SPARROWS: Scener fra udkanten

Af Peter Christian Rude

Rúnar Rúnarsson er ikke et navn, der tidligere har sagt mig noget, men efter at have set hans seneste film, vil jeg skrive mig det bag øret. Som det kommer til udtryk i Sparrows, er den islandske filmskaber tydeligvis en dygtig instruktør. Til gengæld har han nogen vej endnu som manuskriptforfatter.

Sparrows handler om en ung drengs modning. Vi følger den 16-årige Ari (Atli Oskar Fjalarsson), der i mange år har boet hos sin mor i Reykjavik, men som pludselig sendes tilbage til sin ustabile far, der bor i en tarvelig fiskerlandsby langt ude på landet. Her må han finde sig selv.

Fortællingen om drengen, der skal gennemgå en rejse, førend han til sidst kan blive en mand er klassisk, næsten skabelonagtig. Men de udfordringer, som Ari stilles overfor, overgår langt dem, som den almindelige teenager må slås med. For snart står det klart, at landsbyen ikke blot er geografisk afsondret fra resten af landet. Den fungerer tilmed som en slags moralsk afkrog, hvor alt kan gå galt – og også gør det: omsorgssvigt, vild druk, tilfældig vold, dødsfald, flirt med stoffer og voldtægt. Drengens eneste holdepunkter er en kærlig bedstemor og en uskyldig barndomsveninde.

Udbredte fordomme om livet på landet bliver således med hård hånd bekræftet. Og gennem filmen bliver det klart, at Rúnarsson er en dygtig instruktør, der har sans for at frembringe stærke præstationer fra sine skuespillere, som når Ari i dyb sorg og frustration smadrer forruden på en bil. I en anden vellykket scene skælder bedstemoderen faderen ud for sætte et dårligt eksempel for Ari, mens sidstnævnte i det skjulte lytter med. Den rummer en følelsesmæssig dybde på flere niveauer såvel som en grundlæggende suspense. Men samtidigt er der i den konstante søgen efter det store drama en fare for, at den originale eller blot velafrundede historie bliver glemt.

ANMELDELSE AF:
Sparrows

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Rúnar Rúnarsson

LAND:
Island, Danmark og Kroatien

Rúnarsson lægger spor ud til interessante konflikter, som det ville have klædt ham som manuskriptforfatter at tage op og videreudvikle. Men de ender som skitser eller klichéer, fordi fokus stilles på Aris stadigt flere prøvelser. Forholdet mellem faderen og sønnen bliver reduceret til et møde mellem to arketyper. Faderen er den alkoholiserede taber, der har hjertet på rette sted. Sønnen er den mutte teenager, der ofte søger tilflugt fra den ydre verden. Hvor faderen kan lide at skyde efter sæler, er sønnens store passion korsangen. Modsætningsforholdet bliver skåret ud i pap.

Det er almindeligt kendt, at der kun er ganske få historier at fortælle. Derfor er det måden, disse historier bliver fortalt på, der er det egentlig interessante. Sparrows kan forekomme eksotisk. Den er optaget i Vestfjorden, hvor naturen er vild, og de sociale betingelser er benhårde. Men i lighed med mange andre film, der beskæftiger sig med utilpassede teenagere og vanskelige familieforhold, er den præget af en form for forudsigelighed og tomgang. Der er ingen tvivl om, at Rúnarsson kan instruere. Det er bare synd, at hans skuespillere ikke får lov til at bringe mere helstøbte og spændende karakterer til live på lærredet.

Kommentarer