titlen også angiver) spiller i det hele taget en stor rolle i filmen. Sangene binder personerne sammen og gør dem hele. Eksempelvis udstråler den brutale far John Guthrie, seksuel frustration, men også en sær ømhed, da han synger sømandsviser rundet om bordet i stuen, med to andre mandlige landsbyboere. Takten er skæv og stemmerne knækker, og en karakter, der ellers grænser til det stereotypiske (den konservative, dominerende patriark), bliver fyldt med nyt liv. Ligeledes drejes den ellers skrøbelige og usikre Chris, da hun til sit bryllup tryllebinder forsamlingen af gæster med hendes skønsang. Hun sidder på en stol i midten af billedet, gæsterne står i baggrunden, og på knæ på jorden sidder hendes ægtemand. Han kigger op med våde, håbefulde øjne.

ANMELDELSE AF:
Sunset Song

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Terence Davies

LAND:
Storbritannien

I modsætning til de intime, diegetiske sange, står filmmusikken, der særligt underbygger poetiske og smukke billeder af det omkringliggende landskab. Landet har sin egen klang, der spiller anderledes end den der findes blandt menneskerne i deres tætte stuer. Fælles er dog skønheden. Sunset Song er nemlig en utrolig smuk film, der rent billedmæssigt er mindst lige så velkomponeret som musikalsk. Hvad enten kameraet fokuserer på tågefyldte bakketoppe, eller et fyldt soveværelse, med en syg mor liggende for døden, er billederne, og det sprog de taler, altid tydelige og enormt æstetiske.

Det er især den sikre instruktion fra Terence Davies, der også står bag roste titler som Of Time and the City (2009) og The House of Mirth (2000), der løfter filmen fra at være et velkendt og langsommeligt kostumedrama, til at blive en sanselig og poetisk filmoplevelse, der dog stadig holder fodfæste i et karakterdrevet plot, hvor også et meget velspillende cast bidrager til et succesfuldt helhedsindtryk.

Sunset Song kredser om temaer som sorg og tab, og opstiller karakterer, man efterhånden har set i mangt et depressivt socialrealistisk drama. Dog finder filmen sin helt egen tone ved at lade musik, poesi og det skotske højlands melankolske skønhed spille mere end andenviolin til en fin fortælling om en ung kvinde, der synger videre, selv når solen er på vej ned, og uvejret lurer i horisonten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *