STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA:
Schraders stille drama om den rodløse europærer

Af Oscar Pedersen

”Intet ligger mig fjernere end at anbringe mig selv i forgrunden”

Sådan skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) i forordet til sin erindringsroman Verden af i går: En europæers erindringer (1941).  Hvorfor, kan man spørge sig selv, skrive en erindringsroman, hvis dette er tilfældet? En del af svaret e at finde i bogens undertitel. For Zweig anså først og fremmest sig selv som europæer, og romanen er snarere et generationsportræt af Europa før, under og efter 1. Verdenskrig end en privat fortælling om et ”jeg”.


Zweig betegner tiden før 1. Verdenskrig som ”tryghedens gyldne tidsalder”, hvor frihed, fornuft og fremskridt udgjorde grundelementerne i den europæiske hjemstavn. Men som titlen angiver, er dette en Verden af i går. Da Zweig havde sat det sidste punkt i sin roman, raserede Anden Verdenskrig i Europa, mens Zweig selv befandt sig i eksil i den brasilianske bjerglandsby Pertrópolis. Det var her, at Zweig og hans kone, Elisabet Charlotte, tilbragte deres sidste tid, før de delte en lille flaske med gift og hermed tog deres eget liv i 1942. I filmen Stefan Zweig: Farvel til Europa placerer den tyske instruktør Maria Schrader Zweig i forgrunden og skildrer på interessant vis de sidste år af hans liv.

Filmen er inddelt i fire kapitler, samt en prolog og en epilog. Hvert af disse kapitler består af en eller ganske få scener. Kapitel ét foregår eksempelvis under PEN-konferencen i Buenos Aires i 1936, mens prologen og epilogen hver især består af én lang, uafbrudt indstilling. Det er fantastisk, at Schrader tager brug af denne snævre, episodiske form, da det medfører, at hun tager tiden til at dyrke de stille øjeblikke fremfor at forsøge at presse så mange biografiske detaljer ned i historien som muligt.

ANMELDELSE AF:
Stefan Zweig: Farvel til Europa

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Maria Schrader

LAND:
Østrig, Tyskland & Frankrig

Hvert kapitel behandler på forskellig vis Zweigs (Josef Hader) skamfølelse af at leve et behageligt liv i Brasilien, mens hans højstelskede Europa står i flammer. Journalister forsøger adskillige gange at få Zweig til offentligt at fordømme Hitler, men Zweig nægter og vælger i stedet stilhedens ærinde. For hvad nytter det at forkaste nazisternes ugerninger på den anden side af kloden i takketaler og til kollokvier med ligesindede, mens man skåler i champagne? Den eksplicitte fordømmelse forbliver uforløst, og Schrader lader i stedet billederne afspejle Zweigs indre melankoli og følelse af hjemløshed. Eksempelvis når en brændende sukkerrørsmark skaber en tydelig allusion til det brændende Europa, eller da et lokalt orkester opfører Strauss’ ’An der schönen blauen Donau’, og skønt det ikke lyder synderlig godt, bliver Zweig rørt til tårer.

Overordnet set forsøger Schrader ikke at slå med for store slag. Hun punkterer følelsesmæssige højdepunkter for i stedet at fokusere på små øjeblikke, hvis tyngde ekkoer igennem filmen. Med et distanceret blik og et tilbageholdt drama formår Schrader på glimrende vis at skildre Zweigs følelse af magtesløshed. Samtidig er filmen lidt for konkluderende. Med det mener jeg, at de stærkeste biopics, i min optik, er dem, der er essayistiske og reflekterende i sin form. Her tænker jeg på alt fra Watkins’ Edvard Munch (1974), Schraders Mishima: A life in four chapters (1985) til Tarkovskijs Andrei Rublev (1966) og Straub & Huillets Cézanne (1989). Her bliver der stillet flere spørgsmål, end der præsenteres svar. I Schraders skildring af Zweig er der ingen løse ender. Skønt jeg værdsætter, at Schrader undgår at ty til dramatiske klimakser, ærgrer jeg mig over, at hun også undlader at eksperimentere yderligere med sit cinematiske sprog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *