Anmeldelse
SPIDER-MAN: INTO THE SPIDER-VERSE: Frisk ny helt møder gamle klichéer

Af Sidsel Minuva

 

Det er svært at overdrive, hvor dårlig en dag Miles Morales (Shameik Moore) har haft. Oveni at være en akavet teenager, der måske er lidt i puberteten og fanget mellem familien, kunstdriften og sit eget potentiale, så bliver han pludselig bidt af en radioaktiv edderkop. Vi kender efterhånden Stan Lees ikoniske historie til punkt og prikke—det involverer noget med spindelvæv, klæbrige fingre og en sjette sans.

Spider-Man: Into the Spider-Verse forventer skam også, at man kender historien. Gentagelsen af den berømte origin story bliver f.eks. til en tilbagevendende vittighed, der genfortælles fra forskellige Spider-personers synsvinkel. Der er jo som bekendt ret mange versioner i tegneserierne, og det er det, Spider-Verse udnytter, når den fletter 6 forskellige tidslinjer sammen i ét univers og én historie. Vi får både serveret spøgefulde edderkoppehelte som Peter Porker (John Mulaney), der er Spider-Man som gris, og mere seriøse indspark som den såkaldte Spider-Gwen, alias Gwen Stacey (Hailee Steinfeld), der i hendes univers blev bidt af edderkoppen i stedet for Peter Parker, der ellers typisk er Spider-Man.

Dette er altså ikke Spider-Man filmen for nybegyndere. Den tager ikke sig selv for højtideligt og gør glad og gerne grin med Sonys tidligere spillefilm—navnlig dem med Toby Maguire i rollen som den titulære helt. På den anden side kendte jeg kun på forhånd til Miles og Gwen, mens spillefilmene med Maguire var gemt langt væk i hukommelsen, og jeg følte mig på intet tidspunkt sat af. Men nogle seere vil uden tvivl klø sig i hovedet af forvirring—man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på edderkopperne.

Endnu en smagssag er uden tvivl filmens neon-farvede animationsstil, men for mit øje er det en skøn mellemvej mellem animationsfilm og tegneserier. Spider-Verse omfavner visuelt sprudlende farver og både gammeldags og abstrakt tegneseriefarvelægning, uden at det på noget tidspunkt virker påtaget eller malplaceret. Angst portrætteres billede-i-billede og New York virker nærmest livagtig—en slående kontrast sammenlignet med Peter Porker, der ligner, at han er trådt direkte ud af en tegneserie. Det er voldsomt, hurtiggående og atypisk, og resultatet er et charmerende og forfriskende stykke animation, hvor det går så stærkt, at man kun kan være tryllebundet. Filmens tempo og dynamiske momentum er ganske enkelt i verdensklasse.

Plotmæssigt formår filmen også at indarbejde tegneseriers arketypiske oprigtighed. Miles Morales er nemlig Spider-Verses bankende, følsomme hjerte. Han har en sund humoristisk sans, han er sprængfyldt med passion, og så tordner angsten rundt i kroppen på ham. Man kan ikke andet end at holde af knægten. Og så er det voldsomt forfriskende at se en ung, sort mand få lov til at være i kontakt med sine følelser og endda tude på film—og at se hans firkantede far gøre det samme. At se sorte karakterer være følsomme og sårbare i en tegnefilm er betydningsfuldt, når stereotyper skildrer sorte mænd som vrede og aggressive. Og så bidrager det til et vidunderlig elskværdigt far-søn forhold, der virkelig skinner igennem.

Miles og hans far står til gengæld i skarp kontrast til filmens allerstørste problem—Peter ”B.” Parker (Jake Johnson), en lettere depressiv Peter Parker fra et andet univers. Han er egentlig en fin karakter i sig selv. Ikke helt sympatisk og ikke helt usympatisk, men blot en rodet, plaget person. Hans plager ender bare med næsten at opsluge resten af filmen. De andre skøre og seje Spider-personer holder sig i baggrunden for at give ham plads. På trods af hendes store indledende rolle som en af Miles eneste potentielle venner, bliver Gwen Stacey nærmest en marginalkarakter ved sammenligning.

Og det går ikke kun ud over de interdimensionale superhelte, men også Miles historie. I stedet for at handle om Miles personlige udvikling, hans familie og ambitioner, ender historien i et godt stykke tid med at handle om hans og Peter B. Parkers mentor-lærling forhold. Alle de andre karakterer er stiliserede, forskelligartede og veldesignede; Kingpin (Liev Schreiber) er én stor, sortklædt mursten, Tante May (Lily Tomlin) er en hårdere negl end de fleste helte og ”Doc Ock” (Kathryn Hahn) er en moderne, flippet version af sit klassiske selv. Imens lugter Peter B. Parker langt væk af gamle, sure klichésokker.

Han er således også årsagen til, at jeg har voldsomt svært ved at bedømme Spider-Verse. Der er så fandens meget ved den, der er tiltalende; stilen, oprigtigheden, hele resten af persongalleriet. Peter er en dødkedelig torn i siden på en ellers vidunderlig animationsoplevelse. I sidste ende vælger jeg at tage udgangspunkt i nu afdøde Stan Lees allersidste cameo—Spider-Mans skaber, der dukker op i alle Marvels film til dato. Han får intet mindre end den perfekte afsked, der også formår at opsummere Spider-Verse i en nøddeskal; humoristisk, selvbevidst og med et dybtfølende hjerte inderst inde. Og det fortjener sgu da 5 stjerner på trods af strabadserne.

Kommentarer