Storkene: Stilsikker storkefilm med beskedent vingefang

Af Anna Wied Kofoed

”Hvor kommer babyer fra,” spørger drengen Noah (Lucas Lomholt Eriksen) fra bagsædet af forældrenes bil. En anspændt stemning breder sig i bilen og spørgsmålet får lov til at stå ubesvaret hen, mens forældrene ler anstrengt, og rædslen står malet i deres ansigter. Filmens egentlige omdrejningspunkt er da også dér, hvor babyerne ikke længere kommer fra, nemlig storkene.

 

De stolte fugle har opgivet deres ædle hverv og leverer nu i stedet ekspres pakkepost. Noahs brændende ønske om at få en lillebror med ninjaevner sætter dog atter gang i babyproduktionen og filmens uheldige helte, storken Junior (Jon Lange) og den forældreløse pige Tulle (Marie Tourell Søderberg), må derfor rejse verden tynd for at komme babyproblemet til livs.

 

Det er erfarne herrer, der står bag Warner Bros.’ nyeste animationsfilm Storkene. Instruktørduoen Nicholas Stoller og Doug Sweetland har begge tidligere gjort sig bemærket i branchen. Stoller med film som Bad Neighbors (2014) og Zoolander 2 (2016) i baggagen og Sweetland der bl.a. har været animator på legendariske animationsfilm som Toy Story (1995) og Find Nemo (2001). Der er da heller ikke noget at sætte en finger på, når det handler om kvalitet, og vi bliver ført igennem filmen med sikker om end en smule forudsigelig hånd. Historien er sød og stilen fejler ikke spor, alligevel savner man et ekstra strejf af originalitet og opfindsomhed i storkenes univers. Det er tvivlsomt, om filmen for fremtiden vil bestå og skrive sig ind i historiebøgerne som stor animationskunst.

 

ANMELDELSE AF:
Storkene

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Nicholas Stoller & Douglas Sweetland

LAND:
USA

Humoren er måske filmens største fortrin, især når den leveres fænomenalt af Martin Buchs lattervækkende karakter Due Fedteberg. Selvom man på intet tidspunkt kaster sig rundt i biografsædet i vilde latterkramper, så fungerer de humoristiske indslag stort set filmen igennem. En indædt og lydløs slåskamp udspiller sig mellem en flok pingviner og Junior og Tulle og illustrerer glimrende den velfungerende, humoristiske tone filmen har lagt. En kort kommentar bør også knyttes til de danske stemmer, der måske lidt overraskende rent faktisk klæder filmens karakterer, og absolut ikke bør afholde folk fra at drage i biografen.

 

Trods den fine, humoristiske distance lider filmen af en del mangler. Mest af alt savner jeg den dér helt, håndgribelige smerte eller sorg, der ofte må siges at skille de ordinære animationsfilm fra de geniale. I Storkene er der ingen virkelige nederlag eller tab. Ingen erkendelse af eller indsigt i livets lidt mørkere afkroge og i manglen på følelsesmæssig smerte og selvopofrelse går vores engagement i karaktererne let tabt. Vi føler hverken med samme smerte eller hjerte, som når Woody siger farvel til Anders i Toy Story 3 (2010), eller når Hiro bliver tvunget til at se sin egen sorg i øjnene i Big Hero 6 (2014).

 

Barren er sat højt i animationsbranchen, og de ordinære produktioner har svært ved at få et ben til jorden i en verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Der skal noget ekstraordinært til for at imponere den garvede animationsseer, og det er svært for alvor at ærgre sig over det skyhøje niveau. Derfor falder dommen også hårdt over Storkene, der trods flyvende intentioner mangler saft og kraft og lidt for let går i glemmebogen. Halvanden times solid underholdning, der på trods af et velsmurt animationsmaskineri allerede er glemt, så snart biografdøren er smækket i bag dig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *