Sort/hvid – Repræsentationen af sorte på film

Af Asta Schantz Koch

Diskussionen om filmens evne til at repræsentere og rekonstruere samfundsproblematikker har eksisteret omtrent siden filmens fødsel. En sådan diskussion har naturligvis været særligt fremtrædende inden for dokumentarismen, men også inden for fiktionsfilmen har emnet været omdiskuteret. Mens enhver form for audiovisuel fremstilling, dokumentarisk eller ej, på en eller anden måde må anses som redigeret, har nogle film – og nogle problemstillinger – været mere fremtrædende i perioder igennem filmhistorien. Re- præsentationen af afroamerikanere på film er et udmærket eksempel på et samfundsproblem, der har bevæget sig fra den ene ekstrem til den anden.

The Birth of a Nation – kontroversiel filmkunst
En af filmhistoriens mest omtalte og anerkendte film er D. W. Griffiths over tre timer lange drama The Birth of a Nation (1915), som var mere end en skelsættende filmhistorisk milepæl. Den tolv-spole-lange film skabte stort postyr, da den udkom i 1915 på grund af sin kontroversielle skildring af afroamerikanere og Ku Klux Klan. The Birth of a Nation er en episk fortælling, der beretter historien om to familier før og under den amerikanske borgerkrig.

Ud over at være epokegørende filmteknisk, gjorde The Birth of a Nation sig også bemærket ved at igangsætte en omfattende samfundsdebat. I filmen hædrer og glorificerer Griffith Ku Klux Klan, mens de sorte udstilles som de ultimative skurke. Og så spilles de sorte af hvide mænd med sort sværte i ansigtet. Skildringen eksemplificeres udmærket af en mærkbar scene, hvor Ku Klux Klan kommer en ung og uskyldig hvid kvinde til undsætning. Familien er under angreb, men i sidste øjeblik reddes de af de kutteklædte klanmedlemmer. Scenen er ganske vist utrolig kontroversiel i sin repræsentation af Ku Klux Klan som det virkelige helte, men scenen illustrerer samtidig Griffiths utrolige tek- niske kunnen, hvilket kommer til syne i brugen af krydsklipning.

The Birth of a Nation viser Ku Klux Klan son heltene mens skurkene, de sorte, spilles af hvide mænd med farve i ansigtet.

Filmens indhold var kontroversielt, ja, men noget af det, der kan have påvirket det samfundsrøre, der op- stod i efterdønningerne, skyldes måske i virkeligheden den eksemplariske filmiske kunnen, The Birth of a Nation samtidig illustrerede. Filmen blev i mange tilfælde vist i fine omgivelser, og billetprisen var høj sammenlignet med andre filmforestillinger. Altså blev filmen iscenesat som noget specielt, som noget episk. The Birth of a Nation var ikke bare kommerciel underholdning, men som filmhistoriebøgerne bevid- ner også et filmisk mesterværk, og netop derfor kan filmen tænkes at have haft stor indflydelse på sam- tidsdebatten.

Filmen skabte store debatter, især på grund af sin repræsentation af afroamerikanere. Racismedebatter florerede, og man forsøgte at få filmen bandlyst, men i sidste ende triumferede filmens fortalere, og The Birth of a Nation vandt national succes og var sågar den første film, der blev vist i det Hvide Hus. Ydermere benyttede Ku Klux Klan sig af omtalen, filmen gav dem, hvorved klanen voksede markant.

Filmens kontroversielle og provokerende indhold blev fremsat igennem og underbygget af Griffiths filmiske innovative færdigheder og eksemplificerer således, hvordan film kan være med til at sætte dagsordenen.

Black Power – heroisering af den farvede mand
Mens Griffiths The Birth of a Nation kan anses som den ene ekstrem, har repræsentationen af afroameri- kanere på film ændret sig markant igennem det 20. århundrede i takt med, at rettighedskampene foregik i virkeligheden. Det sås eksempelvis med 1970’ernes Blacksploitation-bølge, hvor der blev produceret så- kaldte ’sorte’-film til et ’sort’-publikum og senere med Steven Spielbergs The Color Purple (1985). Sådanne bølger har banet vejen for en repræsentation af sorte, der i dag ser radikalt anderledes ud.

Alene inden for de sidste par år har Hollywood produceret en lang række film, der, i modsætning til Griffith, glorificerer og heroiserer ”den farvede mand”. Et glimrende eksempel herpå er filmfantast Quentin Tarantinos seneste farverige værk Django Unchained (2012) om den tidligere slave Django, der, for at redde sin kone, bliver dusørjæger. Tarantino er kendt for sin eksplicitte og hyppige brug af intertekstuelle referencer, og disse er der også mange af i Django. Filmen, der ligesom Griffiths The Birth of a Nation foregår omkring den amerikanske borgerkrig, udstiller Ku Klux Klan som en samling af fjolser. Dette kommer især til udtryk i en scene, hvor de ellers kampberedte klanmedlemmer ender med at diskutere kuttens funktion, da øjenhullerne er så skævt placeret, at de ikke kan se ud. Senere totalydmyges samtlige klanmedlem- mer af Django og Dr. King Schultz. Om der tale om en direkte in- tertekstuel kommentar til Griffith er ikke sikkert, men scenen står i hvert fald i stærk kontrast til The Birth of a Nations hædrende portrættering af Ku Klux Klan.

I Django Unchained optræder Ku Klux Klan som totale idioter.

Django (Jamie Foxx) blever til filmens helt med lidt hjælp fra den excentriske Dr. King Schultz (Christoph Waltz).

Andre nye film skildrer ligeledes afroamerikanere som de sande helte, hvilket blandt andet kan ses i The Help (2011), Red Tails (2012), The Butler (2013) og i den kommende Twelve Years A Slave. Mens racisme stadigvæk er udbredt, ses en tydelig forskel i Hollywoods portrættering – især inden for de seneste år. Mens det måske endnu er for tidligt at omtale de mange film som en egentlig filmhistorisk tendens, kan man argumentere for, at produktionshyppigheden måske kan sidestilles med valget af Barack Obama som den første afroamerikanske præsident i 2008. Således giver filmene (måske) en fiktionaliseret repræsentation af samtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *