SNOWDEN: Poleret legitimering for Snowden-skeptikere

Af Andreas Thorsager Klevin

Med dokumentarfilmen Citizen Four af Laura Poitras, bogen No Place to Hide af Glenn Greenwald og en massiv mediebemanding i ryggen, er historien om den amerikanske whistleblower Edward Snowden efterhånden sømmet dybt fast i manges hjerner. Det er historien om en højtbegavet programmør fra den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, der i 2013 lækkede vitale, kontroversielle og, for USA’s vedkommende, fatale oplysninger om stormagtens omfattende overvågningsprogrammer. Et sammenvævet net, der viste sig at være udfoldet på globalt plan i samarbejde med nogle af internettets største virksomheder som Google og Facebook.

Oliver Stone har instrueret og medforfattet genmælet, Snowden, der tager fat i en udvidet skildring af sagen med inklusion af Edward Snowdens eget liv, baggrund og parforhold. Den formår at give Snowden det menneskelige ansigt, man må forestille sig, mange ærkepatriotiske amerikanere vil beskylde ham for ikke at have. Filmen formår rent faktisk at etablere Snowden som den ærkepatriotiske amerikaner, der ønsker at komme i hæren og kæmpe for sit land, men må se sig selv blive erklæret uegnet efter et voldsomt benbrud.

Stones egen politiske agenda om at glorificere Snowden som en helt (og dermed vende et kritisk blik mod den amerikanske regering) skinner klart igennem, og er, set med et bredt udsnit af befolkningens øjne, ganske belejligt. Mestendels fordi Snowden-sagen var skandaløs for mange. Fordi alle, der ikke kunne spises af med en historie om at ”bevare nationens sikkerhed” følte sig ramte. Overvågning kom på alles tunger og blev en fastcementeret del af den politiske dagsorden verden over. Ganske vist var og er emnet højrelevant, og ligeså er Snowden-sagen. Men sagen er samtidig en ko, der er blevet malket en del gange.

ANMELDELSE AF:
Snowden

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Oliver Stone

LAND:
USA & Tyskland

Følgelig hører der ambivalente følelser til en film som denne – og meget af denne ambivalens er et spørgsmål om bias. Er man i forvejen sikker i sin sag om, at Snowden er en imponerende person, vil meget af filmen føles som et poleret, knapt så elegant forsøg på at skabe et humant portræt af manden bag whistlebloweren. Den griber fat i et møde mellem Snowden, dokumentaristen Laura Poitras samt journalisterne Glenn Greenwald og Ewen MacAskill, der fandt sted i virkeligheden. Herefter dykker den løbende tilbage i al det liv, Snowden har levet op til mødet. Pointen med alle disse tilbageblik er klar og ligetil: at vise Snowden som patriot samt vise, at han af moralske årsager ikke kunne bære al den viden om sin egen regerings løgne og massive overvågning af tilfældige folk.

Joseph Gordon-Levitt, der spiller Snowden i filmen, formår at fange de forskellige facetter af den virkelige person, men meget af det gode skuespil overskygges af sødladenhed, pathos-appeller og halvbagt dialog. For meget udpensles for unaturligt og føles som et tvunget forsøg på at spille på alle de tangenter, der er kendt for at vække den rette medfølelse: en karakter, der tager alle de rigtige beslutninger, den utvetydige nationalfølelse og den rette underlægningsmusik.

Retfærdigvis rummer historien også interessante aspekter som Snowdens forhold til kæresten, der tynges mere og mere af hans hemmelighedskræmmeri om sit arbejde. Endnu mere tynges det, da han i filmen opdager, at NSA overvåger hende. Det forbliver dog kun som et sideaspekt i historien, og et regulært dialogklimaks mellem de to personer, hvor skuespillerpræstationerne peaker, bliver hurtigt lagt i baggrunden for at komme videre i fortællingen.

Det skal dog igen understreges, at filmen frembringer ambivalente følelser. Filmteknisk og fortællingsmæssigt er det på få måder en interessant sag. Den er for unaturligt poleret, for ligefrem og bevæger sig alt for længe rundt om kernen i stedet for at nå ind til den. Kender man historien på forhånd, er det som at se det tredje lag blive lagt på den dobbelte konfekt. Men det handler igen om bias, og det skal medregnes, at Snowden har modstandere lige så vel som tilhængere. Stone har øjensynligt et politisk ønske så stort som ønsket om at skabe en spændende film.

Det er på mange måder en film, der føles som om, det intenderede publikum er dem, der er negativt indstillet over for Snowden og hans gerninger. Den bruger alle kræfter på at legitimere og retfærdiggøre hans valg gennem den mest klassiske og lettest følgelige fortælling. Hertil rammer Snowden plet.

I den modsatte lejr føles det dog mere som en halvhjertet, præfabrikeret historie med få, store lysglimt undervejs.

Kommentarer