STAR TREK BEYOND: Tilbage til rødderne

Af Jakob Freudendal

Det er et stort år for den legendariske Star Trek-franchise. Den kan nemlig fejre intet mindre end 50-års jubilæum med hele seks tv-serier og 12 film på bagen. Star Trek Beyond er film nr. 13, og den gør lige netop det, den skal: Vender tilbage til de legendariske rødder, og efterlader én med et brændende ønske om at udforske det kæmpemæssige univers på ny.

Kernen i Star Trek er udforskning af det uendelige kosmos og mødet med fremmede kulturer, mens hovedtemaet er fred ikke krig, hvilket netop skal ses i tråd med den første series tidsånd – ungdomsbevægelse i 1960’erne. Hvor alt dette har været lettere gemt væk i J.J. Abrams’ to første film i det nyeste reboot, vender instruktør Justin Lin stilsikkert skibet tilbage på vant territorie i den helt rette Star Trek-ånd.

Vi møder Kaptajn James T. Kirk (Chris Pine) og resten af holdet på USS Enterprise, føderationens ypperste udforskningsskib 3 år inde i en 5 år lang udforskningsmission. Elegant fortalt gennem Kirks logbog ser vi hvordan livet i rummet hurtigt bliver monotont, mens formålet med en udforskning af netop det uendelige hurtigt kan virke decideret ligegyldig.

Kirk og Spock (Zachary Quinto) er begge begyndt at tvivle på dem selv og stjerneflåden, men der går naturligvis ikke lang tid inden, at de igen får et mål, der er et af filmhistoriens ultimative makkerpar værdigt. Et ukendt nødsignal bliver udsendt fra den afsides planet Altamaid, og Enterprise vågner straks op til dåd fra dagligdagens monotone dvale. Hvad de ikke ved er, at den onde separatist, Krall (Idris Elba), har en yderst detaljeret plan, ikke bare for Enterprise, men for den totale ødelæggelse af føderationen som helhed.

ANMELDELSE AF:
Star Trek Beyond

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Justin Lin

LAND:
USA

Mange fans havde frygtet, at manden bag action-spektakler som Fast and Furious, Justin Lin, skulle overtage instruktør stolen fra fanboy J.J. Abrams, men allerede få minutter inde i den to timer lange film bliver det tydeligt, at Lin i ligeså høj grad er inkarneret fan. På yderst raffineret vis formår han at kombinere hæsblæsende action med en karakterdybde, som er ganske usædvanlig for den gængse blockbuster.

Men det mest bemærkelsesværdige er måden hvorpå Star Trek Beyond fornyer og genopliver den årelange arv. Filmen bliver nemlig aldrig et nostalgi-trip. I stedet formår Lin gennem en masse uskyldige referencer at åbenbare et uhyre interessant univers, som filmen tager afsæt i.

Udover fortsat at bestride rollen som den komiske ingeniør, Montgomery Scott, har Simon Pegg været en af hovedforfatterne bag denne tredje film, og det mærkes tydeligt i dens glimrende brug af humor. Særligt scenerne på Altamaid, hvor en såret Spock samt skibslægen ’Bones’ Mccoy (Karl Urban) må kæmpe sig vej tilbage til resten af besætningen, er uhyre morsomme.

Karakteristisk for den nye epoke i Star Trek universet er netop det fænomenale samspil mellem særligt de mandlige hovedkarakterer ombord på Enterprise, men også mødet mellem disse modsatfyldte karakterer: Kirk er den evige helt, der næsten altid tager de rigtige beslutninger, men ikke er bange for at bryde regler, mens Spock kun kan tænke rationelt, hvor ’Bones’ derimod er den evige pessimist, der kun ser farer på rejsen gennem det ydre rum. Star Trek Beyond er den hidtil bedste film i den nye trilogi, og der er så absolut grund til at svinge forbi biografen i sommerheden og se denne sci-fi perle af en blockbuster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *