BLACKkKLANSMAN:
Spike Lee leverer budskab frem for indhold

Vi befinder os i 70’ernes Colorado Springs, hvor den lokale politiafdeling netop har ansat sin første afroamerikanske politibetjent. Den unge og energiske Ron Stallworth (John David Washington) er klar til at indtage korpset med sit gåpåmod, og ikke mindst knivskarpe afrofrisure, men begynder hurtigt at snuble over de benspænd, som racediskriminationen sætter for ham.

Et mere eller mindre tilfældigt telefonopkald til den lokale Ku Klux Klans leder (Ryan Eggold) giver pludselig Stallworth muligheden for at bevise sit værd som detektiv. I den forbindelse glemmer han dog at bruge et dæknavn og må derfor alliere sig med sin jødiske kollega Flip Zimmerman (Adam Driver) for at kunne infiltrere KKK. Sammen går de to mænd undercover som den hvide og storracistiske version af Ron Stallworth, hvor Flip agerer stedfortræder i mødet med klanens medlemmer.

Virkelighedens Ron Stallworth udgav sin selvbiografi tilbage i 2014, hvor bogen siden hen endte på produceren Jordan Peeles skrivebord. Den næsten-for-vild-til-at-være-sand historie om KKKs sorte klanmedlem er nu kommet på det store lærred med Spike Lee som instruktør, og hans stærke stemme som filmskaber brager tydeligt igennem.

Lees forkærlighed for at skabe værker med kraftige kommentarer til sortes vilkår i USA fylder nemlig utrolig meget i BlacKkKlansman. Filmen bliver fra start til slut akkompagneret af indslag fra den virkelige verdens racestridigheder, som smukt understreger historiens væsentlighed. Både mere underspillet med en vittig og smånazistisk hentydning til Trumps slogan ”Make America Great Again”, men Lee bruger også referencerne med et mere alvorligt formål.

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Harry Belafonte optræder eksempelvis i en hårrejsende scene, hvor han til en samling af filmens Black Panther medlemmer fortæller om en grufuld lynchning, han overværende som ung mand. Scenen slår hårdt og giver filmen et stærkt udtryk (med en tilhørende klump i tilskuerens hals) samtidig med, at den blender sammen med narrativet gennem en sublim krydsklipning.

Generelt bidrager referencerne til nutidens racedilemmaer godt til filmens budskab, og størstedelen bliver tilført med finesse. Men til gengæld bliver selve historien og dens karakterer ikke skildret særlig elegant.

Spike Lee får skabt en alt for tydelig opdeling mellem the good guys og the bad guys, hvilket er mildest talt trættende i en film, der tematiserer racisme i USA. Stallworths historie havde ellers været en god chance til at tegne et mere nuanceret billede af de modstridende holdninger til sortes rettigheder og ikke mindst de mennesker, som står bag dem. Men i stedet bliver størstedelen af de mandlige klanmedlemmer fremstillet som åndssvage og skydegale fulderikker, hvis had til den sorte og jødiske befolkning bunder i ren ondskab og uvidenhed.

Dertil gør den flade skildring af det racistiske og voldsglade ægtepar Kendricksons (Jasper Pääkkönen og Ashlie Atkinson) mig så utilpas, at det komiske aspekt ved deres karakterer nærmest går over og bliver tragisk. Det er derfor svært at grine af deres dumheder og absurde udtalelser, fordi resten af filmens har en så alvorlig tone.

BlacKkKlansman formår derfor ikke at føles som et sammenhængende værk.

Spike Lees ønske om at efterlade tilskueren med stærk refleksion over USA’s racediskrimination, både i fortidens voldshandlinger og nutiden politiske landskab, har overtaget selve fortællingen. Al dybden ligger i budskabets scener frem for selve fortællingens, hvilket desværre har nedprioriteret Ron Stallworths gode historie.