ADRIFT:
Sommerens friske pust til det klichefyldte kærlighedsdrama

Intens, spændingspræget, men samtidig klichefyldt og til tider tårekrummende. Dette beskriver sommerens film Adrift meget godt. Instruktøren Baltasar Kormákur har samlet det store Hollywoodhold med tidens hotteste mainstream skuespillere, og sammen har de formået at skabe en visuelt flot film baseret på virkelige hændelser tilsat en masse drama og klassiske kærlighedsklicheer.

Adrift handler om det eventyrlystne par Tami (Shailene Woodley) og Richard (Sam Claflin), der skal sejle en båd hjem til San Diego fra Tahiti. De når desværre aldrig så langt, da en af tidens større orkaner rammer dem midt på det åbne Stillehav. Meget heldigt overlever de, selvom Richard er hårdt medtaget. Hvad de ikke ved er, at foran dem venter en meget lang overlevelseskamp. De er blæst ud af kurs, og hvordan overlever man midt ude på Stillehavet i en smadret båd med en knækket mast?

Shailene Woodley giver dig svaret. Hun spiller en kampklar kvinde, der er drevet af menneskelig viljestyrke og af kærlighedens kraft for overlevelse. Da størstedelen af filmen foregår på en båd midt ude på Stillehavet, er der meget screentime med filmens to hovedroller blandet med flotte klip af båden på det store ocean. Især Shailene Woodleys ansigt ser man meget til i løbet af filmen. Kameraet hviler meget på hende, og hun gør det godt. Desværre skruer filmen til tider for meget op for de melodramatiske virkemidler, og det gør den ellers autentiske historie lettere komisk.

Det er en kærlighedshistorie prydet med et intenst overlevelsesdrama. Det er Dear John (Lasse Hallström), der møder 127 hours (Danny Boyle). Filmen skal have ros for at bryde med de traditionelle rammer for den typiske kærlighedsfilm. Filmen er ikke fortalt kronologisk, men er klippet mellem to tidsmæssige forskudte handlingstråde. Den første handlingstråd er historien, da parret møder hinanden og frem til, da orkanen rammer dem. Den anden handlingstråd starter fra, da orkanen har fundet sted og følger deres overlevelseskamp ude på det åbne hav. Dette skaber en intensitet allerede fra første scene, der uden at spoile er der, hvor de to handlingstråde møder hinanden; nemlig under selve orkanen.

Orkanscenen, der i brud bliver vist undervejs, er virkelig imponerende og skræmmende. Scenerne formår at drage én med, og man bliver nærmest helt søsyg af klippene med de vilde bølger og den gyngende båd. Claflin og Woodley gør det godt på trods af den position, de blev sat i med filmens sammenblanding af en klichefyldt kærlighedshistorie opvejet med et spændingspræget, intenst drama.

Adrift er sommerens film for kæresteparret, der aldrig kan blive enige om, hvilken film de skal se. Når det er sagt, blev jeg ikke ligefrem væltet bagover af forbløffelse over handlingen, men det var en visuelt imponerende film, der formåede at drage mig med ind i det oceaniske univers hele vejen igennem.