• Harry Hole (Micheal Fassbender) er på sporet af en seriemorder i Tomas Alfredsons 'Snemanden'.

    SNEMANDEN: Metervarekrimi fra mesterinstruktør

    Af Adam Ambus Madslund

    Det var med let bekymring, at jeg satte mig til rette i biografsædet for at se Snemanden. Den svenske instruktør Tomas Alfredson har stået bag nogle decideret fremragende film. Lad den rette komme ind (2008) var en atmosfærisk og gennemført genreblanding mellem socialrealisme og vampyrfilm. Hans første internationale film, Dame, konge, es, spion (2011), var en underspillet og kompleks spionfilm af en kaliber, der sjældent bliver produceret længere. At hans første film i seks år skulle blive en filmatisering af en Jo Næsbø-roman, Norges pendant til Jussi Adler-Olsen, bekymrede mig. Jeg har godt nok ikke læst romanerne om kriminalbetjent Harry Hole, men har lidt en fordom om, at de er forholdsvist skabelonskårne krimier af den type som Skandinavien producerer i massevis. Og desværre blev mine fordomme bekræftet. Genreblandingerne og kompleksiteten fra Alfredsons tidligere film er denne helt blottet for.

     

    Plottet lader næsten til at være en tjekliste for krimigenrens klichéer. Hovedpersonen Harry Hole (Michael Fassbender) er en fordrukken, men enormt dygtig kriminalbetjent, der ikke kan holde sammen på sit familieliv, for han lever for at opklare sager. En seriemorder er på fri fod. Ofrene lever op til de samme kendetegn: her er det kvinder, der har børn og generelt dårlige forhold mænd; og morderen efterlader altid et visitkort, i dette tilfælde en snemand. Hole bliver makker med Katrine (Rebecca Ferguson), der er blevet overflyttet fra Bergen til Oslo, der har været på sagen længe. De jagter morderen, inden det ender i et klimaks, hvor moderen afsløres, og alt han har gjort forklares med et barndomstraume.

    ANMELDELSE AF:
    Snemanden

    ORDET SYNES:

    PROD. ÅR:
    2017

    INSTRUKTØR:

    Tomas Alfredson

    LAND:
    Storbritanien, Sverige & USA

    Det hele er set før, men man kunne have håbet på, at Alfredsons ellers ofte selvsikre filmsprog ville løfte indholdet. Det er ikke tilfældet. Faktisk lader det til tider til, at der er en producer, der har åndet ham i nakken for at få den samlede spilletid ned på to timer. Flere scener er klippet i et enormt hektisk tempo, og der bliver sjældent dvælet ved noget, hvilket medvirker at man aldrig rigtig kommer ned under huden på karaktererne. Forholdet mellem Harry og Katrine er klart filmens stærkeste kort, men det bliver slet ikke udforsket nok. Især går det dog ud over bikaraktererne, hvor f.eks. norske Jakob Oftebro ikke rigtig er en karakter, men mere bare en kulisse, som Hole kan sætte til at gøre forskellige ting, han har brug for. Et typisk syndrom for lange bøger, der er lavet til film. Filmisk er der også fat i en del klichéer, når det kommer til at skabe spænding. F.eks. bliver det komisk insisterende, når det skal etableres, hvor uhyggelige morderens snemænd er. Der er massevis af tracking-skud, der kryber sig ind mod snemændene, imens dissonante strygere, der stiger i intensitet, dominerer lydbilledet.

     

    Er man fan af bogforlægget, bliver man sikkert skuffet over måden, hvorpå mange karakterer reduceres til kulisser. Og kender man det ikke, er der altså heller ikke meget at komme efter, hvis man har set en nordisk krimi før. I mange tilfælde er det okay, sådan en type film har et publikum og kan være fin popcorns-underholdning. Det er derfor enormt skuffende, at Tomas Alfredson har spildt sit talent på så hul en film. Men de flotte billeder af norsk natur skal nok tiltrække turister. Og så er det altså ikke blevet mindre akavet at se amerikanske skuespillere med skandinaviske navne og accenter siden David Finchers The Girl With the Dragon Tattoo (2011).

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *