DEATH WISH - EN MAND SER RØDT:
Spændende titel, kedelig film

Endnu et remake, ro på, gå til den med åbent sind… remake af en klassiker… ja okay, lidt skeptisk. Hvem er instruktør… Eli Roth… fuck…

Det er en udsøgt skare af film, hvor jeg går ind i biografen med bange anelser på forhånd. Vi er ude i Fifty Shades og andet i den dur.

Topkandidater ved Razzie-awards, slummen af bunden.

Men som sagt, åbent sind, hvordan kan man kvaje sig med noget så simpelt som en hævn-thriller? (Og nej kære læser, jeg havde ikke set traileren, før jeg så filmen.)

Kirugen Paul Kersey (en zombiesløv Bruce Willis) bor med sin familie i en forstad til Chicago, hvor kriminaliteten og våben-relateret vold efterhånden er ved at omdanne byen til en krigszone. Selvfølgelig sker der noget med hans familie, for de er jo super lykkelige; datteren er blevet optaget på college og på trods af, at han ikke redder en eneste patient fra døden (!), så er Paul åbenbart en dygtig kirurg…

Anyway, under et indbrud i hjemmet bliver hans kone og datter ramt af skud. Paul er selvfølgelig blevet kaldt på arbejde og så endda den aften, hvor de ellers skulle ud og fejre hans fødselsdag… det er nu, man skal blive rørt tilsyneladende.

I afmagt over politiets manglende resultater, beslutter Paul sig for at kanaliserer sin indre Batman og smutte ud og dræbe hver en forbryder, der krydser hans vej. For hvorfor skulle han prøve at finde dem, som rent faktisk havde gjort hans familie ondt — det ville jo være alt for logisk… suk.

Den pornografiske våben- og selvtægtsfetichisme skal jeg komme til, men først lige et eksempel på, hvor sjusket og dårlig Death Wish er.

I starten af filmen står Paul og konen (Elisabeth Shue, der engang var Oscarnomineret) og ser datteren spille fodbold. En yderst belastende forælder står på deres venstre side og råber ting. Man ser ham hele tiden stå til venstre for dem, jeg gentager TIL VENSTRE FOR DEM! Hvorfor er det vigtigt? Fordi han lige pludselig, uden varsel og åbenbart usynlig for kameraet, står på deres HØJRE SIDE!

Er det for meget forlangt, at der i en film til 30 millioner dollars bare er nogenlunde styr på kontinuiteten i, hvor folk befinder sig? Min sidekammerat og jeg kiggede på hinanden med kæben halvt nede på jorden og lettere grinende, sådan noget må bare ikke ske.

Med logik smidt ud allerede inden filmen er startet, så er der kun en masse skyderi og lidt gore tilbage.

Det positive dernæst: Der er lidt okay splatter-øjeblikke, men det ender mere med et skuldertræk end egentlig ej-hvor-var-det-frygteligt-og-klamt kryben i sædet. Filmens dumhed har på dette tidspunkt frataget enhver fornøjelse, der ellers kunne komme med disse.

Nu til våbenporno og selvtægtfetichisme: Dette når sit maksimum i scenen, hvor Paul sidder og skiller en Glock ad og samler den igen til tonerne af AC/DCs Back in Black. Uf, hvor skal det bare se cool ud, men igen, det gør det bare ikke.

Toppen af den ublu hyldest af selvtægt peaker, da Paul sidder og ser en Youtube video af sig selv, der nakker nogle forbrydere — eller rettere sagt henretter dem. Han smiler et så smørret smil, at det næsten ser ud som om, han tænder på det… ugh, Bruce Willis, hvor er din dømmekraft henne i øjeblikket? Har du givet op, eller er der en grund til, at du tager roller, som selv Nicholas Cage siger nej til?

Det er ikke sjovt mere, og det er Death Wish anno 2018 heller ikke — i hvert fald ikke med vilje. Eli Roth har udtalt, at det her er hans Get Out og skal italesætte våbenvold. Med en dygtigere instruktør kunne det være sket.

I stedet står vi tilbage med endnu et rodet og sjusket lavet remake, som aldrig burde have fundet vej til biograferne. Med tåkrummende skuespil, usammenhængende historie og dumhed på den dårlige måde, flirter filmen med at blive så dårlig, at den bliver god… men det sker ikke, Death Wish er bare dødens pølse.