STEVE JOBS: Enestående skæbnefortælling om Apple-skaberens storhed og fald

Af Felix Fleischer

De forgangne tolv måneder har budt på en sand overflod af biopics. Teorien om alting (2014) berettede den beundringsværdige fortælling om den britiske fysiker Stephen Hawking, The Program (2015) portrætterede cykelskurken Lance Armstrongs kamp mod konkurrenter og dopingkontrol, og herhjemme gav Sommeren ’92 (2015) anledning til fornyet fædrelandsromantik med sin kærlige skildring af fodboldhelten Richard Møller Nielsen. Som oftest er der tale om hæderlige film, der dog sjældent formår at udmærke sig i den strøm af film baseret på en sand historie, der finder vej til de danske biografer. Men netop som formatet syntes tømt for potentiale, kommer Danny Boyles Steve Jobs (2015) og beviser, at det biografiske personportræt sagtens kan fungere som skabelon for en film med emotionel dybde og kunstnerisk kvalitet.

 

Steve Jobs er ellers den anden filmatisering af fortællingen om den fremsynede entreprenør på blot tre år, men hvor forgængeren Jobs (2013) på kejtet vis forsøgte at skildre hans liv fra ende til anden, har Boyle kløgtigt besluttet at koge beretningen om Jobs ned til tre epokeafgørende episoder i karrieren. I filmen følger vi Jobs (Michael Fassbender) backstage under de sidste forberedelser før tre ikoniske produktlanceringer, hvor han konfronteres med et bredt persongalleri bestående af kollegaer, samarbejdspartnere og en gammel flamme, der påstår, at han er far til hendes datter. Filmens handling udspiller sig således igennem en række skæbnemøder, hvori Jobs stilles til ansigt med konsekvenserne, professionelle såvel som personlige, af sin kompromisløse karakter.

ANMELDELSE AF:
Steve Jobs

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Danny Boyle

LAND:
USA & UK

Selvom plottet spænder over femten år, forbliver settingen den samme, hvorfor handlingen føles som en samlet helhed snarere end tre separate kapitler. Backstage-scenografiens sminkerum og snævre kældergange fungerer som et fint metaforisk lag i skildringen af Jobs privatsfære, og selvom plottet er komplet dialogdrevet, er tempoet højt. Jobs samt personerne omkring ham står sjældent stille under de hektiske begivenheder før tæppefald, og ligesom karakterne er kameraet i konstant bevægelse. Dette giver en fin kontrast til de få scener, hvor tingene rent faktisk gør ophold, som da Steves sekretær Joanna (Kate Winslet) i en af filmens mest rørende sekvenser grådkvalt revser ham for at have svigtet sin datter livet igennem.

Filmens dynamik bør ikke mindst tilskrives manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der før har stået bag et par særdeles vellykkede biopics som The Social Network (2010) og Moneyball (2011). Den lavmælte kynisme og sofistikerede komik, der er kendetegnede for Sorkins replikker, finder vi også i dialogen i Steve Jobs, som leveres med stor træfsikkerhed af et særdeles velspillende skuespillerensemble. Særligt imponerende er Fassbender, hvis skarpt skydende personificering af Steve Jobs er en sand fornøjelse at overvære. Selvom der ganske vist bliver snakket meget i filmen, er det ikke sjældent, at man som tilskuer griber sig selv i at sidde på kanten af biografsædet.

Steve Jobs er en amerikansk film om et amerikansk ikon, og ikke overraskende har filmen tilbøjelighed til at overfortælle sine pointer, ligesom nogen sikkert vil finde slutningen en smule pladderromantisk. I sidste ende er det dog underordnet. Filmens sande styrke består i dens format. I stedet for at forsøge på at give publikum den fulde pakke, leverer filmen et intenst og koncentreret portræt af en enestående skikkelse i sit livs mest tilspidsede situationer. Steve Jobs forsøger hverken at forherlige eller kritisere sin titelkarakter, men snarere at skabe en medrivende skæbnefortælling om eneren Steve, hvis liv unægteligt var ganske enestående.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *