Springtur i Toscana: Selvmord og sindssyge – komedie med lille k

Af Victor Harder Hesel

Da den stille og magre Donatella (Micaela Ramazotti) med den mystiske fortid ankommer til det psykiatriske bosted Villa Biondi, bliver hun hurtigt den bramfri, bedrevidende og for øvrigt bipolare Beatrices (Valeria Bruni Tedeschi) yndlingskæledyr. Beatrice bryder sig imidlertid ikke om livet under opsyn – hun laver stort set ikke andet end at ævle løs om “verden udenfor” og om hendes (formodentligt) opdigtede venskab til hele Italiens jetset, inklusive den tidligere premierminister Berlusconi – så da lejligheden byder sig, tøver hun ikke. Beatrice og Donatella skal stikke af! Da først de to kvinder er på fri fod, begynder eventyret om jagten på en bortadopteret søn, en sagnopspunden eksmand og, i det hele taget, lykke.

 

Springtur i Toscana er en komedie med lille k. Dels fordi den skildrer en så tung tematik som sindssyge med behørig respekt, dels fordi filmens humor hovedsageligt beror på de to hovedrolleindehaveres skuespil, snarere end fladpandet slapstick og demonstrativt konstruerede komiske situationer. Fremgangsmåden er velvalgt, da den resulterer i stor indlevelse og investering i karaktererne. Humoren opstår som biprodukt af det medrivende skuespil, og fordi den aldrig gør opmærksom på sig selv eller på anden måde river seeren ud af fortællingen, muliggør den overgange til nogle helt igennem hjerteskærende scener.

 

ANMELDELSE AF:
Springtur i Toscana

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Paolo Virzi

LAND:
Italien

Filmen byder på en raffineret billedside. Havde man ikke i forvejen lyst til at holde ferie i Toscana, så har man det i hvert fald bagefter. Romantiske landsbyer, åbne marker og glitrende sandstrande er gengivet i et forførende, lunt lys, så man næsten kan mærke sommervarmen i biografsalen. Paolo Virzi er dog heller ikke bange for at vise uskønhederne frem. Skumle natklubber med tvivlsomme ejere, underfinansierede hospitaler og grå socialkontorer står i stærk kontrast til den reklameagtige landskabsporno, og denne dosis virkelighed nuancerer filmen og dens tematik. Dette opnås også mere poetisk gennem et stærkt samspil mellem kameraarbejde og velkomponeret bevægelse, som for eksempel da en selvmorderisk kvindeskikkelse (hvis identitet skal forblive ukendt i denne anmeldelse) på en bro kun ses fragmentarisk mellem vognene på et forbipasserende tog.

 

Filmens lydside er bemærkelsesværdig, fordi den til tider fungerer subtilt kontrapunktisk til selve handlingen. Beatrices bizarre påfund sker til lyden af muntre toner, der efterhånden dissonerer med seerens egen oplevelse af begivenhederne, da det bliver tydeligt, hvor uholdbar og potentielt farlig situationen er. Man får indtryk af, at lydsiden har taget Beatrice og Donatellas parti, og at de komiske filmiske virkemidler er udtryk for deres mentale subjektivitet, at (især) Beatrice omskriver deres oplevelser til et afsnit af Sex and the City frem for at konfrontere sin egen skrøbelighed.

 

Selvom den er markedsført som en komedie/roadmovie, beskæftiger Springtur i Toscana sig med vægtige emner. Disse misbruges aldrig til et billigt grin, men giver derimod anledning til en poetisk billedside, storartet skuespil og en til tider lettere eksperimenterende lydside. Filmens humoristiske elementer virker naturlige, og de forstyrrer aldrig den større historie, der sigter lige så meget efter hjertet som smilebåndet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *