SLANGENS FAVNTAG: Mavepuster fra junglens mørke hjerte

Af Bjørn Juul Andersen

Rejsen ind i naturens mørke og mystik har altid fascineret. Især i litteraturen, men også i filmen, hvor få, men nu klassiske værker som John Boormans Deliverance, Werner Herzogs Aguirre, the Wrath of God og Fitzcarraldo samt Coppolas Apocalypse Now alle beskriver rejsen ind i den mørke natur så medrivende og med så meget filmisk pondus, at man selv mærker sveden, desperationen og galskaben. Det samme gør den colombianske instruktør Ciro Guerras sublime film Slangens favntag, der i år, som den første colombianske film nogensinde, var nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.

Slangens favntag er en hyldest til det oprindelige amazoniske stammefolk i Columbias regnskov og følger den medicin-kyndige Cohuiano-indianer Karamakate, der igennem to tidsperioder (i 1909 og 1940) hjælper først den dødeligt syge tyske opdagelsesrejsende Theo og siden den amerikanske botaniker Evan med at finde den hellige og helbredende Yakruna-plante dybt inde i junglen.

Filmen er løst baseret på de opdagelsesrejsendes dagbøger, og filmen bliver i stil med Josef Conrads store rejseroman Heart of Darkness fra 1899 (også det litterære forlag for Apocalypse Now) en rejse ind i den europæiske kolonialismes rædsler. Men det bliver også en rejse ind i Karamakate, der som en organisk del af junglen føler sig truet af den hvide mands destruktive adfærd – samtidig med at han er fascineret af de to rejsende og deres moderne redskaber.

Filmens to tidsperioder bliver med stor tålmodighed og enorm præcision flettet sammen. Et velfungerende narrativt greb, der gør det muligt at komme helt tæt på Karamakate – både som ung og aggressiv idealist og som aldrende melankoliker, der synes at have mistet forbindelsen til junglen. Han er filmens centrale figur, hvis åndelighed og symbiose med naturen giver filmen dens unikke spirituelle og organiske natur.

ANMELDELSE AF:
Slangens favntag

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ciro Guerra

LAND:
Columbia

Sammenfletningen af de to tidsperioder gør også, at den spanske kolonialismes rædsler i den grad bliver udpenslet. I én blandt mange afstumpede mareridtsscener fra Karamakates rejse ned ad floden ankommer han og Theo til en sær religiøs bastion, hvor en fanatisk spansk præst i kristendommens navn gennempisker de ’syndige’ indfødte og forældreløse børn. Karamakate og Theo undslipper, men i en smuk pan langs floden i samme indstilling, der udvisker tiden, ser vi pludselig den aldrende Karamakate og Evan ankomme til selvsamme bastion.

De indfødte børn er nu hjernevaskede kristne fanatikere, der pisker sig selv til blods og tilbeder en sindssyg spansk version af Messias som konge. Vanviddet er ud af proportioner i denne uafrystelige scene, der er som taget ud af Heart of Darkness, hvor Kurtz som bekendt også havde mistet forstanden dybt inde i junglen.

Slangens favntag er derfor ikke blot et billedskønt postkort fra en svunden verden, men en vigtig og stimulerende film om den destruktive natur af vestlig kolonialisme i religionens og kapitalismens navn – og for en sjælden gang set fra de koloniseredes synspunkt. Den kunne nemt være blevet en naiv og endimensional film med meget politisk korrekte pointer, men det undgår den ved at ikke at udstille Theo og Evan, men derimod se dem som mennesker, der lærer af deres møde med junglen og den mystiske Karamakate.

Selvom der går lige lovlig meget Tree of Life i den i filmens sidste kvarter, der ikke holder niveau med resten af filmen, er Slangens favntag en rystende og dybt fascinerende omgang civilisationskritik og en visuel tour de force, hvor især fotografen David Callegos hamrende flotte sort-hvid billeder fra den colombianske regnskov er med til at give filmen dens fortættede og febrilske stemning. Som en smuk pendant til Aguirre og Apocalypse Now står Ciro Guerras film som en mesterlig mavepuster fra junglens mystiske og mørke hjerte, hvor alt for få film har turdet at begive sig ind.

Kommentarer