Anmeldelse
STALKER: Et kedeligt bekendtskab

Af Tilde Søgaard Carlsen

Der findes forskellige grader af stalking: Nederst på skalaen finder vi den hurtige Facebook-søgning, de fleste nok må erkende sig skyldige i. Længere oppe støder man på en mere omfattende besættelse — af et crush eller en celebrity typisk — som man kontakter ofte og uopfordret. Og allerøverst, som næsten sprænger skalaen, her finder man Greta.

I Neil Jordans film Stalker følger vi den unge pige, Frances (Chloë Grace Moretz), der en dag finder en efterladt taske i metroen. Tasken tilhører Greta (Isabelle Huppert); en ældre og ensom dame, som Frances stifter bekendtskab med, da hun tropper op ved Gretas hjem for at aflevere den tabte taske tilbage. Bekendtskabet udvikler sig til et venskab, indtil det går op for Frances, at Greta har skumle skeletter i skabet. Frances bryder kontakten, men Greta viser sig at være svær at slippe af med.

Isabelle Huppert udviser kunstnerisk finesse i rollen som Greta, når hun går fra at være en sympatisk, fin dame til et hysterisk monster. Samme sans for finessen finder man desværre ikke andre steder i filmen, der tenderer til det latterlige frem for det uhyggelige. Der saves uagtsomt med strygerbuerne, og musikken dikterer uhyggen på distraherende vis, så man gang på gang kastes ud af fortællingen og undrer sig: ”Skulle det være uhyggeligt?”

Filmens danske titel er Stalker (originaltitel:Greta), og den når lige at berøre den interessante problemstilling omkring det ubehagelige fænomen: nemlig hvor langt skal man gå, før stalking bliver strafbart? Filmen prøver at skræmme med jump scares og gyser-klichéer, men den sande uhygge findes i stalker-problematikken, der desværre ikke udfoldes nok. Det er i sandheden en skam, når stalking er et reelt problem, der frihedsberøver og skaber utryghed blandt mennesker. Stalking er et tilbagevendende dilemma, vi lovgivningsmæssigt endnu ikke helt ved, hvad vi skal stille op med — og konsekvenserne heraf får Frances lov at føle…

Filmen bliver i stedet en horrorfilm, der ville have fungeret bedst som thriller, for så monstrøs er Huppert som Greta heller ikke. Greta går alligevel hen og bliver filmens mest interessante karakter, der med et hint af Norman Bates changerer mellem følelser. Filmens andre karakterer er lettere stereotype og overfladiske, og det er til tider svært at relatere til og sympatisere med dem — særligt når vores kvindelige protagonist går fra at være naiv til decideret dum i sine forsøg på at undvige Greta.

Måske du kan finde det sjove i det fejlagtige, men leder du efter et godt gys, skal du holde dig fra Stalker. Der er desværre en række løse ender, der slår tvivl om kausalitet, og filmen står tilbage som et noget kedeligt bekendtskab.

Kommentarer