SPOTLIGHT: Den konventionelle, men passionerede Oscar-favorit

Af Daniel Hartvig Nielsen

En af årets Oscar-favoritter hylder den uafhængige og dybdeborende journalistik i fortællingen om den stædige oprulning af en fordækt og modbydelig pædofili-sag.

’Spotlight’ tager udgangspunkt i den virkelige beretning om Boston Globes afdækning af den massive skandale af børnemisbrug i den katolske kirke. Avisens dybdeborende special-enhed, Spotlight, kommer på sagen, efter avisens nyudnævnte redaktør, den udefrakommende Marty Baron (Liev Schreiber), dikterer det. Og langsomt, som sagen bliver oprullet, viser det sig, at det ikke er kun én ærkebiskop, men hele systemet, der er sygt.

Journalistik, etik og alle de skandaler, som journalister verden over har formået at trække frem i lyset, har altid været godt film indhold. Tænk bare på klassikere som Alle præsidentens mænd om Watergate-skandalen, Michael Manns intense The Insider om en whistleblower i Tobak-industrien eller sågar den danske Idealisten fra sidste år, der afdækker begivenhederne på Thule-basen. Og når det kommer til Spotlight går den klart i fodsporene på de to først nævnte forgængere i genren.

Spotlight har nemlig alt det, som en rigtig journalist-film skal have. Den er skarp, intens, passioneret, kompliceret – og fremfor alt behandler den et emne, som kun kan overvælde og forfærde. Manuskriptforfatterne Josh Singer og Tom McCarthy (sidstnævnte har også stået for den udmærkede instruktion) har fået skruet en særdeles velfortalt historie sammen. Filmen dykker dybt ned i den journalistiske proces og langsomt kulegraves sagen, plot point for plot point – chok for chok – og jo større snebolden bliver, jo større skandale venter forude. På den måde er Spotlight ganske konventionel, hvilket heldigvis ikke afholder den fra at være ekstremt underholdende og opslugende.

ANMELDELSE AF:
Spotlight

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Tom McCarthy

LAND:
USA

Sagen bliver altså på sin vis også filmens helt centrale hovedkarakter, og selvom dens stærke ensemble byder på fine skuespilpræstationer, især fra Mark Ruffalo og Michael Keaton, så ender de mest af alt som skakbrikker i det samlede plot. Det store udvalg af karakterer begrænser sidehistorierne, som ellers er med til at opbygge karakternes personlighed. Selvom alle tildeles en mere eller mindre personlig fortælling om tro og pædofili – for eksempel er Rachel McAdams Sacha Pfeiffers bedstemor stærkt troende katolik, mens Keatons Robby kender et af ofrene – så forbliver deres stærkeste karaktertræk stadig deres passionerede arbejdsmani.

Spotlight er årets mest konventionelle bud på en Oscar-vinder, og selvom den ikke på samme måde som The Revenant og The Big Short udmærker sig visuelt og på den personlige historie, så er den så stærkt skrevet og fortalt med så stor passion, at den bliver svær at afskrive. Filmens emne om pædofili kan kun få hårene til at løfte sig, og selvom den oftest arbejder på et mere fagligt niveau, formår den alligevel enkelte gange at hive personlige beretninger ind, som gør, at det hverken bliver for tørt eller for sentimentalt. Spotlight hits … om man så må sige … the spot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *