SUFFRAGETTE: Et eksplosivt drama om kvindelig kampånd

Af Anna Wied Kofoed

En kvinde går gennem Londons gader. Hun standser og rækker ned i sin barnevogn, ikke efter et barn, men efter en mursten, som hun kaster mod en butiksrude, så glasset splintres. Flere kvinder stemmer i, og gaden forvandles til et ragnarok.

Kvinderne i filmen Suffragette griber til våben i starten af 1900-tallets London. En ung kvinde, Maud (Carey Mulligan), fanges midt i dette kaos, der viser sig at blive begyndelsen på hendes indædte kamp for kvinders stemmeret. Maud er forsørger, mor og hustru, men hendes syn på livet ændrer sig i takt med, at hun engagerer sig i den krig, der udkæmpes. Men enhver krig har sin pris.

Det er kønnenes kamp, der skildres i periodedramaet, Suffragette, der med Carey Mulligan og Helena Bonham Carter på plakaten, fungerer fra første anslag. Mulligan især, leverer en smuk præstation som arbejderkvinden Maud, der vokser sig farlig og løsriver sig fra det liv, hun altid har kendt. Navnlig scenerne, hvor Mulligan med stor inderlighed skildrer en mors kærlighed til sin søn er gribende, og hendes præstation er så hjerteskærende, at det næsten bliver væmmeligt i en scene, hvor fængselsvagter tvangsfodrer hende. Maud er filmens absolutte fokus, og hun stjæler en del opmærksomhed fra andre af filmens karakterer, men det er næsten til at se bort fra, når det er gjort med en så fin præstation.

Selvom deres handlinger synes grusomme, repræsenterer de få mænd, der optræder i filmens kvindeunivers ikke ondskab, men derimod frygt. Ben Whishaw og Brendan Gleeson som spiller henholdsvis Mauds mand, Sonny, og inspektør Steed, efterlever samfundets forestilling om mandens dominans, en forestilling så dybt rodfæstet i tilværelsen, at intet andet kan være rigtigt. Samvittigheden får af og til lov til at skinne igennem hos mændene, og filmen tegner dermed ikke et portræt af en verden, hvor kvinder er gode, og mænd er onde, men viser en mere nuanceret virkelighed.

ANMELDELSE AF:
Suffragette

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Sarah Gavron

LAND:
UK

Filmen er ikke en romantisk fortolkning. Det er en barsk skildring af et barskt liv, og det håndholdte kamera gør stilen realistisk og vedkommende. Især de voldsomme scener, der udspiller sig mellem suffragetterne og politiet får et krigerisk, næsten dokumentarisk, præg, og det klæder historien. Billeder og scenografi er forførende, der kæles for detaljerne, og i legen mellem de ulmende, varme farver og de kølige nuancer, aner vi et håb for fremtiden.

Instruktør, Sarah Gavron, udmærker sig på et felt, hvor kvinder stadig er voldsomt i undertal. Hun har tidligere modtaget stor ros for sin første spillefilm, Brick Lane (2007), hvor en kvindes kamp for frihed ligeledes er omdrejningspunktet. Brick Lane, der handler om en kvinde fanget i et arrangeret ægteskab, må dog siges at gå lidt mere stille med dørene.

I Sarah Gavrons filmiske univers er kvinden i centrum, og med Suffragette er det endda med afsæt i virkelige hændelser, hvilket netop gør den så væsentlig. Filmen er bestemt historien værdig. Gennemført og ambitiøs, som den er, stiller den skarpt på et historisk vendepunkt, der har været forsømt i årevis. Det er en historie om en kvindes forfald, men også om viljen til at rejse sig fra asken, og ofre sig for noget større. Filmen har sat sig fast et eller andet sted inde i mig, og jeg kunne ærligt talt ikke forestille mig en mere værdig skildring af kvindernes kamp, for den frihed vi nyder i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *