SUICIDE SQUAD: Hvaffor’n plot?

Af Niels Harpøth

Efter hændelserne i Batman v Superman: Dawn of Justice er metamennesker i høj kurs og på alles tunger. Hvad nu hvis den næste Superman går efter præsidenten? For efterretningsofficer Amanda Waller (Viola Davis) er der kun en handlingsplan: At samle et hold af superskurke og afpresse dem til at kæmpe de kampe, regeringen ikke vil have noget med at gøre.  Holdet består bl.a. af lejemorderen Deadshot (Will Smith), den pyrokinetiske ex-gangbanger, El Diablo, (Jay Hernandez) og Harley Quinn (Margot Robbie) under oberst Rick Flags (Joel Kinnaman) kommando. På holdet er også Captain Boomerang, Killer Croc og Katana, men de er blot rekvisitter, der ingen større virkning har på plottet. Sidstnævnte render rundt med et sværd, der efter sigende fanger sjæle. Bliver det vist på noget tidspunkt? Selvfølgelig ikke.

Filmen er både over- og underfortalt. Man forbliver ligegyldig overfor halvdelen af filmens karakterer, mens de samme informationer leveres om de andre flere gange i streg. Til tider føles det som om, at David Ayer, der både har skrevet og instrueret, ikke har kunnet beslutte sig for, hvordan han skulle introducere en karakter og derfor vælger at inkludere alle sine ideer. Vi får både en introduktionsscene med Deadshot i fængsel, en hvor han fanges af Batman og en, hvor Waller pitcher sit projekt til nogle andre regeringsfolk. I det mindste er Will Smith så karismatisk i rollen, at han aldrig bliver kedelig at se på. Noget der desværre ikke rigtigt kan siges om andre. Foruden Viola Davis, der er kold nok til at fryse Helvede, og som er filmens absolut bedste element. Mest fordi at hun konstant overrasker med hvor skrubbeløs, hun kan være.

ANMELDELSE AF:
Suicide Squad

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

David Ayer

LAND:
USA

Der har heller ikke været mange skrupler at finde hos Warner Bros., der er gået hårdt efter Guardians of the Galaxy-publikummet med deres nuttede forsøg med at inkorporere pop-sange. Det bliver decideret pinligt efter 10 minutter. Næsten lige så pinlig som Jared Letos Joker. Hans præstation balancerer mellem ubehageligt slesk og grænseløst irriterende. Sidstnævnte følelse kommer til at dominere, når det bliver tydeligt, at han også bare dukker op fra tid til anden uden at tjene det store formål. I stedet for at jagte ham skal holdet bekæmpe den 6000 år gamle heks, The Enchantress (Cara Delevigne), der sammen med sin bror, Incubus (CGI), vil destruere menneskeheden. Hvordan det? Ved at bygge endnu en forbandet maskine, der sender en lysstråle op i himlen, mens CGI-murbrokker svæver omkring den. Nærmest nøjagtig som i Man of Steel og The Avengers. For selvfølgelig skal truslen jo også være at udslette verden. At have skurke som protagonister er med andre ord det eneste ’nye’ under solen.

Og når man snakker om solen! Suicide Squad er så dårligt sammenstykket, at det skifter frem og tilbage mellem nat og dag, når der krydsklippes mellem locations. Hvorefter det kommer frem, at Cara Delevigne har stået og danset CGI-zumba i tre dage. Hvorfor pokker er der så ikke nogle superhelte, der har grebet ind? Den slags spørgsmål – dem, man egentlig ikke gider tænke over – presser sig mere og mere på, som filmen skrider frem. Der er jo ingen, der rigtig gider at tænke over logistikken, når Harley springer i forvejen ved at tage en elevator, hvorefter hun mødes ovenpå af holdet, som hun efterlod på stueetagen.

Suicide Squad har alt for mange brikker at rykke rundt med og ingen sans for struktur, karakter eller narrativ. Den er kaotisk – ikke på den vilde Joker-måde, men på den manér, hvor man forundret og lige dele frustreret og underholdt spørger ”Drengene, altså. Hvad Fanden laver I?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *