SPOOR
Sorthumoristisk polsk øko-thriller med drabeligt bid i

Agnieszka Holland vender tilbage til filmgenren med en allegorisk fortælling om alt fra krybskytteri til kvinderettigheder

Enhver med den mindste viden for den politiske situation i Polen kan se at det ikke går så godt i øjeblikket. Højrefløjen har overtaget magten med den katolske kirke som opbakning, og det ser sort ud for landets ungdom med indskrænkninger på alt fra pressefrihed til seksuelle rettigheder. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at Agnieszka Hollands nyeste film Spoor er et direkte modsvar til hendes lands politiske situation.

Spoor følger den ældre kvinde Duszejko (og ja – du må ikke kalde hende Janina!), som er en direkte modsætning til de konservative magter i Polen, og dermed deres værste mareridt; Duszejko er en feministisk og vegetarisk eneboer, der bedømmer folk ud fra deres stjernetegn, og refererer til sine hunde som sine døtre. Derudover protesterer hun konstant over landsbyens mænd, der drager ud i skoven for at skyde alt dyreliv, de kan få øje på. Vi ser ofte Duszejko voldsomt begræde dyrenes død, som om de var hendes egen familie – det er tydeligt at Holland vil vise Duszejkos overbevisninger som excentriske, men hun gør det med så meget empati, at man ikke selv kan lade være med at fælde en lille tåre når Duszejko hyler over et nedskudt vildsvin.

Filmen bliver ordentligt skudt i gang når Duszejkos såkaldte ’døtre’ forsvinder, og der bliver vist ingen sympati i lokalsamfundet – det værste eksempel er den kølige, Ralph Fiennes-lignende landsbypræst, der erklærer det syndefuldt at tænke dyr har sjæle. Herefter begynder en række mystiske mord at finde sted i de mennesketomme skove omkring landsbyen, der er lige så brutale, som de er æstetiske, takket være de fløjlsbløde billeder fra kinematograferne Jolanta Dylewska og Rafal Paradowski. Alle ofrene er tidligere i filmen vist til at være både jægere og utålelige mandschauvinister, og igennem vores identifikation med Duszejko, føler man ofte at mordene er fuldt berettiget.

Dette mordmysterie ruller ud med en blanding af intens spænding, kulsort humor, og fantasi, med Duszejko i front som både øko-kriger og hævner for dyr og udsatte kvinder. Det er i denne kombination af genrer og budskaber at filmen mister lidt af sin saft – den vil simpelthen alt for meget. Man bliver hurtigt overvældet af Hollands tårnhøje ambitioner, specielt når hun inddrager højst unødvendige flashback sekvenser, hvis inddragelse føles mere som en afbrydelse end en fortsættelse af handlingen.

Det er dog svært ikke at blive lidt forelsket i filmen alligevel, specielt på grund af Agnieszka Mandats charmante fortolkning af Duszejko, som er så varm og kærlig, at jeg ønskede hun var min egen babcia. Man holder af hende og med hende igennem alt, selv når hendes kamp for dyrerettigheder tager en mørk drejning. Og selvom filmen ikke er perfekt, var det en fornøjelse at se en polsk film tage et standpunkt imod de konservative magter i landet. Er det for tidligt at sige Duszejko for president?