SPIONERNES BRO: Spielberg tilbage som Oscar-favorit?

Af Andreas Strini Lethan

Når en instruktør som Steven Spielberg er tilbage med en ny film, så kommer ordet ”Oscar” ofte på folks læber, og det gælder så sandelig også for hans nyeste skud på stammen, Spionernes bro. Det ville undre, hvis ikke den skulle kunne være med, hvor det er allersjovest i Hollywood.

I 50’ernes kolde krig bliver den sovjetiske spion, Rudolf Abel (Mark Rylance), arresteret af den amerikanske regering. Advokaten James Donavan (Tom Hanks) bliver tilkendt det utaknemmelige job at skulle forsvare Abel, der allerede synes dømt i manges øjne. Men alting bliver vendt på hovedet, da den amerikanske pilot, Francis Gary Powers (Austin Stowell) skydes ned og fængsles i Sovjetunionen. Nu må Donavan tage til Østberlin og forhandle med russerne omkring udvekslingen af Abel for Powers.

Med Spionernes bro er Steven Spielberg tilbage i instruktørstolen med sin bedste film siden Catch Me If You Can (2002). Og samtidig markerer filmen en tilbagevenden til et af Hollywoods mest populære og succesfulde makkerpar.

For med Spielberg bag kameraet og Tom Hanks foran, så har man en opskrift, der altid virker. Tom Hanks spiller endnu en gang, ja, Tom Hanks. Han er utroligt velspillende og charmerende som den nærmest overdrevent sympatiske, ædle og helt igennem godhjertede advokat, hvilket ikke ligefrem er nyskabende for ham. Decideret kedeligt eller dårligt er det aldrig, men hvor ville det dog være forfriskende snart at se Tom Hanks i mere uvante rammer.

ANMELDELSE AF:
Spionernes bro

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Steven Spielberg

LAND:
USA

Når man nu ikke kan komme uden om Tom Hanks’ klassiske rolle, så må man jo krydre historien med nogle mere skæve biroller. Og hvor er det dog godt, at Ethan og Joel Coen har haft fingrene i manuskriptet. Deres flair for det sjove og absurde i alvorlige fortællinger bærer historien frem. I sidste halvdel af filmen, hvor James Donavan befinder sig i Østberlin, optræder flere af de sovjetiske og østtyske biroller som totale parodier. Man kan ikke undgå at sidde og klukke med, når James Donavan møder Rudolf Abels ”familie”, der på engelsk med fed tysk accent prøver at få deres familiemedlem hjem. Humoren gør plottet lettere i en film, der med en spilletid på 141 minutter, nemt kunne gå hen og blive kedelig.

Filmens største force er dog dens billedside. Der er ikke en finger at sætte på det visuelle udtryk. Det er detaljerigt og umådelig flot. Spielberg formår sammen med fotograf, Janusz Kaminski, at producere en visuel tour-de-force, som de færreste kan hamle op med.

Til gengæld overlades intet til tilfældighederne i plottet, hvilket ender med at blive ufrivilligt komisk og til tider lettere irriterende. Eksempelvis bliver det forklaret, at mange bander huserer i Østberlin, hvilket fører til, at James Donavan selvfølgelig får frarøvet sin frakke af nogle unge kort tid efter. Endnu værre er det, da James Donavan direkte siger, at det er muligt, den amerikanske regering kan få brug for Rudolf Abel i en byttehandel, hvis nu en amerikansk spion skulle blive fanget. Alle årsager har en virkning, og alt bliver i sidste ende flettet sammen med den fineste lille sløjfe. Det ville klæde Spionernes bro at lade visse ting forblive uforklaret og i stedet overgive sig til overraskelsesmomentet.

Spionernes bro er et underholdende koldkrigs-drama, der formår både at være alvorlig og humoristisk på samme tid. Dog er det ikke et værk, der vil gå over i historien, som mange af Spielbergs tidligere film, men er helt klart en af sværvægterne når Oscar-nomineringerne skal gøres op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *