STRANGER THINGS (SÆSON 2): En mørkere skygge er kastet over Hawkins

Af Simone Korfix Lindgreen

Efter et års ventetid dumper vi endelig ned i Hawkins igen — den lille flække, hvor ondskab og kærlighed slynger sig om hinanden, og et mørkt Sci-Fi univers udfoldes i en relatérbar pubertetsfokuseret High School setting. Gud, hvor har jeg glædet mig.

 

Firkløveren Mike (Finn Wolfhard), Lucas (Caleb McLaughlin), Dustin (Gaten Matarazzo) og Will (Noah Schnapp) har, ligesom jeg, ventet et helt år uden at høre noget fra den psykokinetiske Eleven (Millie Bobby Brown). Demogorgen har heller ikke vist sit firspaltede ansigt, og Hawkins emmer på ydersiden af relativ idyl. Der bliver dog hurtigt lagt op til at anden sæson af den populære Netflix Original-serie bliver en mørkere og mere dyster fornøjelse.

 

Det er nogle heftige tematikker som forfatterparret Matt og Ross Duffer, også kendt som The Duffer Brothers, har lagt for dagen. Psykiske lidelser, hvide snit, indespærring af mindreårige og dæmonbesættelse er kun et fåtal af de hændelser, som præger serien. Det er så fedt. Det er virkelig rart at se, at Netflix tør tage fat, hvor det gør ondt og rode rundt i mit indre efter en reaktion. Stranger Things er i sit højsæde, når den dystopiske horror-Sci-Fi får følgeskab af det jordnære 80’er-gennemsyrede dagligdagsliv. Når gode råd til kærlighedslivet bliver videregivet på vejen ud for at dræbe en undsluppet Demo-Dog, har man formået at balancere sin serie til perfektion. 

ANMELDELSE AF:
Stranger Things (sæson 2)

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Matt & Ross Duffer

LAND:
USA

Sæson to byder på en hel håndfuld nye karakterer. Den psykopatiske Dr. Brenner, som også går under navn ’Papa’, er blevet skiftet ud med en ny videnskabsmand, Dr. Owens (Paul Reiser), hvis interesser i Upside-Down er mindre uklare. (Mad)Max’ (Sadie Sink) rolle giver et deja-vu tilbage til Eleven i første sæson ved at være den nyankomne pige, som måske/måske ikke bør inkluderes i drengenes gruppe. Sadie Sink lever udmærket op til de høje standarder, Stranger Things har sat for børneskuespillet, og det samme gør Billie (Dacre Montgomery), Max’ furiøse stedstorebror. Han har desværre bare overraskende meget skærmtid i forhold til, hvor ligegyldig hans rolle i virkeligheden er i plottet.

 

Problemet er tilsvarende for sæsonåbningens teaserkarakter Eight eller Kali, som spilles af den danske skuespillerinde Linnea Berthelsen. Foruden åbningsscenen i første afsnit af anden sæson har hun kun et enkelt afsnit at gøre godt med. Det kommer desværre til at virke forhastet og irrelevant at komme under huden på hendes karakter så hurtigt. Al den tid der bliver brugt på at sætte Eights karakter (og resten af karaktererne i hendes tæskehold) op, kunne være blevet brugt bedre tilbage i Hawkins. The Duffer Brothers snubler et par gange over deres egen vidtfavnende fortællelyst og forsøg på at skabe et fascinerende spind af ensemblehistorier.

 

Heldigvis har de unødvendige karaktertegninger bestemt ikke gjort sæsonen overfladisk. Som jeg havde håbet på, er seriens evne til at gå i dybden med sine karakterportrætter ikke forduftet. Sæsonen byder på endnu et studie i menneskets kompleksitet og de umage venskaber, som kan opstå ud af absurditeter. På ét punkt overgår sæsonen endda sin forgænger: Enkelte scener er så blændende smukke, at de står frem i det indre syn længe efter endt binging som en visuel kraftpræstation. Det er en særdeles værdig opfølgning til en af nyere tids mest mainstream Sci-Fi-serier.

 

Kommentarer