SOUTHPAW: Kampen i og udenfor ringen

Af Katrine Ravnsgaard 

Southpaws begyndelse er præget af et stærkt soundtrack med en enorm energi, som omringer verdensmesteren i letsværvægt, Billy Hope og hans folk, mens han forberedes til endnu en titelkamp. Konen Mo (Rachel McAdams) træder ind i billedet med sin skønhed og kærlighed til Billy, og hun hjælper ham i den mentale forberedelse, inden han skal i ringen.

Under boksekampen er der ikke meget boksning for pengene, da hver anden indstilling under boksekampen viser os Mo og publikum. Man fornemmer vigtigheden af, at filmens publikum fanger, hvor stærk en tilknytning Billy Hope og Mo har.

Denne problematik er mest en problematik, hvis man rent faktisk interesserer sig for boksning, og ud fra filmens titel (southpaw er betegnelsen for venstrehåndsbokseres farlige, alternative stance i forhold til en klassisk højrehåndsbokser) havde forventet at se en masse af den geniale sport.

Southpaws kerne er ikke boksesporten, men nærmere hvordan ydre omstændigheder kan vælte et ellers stærkt menneske. Det er nemlig ikke let at forsvare sig i den civile verden, hvis man ikke har lært andet end at slå fra sig.

ANMELDELSE AF:
Southpaw

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Antoine Fuqua

LAND:
USA

Under et pressemøde efter Billy Hopes sejr, er det svært at undgå at tænke på Rocky III-scenariet, hvor den nådesløse Clubber Lang træder frem og på mest aggressive vis udfordrer den forgyldte og lidt for polerede Rocky. Scenen er som genindspillet i Southpaw, da bokseren Miguel Escobar viser sit ansigt og provokerer Billy Hope til at tage kampen op.

Hadet mellem Billy Hope og Miguel Escobar viser sig kort tid efter at blive fatalt, og publikum må sande, at velgørenhedsarrangementer og farlige våben er en utrolig dårlig kombination. Tragedien indtræffer, og fra dette tidspunkt falder Billy Hope i en total deroute, og den klassiske promoter med krokodillesmilet, Jordan Mains, velspillet af 50 Cent/Curtis Jackson, svigter.

Denne deroute er både filmens og Billy Hopes problem. Med instruktøren Antoine Fuquas ambition om at skabe mere end ´bare´ en boksefilm, parkeres boksesporten i hele midterste akt, og Billy Hope tager publikum med sig i faldet. Det bliver i længden frustrerende, og kun Billy Hopes datter Leila, formidabelt spillet af Oona Lawrence, formår at skabe empati og en følelse af, at filmens konflikter er relevant for publikum.

Både filmen og Billy Hope ser lyset da boksetræneren Tick (Forest Whitaker) introduceres. Han er den klassiske boksetræner med hjertet på rette sted og reel kærlighed for sporten. Og ja, så får man den cheesy boksemontage man har siddet og længtes efter, hvor mentalt pres og fysiske udfordringer i træningslokalet på filmisk vis forenes, som det skal i gode boksefilm. Boksningen fungerer mest som en ramme, og det er da også i filmens begyndelse og slutning at de store kvaliteter er, for her integreres boksningen i fortællingen.

Samspillet mellem Jake Gyllenhall og datteren Leila er så hjerteskærende godt, at det redder publikum fra at kede sig for meget under Billy Hopes langtrukne, destruktive flip. Og så indeholder filmens slutning en intens og nervepirrende boksekamp, hvor slag og blod opfyldte undertegnedes forventninger til den såkaldte boksefilm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *