SPIKE LEES CHI-RAQ: Musikalsk bandekrig

Af Amine Kromann Karacan og Neia Pil Højsteen

Spike Lee gør sin entre efterfulgt af Nick Cannon og John Cusack. Lee har travlt med at se på sin telefon og ignorerer horden af journalister og fotografer. De to øvrige smiler og gør sig umage for at virke imødekommende i et forsøg på at kompensere for Lees attitude. Men man kan ærlig talt godt forstå Spike Lee. Gang på gang skal han forklare sin kritik af undertrykkelsen af sorte, og det må blive trættende i længden. Dagens pressekonference er ingen undtagelse, det helt store emne: hvorfor er det vigtigt? Er det virkelig så slemt?

Nu har Spike Lee lavet en ny film over samme emne, Chi-Raq, men bemærkelsesværdig er den ikke-realistiske tone og ramme for fortællingen, som gør filmen så anderledes fra Lees tidligere værker.

Antikt oplæg i højaktuelle klæder

Aristofanes mest kendte stykke, Lysistrate – komedie eller satire, alt efter hvem der vurderer – er rykket 2426 år frem i tiden. Fra Grækenland og de peloponnesiske krige til Chicago anno 2015. Og for at understrege, at der med Chicago er tale om en reel krigszone, er filmen kaldet Chi-Raq: en sammentrækning af Chicago og Iraq. Er det overhovedet en rimelig parallel, spørger en journalist på pressekonferencen, eller er det at undervurdere egentlige krige?”

Jeg har ikke fundet på udtrykket Chi-Raq, så det synes jeg ikke, at jeg skal blive kritiseret for. Men jeg vil gerne lade folk vide, at 53 mennesker blev skudt og dræbt i Chigaco i løbet af det herrens år 2016s første måned – og det er en stigning på 83% fra 2015”, svarer Lee. Tydeligvis en mand med et meget påtrængende budskab: Volden må høre op. Cusack er enig, og forsætter med opremsningen af de dystre tal: frem til d. 9. februar var blevet skudt 90 mennesker.

Disse hårde facts danner grundlaget for Chi-Raq: en hårdtpumpende satire over bagsiden af Chicago, hvor ”spartanerne” og ”trojanerne” i bandekrig bekæmper hinanden i hævntogter på angreb, som ingen rigtigt længere husker hvordan begyndte. Men en dag – og lidt ud af det blå – siger kvinderne fra med en kombination af sang, knyttede næver, kyskhedsbælter og (desværre kun næsten) bare bryster. De nægter deres mænd sex, indtil de stopper med at bekrige hinanden.

Spike Lee er ikke den første til at rekontekstualisere det græske stykke til et samtidigt amerikansk stykke om bandekrig, men det gør jo ikke idéen mindre god. Og ulig mange af de tidligere adaptioner – på teater såvel som på film – undgår han en sexistisk, undertrykkende fremstilling, der bogstaveligt talt reducerer kvinder til fisser. Tværtimod er Lees kvinder udspekulerede, modige, opfindsomme, sjove og provokerende.

Ja, de bruger stadig sex som et våben – hvilket jo er hele præmissen for Lysistrate – men som et relativt udspekuleret og ikke bare fysisk et af slagsen. At cølibatet heller ikke er let for kvinderne, bryder med traditionen af fiktive kvinder uden nogen form for sexlyst, og det er befriende.

De reelle problemstillinger og realismekritikken

Realismen skal man lede længe efter i dette stiliserede, men dog højaktuelle, stykke filmkunst. Referencerne til det antikke Grækenland er mange og fremtrædende: en enøjet bandeleder, der bærer diamantbesat klap kaldes Cyclops, togalignende kostumer, (når de kan retfærdiggøres af narrativet), vin skiftes ud med spiritus og stoffer, klassiske skulpturer brugt som stumtjenere og en klart unaturlig dialog, der formår at syntetisere raptekster med det græske dramas replikker. Dette er sat i en film, der grænser til musicalgenren og samtidig arbejder med mange referencer til blaxploitation traditionen. Ja, man kunne blot kalde det en pastiche, men det fungerer som et overraskende anderledes og vellykket greb på det alvorlige emne.

Med så kontroversielt et emne er kritik og kontrovers uundgåelig. Al kritik er dog ikke lødig – det har f.eks. vakt mange en sur mine, at dele af filmen slet ikke er optaget i de udsatte områder i Chicago som West Englewood og Austin, hvilket selvsagt er en kritik, der vil kunne bredes ud til et usandsynligt højt nummer af fiktionsfilm. Det er vel det samme problem, som at skuespillere ikke er ægte personer, men jo netop giver sig ud for at være noget. Eller tænk bare på forbrydelsen at filme i et studie! Vi vil straks benytte lejligheden til at klandre Alien for ikke at være filmet i rummet. Magen til amatørfilm.

Chi-Raq er et indslag i en debat om bandekrig, samfundets undertrykkelse af minoriteter og en generel ulighed i USA. Men det er også en fiktionsfilm, og ikke et filmprodukt, der på nogen måde kan klandres for at være et gennemsigtigt billede af Sydchicago – tværtimod står Chi-Raq tydeligt frem som netop fiktionalisering ved den fremmedgørende effekt af antikke artefakter i Chicagos ghetto. Og netop ved at være satirisk og overdreven i sit filmsprog løfter Spike Lee sig fra det niveau, mange af hans tidligere film befinder sig på.

Ingen kritik for kritikkens skyld

Lees kritik af samfundsstrukturerne findes ikke kun i hans film – de udtrykkes også gennem et utal af interviews, såvel som at han efterlever sine idealer, ikke mindst ved sit forestående boykot af Oscar-showet. Således retter de sig både mod den enkelte borger nederst i fødekæden, men de foregår også på et overordnet institutionelt og instrumentelt niveau. For at dæmpe den hårde tone tilføjer han, at der ikke er tale om et egentligt boykot af prisuddelingen: Han og hans kone vil bare ikke deltage i noget, de ikke kan stå inden for. Det giver dem en friaften til at se fodbold. Det var en overraskende pragmatisk Spike Lee, vi mødte i Berlin.

Heldigvis for os kan han stå inden for Berlinalen, og han har beriget programmet med Chi-Raq såvel som inspireret med sit besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *