SKYGGEN AF EN HELT – Punkteret kommunistisk romantik

Af Rikke Bjørnholt Fink

Skyggen af en helt er historien om instruktør Laurits Munch-Petersens morfar, der af eftertidens Danmark er blevet anerkendt som en stor, surrealistisk maler og poet. Imidlertid er Gustaf Munch-Petersen, morfaren, i Laurits øjne en kujonagtig bohème, der forlod sin gravide kone for at mænge sig med Hemmingway og de andre i Den Spanske Borgerkrig. Gustaf blev dræbt i krigen og vendte aldrig tilbage, hvilket splittede hele familien, da Laurits mormor efterfølgende fik en ny mand. Laurits har aldrig kendt mormoren, men har nu sat sig for at komme nærmere, hvad der egentlig skete dengang ved at opsøge hende. Der er sidste chance, for hun er 89 år gammel og har siden hans død i 1938 ingen interesse vist for hverken de børn eller senere børnebørn, hun fik med Gustaf.

Filmen er opbygget sådan, at Laurits rejse til Spanien, der er ledsaget af en ekspert i den spanske borgerkrig, udgør rammehistorien. Her sidder de to mænd på en taverna og drikker øl, mens Laurits fortæller sin familiehistorie. Dette gøres på grinagtigt gebrokkent engelsk, men denne del fylder heldigvis ikke så meget, og resten af filmen ledsages af Laurits danske voice-over. Dokumentaren er en blanding af animationer af Gustafs malerier (lidt i samme stil som man behandlede Frida Kahlos malerier i Frida (2002)), kunstkritikere og historikere, der hylder hans arbejde og en rekonstruktion af Laurits forsøg på at få sin mormor i tale. Hertil kommer subjektive drømmescener og masser af undervandsbilleder (grunden hertil er klar i filmen). Filmen er en lidt rodet affære rent fortællemæssigt, men det er også lækkert, at en filmskaber er gået så langt for at begrænse antallet af talking heads.

ANMELDELSE AF:
I skyggen af en helt

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Laurits Munch-Petersen

LAND:
Danmark

Kontrasten mellem den engelske krigsekspert, kunstkritikerne og historikerne, der hylder morfaren, og Laurits selv fungerer rigtig godt. Vi kommer godt ind i dét at have en berømt morfar, som man absolut ikke kan se det fede i selv. Herudover er rekonstruktionen af mødet med mormoren enormt fint lavet, faktisk så fint at man godt kan bilde sig selv ind, at det er originale optagelser. Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, hvor ægte dette dramaturgisk perfekt fremskridende møde, hvor han langsomt, men sikkert, bløder den gamle dame op, er. Uanset hvad kan man nyde de smukke, sanselige iscenesættelser af blandt andet engang, hvor Gustaf dansede til Ravels Bolero nøgen i stuen midt om natten.

Tematisk bevæger filmen sig rundt i overvejelser om slægtskab og familiefølelse, og selvom denne historie er ret unik, bliver den aldrig intern omend Laurits voice-overs overvejelser indimellem tenderer det navlebeskuende. Det er ikke helt til at finde ud af hvor meget af det, der er ægte, for historien er simpelthen så god, at det kommer til at føles en smule syntetisk. Hvis man er til subjektive dokumentarer, vil man imidlertid nok godt kunne overskue formen.

Skyggen af en helt er en personlig dokumentar, der overvejende er godt fortalt og visuelt veludført. Man bliver forført af masser af farver og gode idéer. Det hele roder en lille smule, men først og fremmest er Laurits Munch-Petersen velsignet med en slægtshistorie så god, at det virker utænkeligt ikke at fortælle den.

Kommentarer