SPECTRE: Filmisk håndværk for 2 milliarder

Af Bjørn Juul Andersen

Det kan vel ikke have forbigået nogens opmærksomhed, at Bond is back in town. Reklame-karavanen for den sejlivede britiske spionseries installation nummer 24 er i den grad blevet rullet ud, da en Bond-film ikke længere blot er en filmoplevelse, men et overdådigt event.

Men den over 2 milliarder kroner dyre Spectre er ikke blot product-placement og cheesy Bond-nostalgi en masse. Nej, den følger i overbevisende stil op på den fremragende Skyfall med sin afbalancerede historie, tårnhøje production value og stilsikre balancegang mellem action og charme.

 

Filmen begynder som lyn og torden med én af de lækreste introsekvenser i en Bond-film nogensinde. I et flere minutter langt one-take fra en spektakulær Day of the Dead-fest i Mexico City fanger kameraet en maskeklædt Bond med en babe under armen på vej op til et soveværelse.

Agent 007 har dog for travlt til den ellers obligatoriske lagengymnastik, da han skal snigmyrde en bad guy – og hele seancen ender selvfølgelig i en hæsblæsende og actionmættet slåskamp i en vildtfarende helikopter over Mexico City, hvor Bond kommer på sporet af den mystiske forbryderorganisation Spectre med den enigmatiske Franz Oberhauser (Christoph Waltz) i spidsen.

Sam Mendes er tilbage i instruktørstolen – og det kan mærkes. Han får det maksimale ud af sine skuespillere – heriblandt en fremragende Daniel Craig som James Bond og en forførende Léa Seydoux, stjernen fra La vie d’Adéle, som Bond-baben Madeleine Swann. Og selvom Christoph Waltz’ charmerende psykopat-småsnak ikke er så nyskabende længere, gør han det upåklageligt som filmens mystiske superskurk Franz Oberhauser.

ANMELDELSE AF:
Spectre

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Sam Mendes

LAND:
USA / England

Med Spectre har Mendes og hans hold igen skabt en enorm skarp, velfortalt og stilsikker film, der ikke farer vild i det astronomiske budget. Det er filmhåndværk i milliardklassen. Der er ingen grinagtige sekvenser, som James Bond-film generelt har masser af, og Bond-nostalgikere vil måske mene, at det hele er lidt for stuerent og strømlinet. I min optik kombinerer filmen dog på imponerende vis de to essentielle egenskaber, der definerer en Bond-film: den intense action og den humoristiske charme.

Ligesom Skyfall mestrer Spectre denne balance – og ender hverken som en alt for intens og ucharmerende actionfilm som License To Kill (1989) eller fjollet slapstick som The Man with the Golden Gun (1974).

Når Spectre alligevel ikke helt kommer op på Skyfalls niveau, skyldes det simpelthen, at plottet og filmens generelle feel lægger sig for meget op ad den foregående film, som i den grad var et nybrud i Bond-filmens historie. Igen skal Bond konfronteres med sin fortid, igen bliver sagerne personlige, og igen skal slaget afgøres hjemme i London.

Men Spectre er uden tvivl en værdig opfølger til Skyfall, en tematisk og stilistisk (lille)bror, som på mange måder føles som en sublim afrunding på Daniel Craigs succesfulde tjans som Bond. Det er i hvert fald svært at se, hvordan Mendes og Craig kan overgå de seneste to Bond film.

Så hvis Spectre var den blåøjede brites sidste optræden som agent 007, er det bestemt et værdigt farvel til en karakter, han gjorde populær igen.

Kommentarer