DEN SKJULTE TRÅD:
Skræddersyet mesterværk

Jeg elsker film, hvilket er rimelig heldigt—ellers ville det ikke være særlig sjovt at skrive om dem. Kærligheden til mediet har dog også sine bagsider; for hvert lykkeligt møde er der det kejtede one-night-stand.

Med Paul Thomas Anderson har det mest været kærlighed, dog har forholdet været sat lidt på prøver. Inherent Vice var en test, men vi kom igennem det, og nu er vi klar til vores 8. møde.

Daniel Day-Lewis er endnu en gang legemliggørelsen af en større end livet karakter, den excentriske designer Reynolds Woodcock. Han driver sammen med sin søster, Cyril (Leslie Manville), det fashionable House of Woodcock, som leverer kjoler til det øverste borgerskab. Han møder den yndige servitrice Alma (Vicky Krieps), og de smiler sødt til hinanden. De søde smil bliver til mere, og hun flytter ind i hans hus, hvor hele firmaet også er. Men hvordan passer den egenrådige kvinde ind i hans nærmeste OCD-agtige univers?

Hvis det her vitterligt er Day-Lewis’ sidste rolle, som han selv har proklameret, så pensionerer han sig selv på fornemmeste vis. Han spiller ikke Woodcock, han ER Woodcock—den metodiske perfektion hvori han gør sig klar om morgenen er nærmest en refleksion af den grundighed, som han har bringer til de roller, han spiller. Kærlig og charmerende det ene øjeblik, fjern og nedladende det næste, men på intet tidspunkt kan man fjerne blikket fra ham.

Modpolen findes i Krieps, der emmer af følelser. Hvor Woodcock er afmålt og kontrolleret, så er Alma fuld af liv, impulsiv og med følelserne fremme. Kontrasten mellem deres spirende romance og senere livet, hvor den første gnist er begyndt at brænde ud, er fascinerende. Små kropsbevægelser, et lille jaloux eller længselsfuldt blik, sågar trodsig hadefuld attitude, det er smukt og subtilt, men stort på samme tid.

En særdeles positiv overraskelse var, at det her en rigtig sjov film. Små spydige replikker fyres afsted i et hastigt tempo. De bedste leveres af Woodcocks søster, Cyril (Lesley Manville).

Som et mix mellem Cruella De Vil og Miranda Priestley, bare med mere attitude, slagter hun verbalt ikke bare broderens nye frille, men hvis han spiller lidt for smart, så saver hun også ham ned. I det sødeste tonefald fortæller hun Alma, at hendes bror godt kan lide sine kvinder med lidt topmave og senere får han den lille advarsel med, at ikke ville starte et slagsmål med hende, for så ender han på gulvet.

Man tvivler ikke på, at hun har evnerne til at bakke det op. Det er skræmmende og sejt – jeg elsker Cyril og Leslie Manville.

En yderst veloplagt Jonny Greenwood servicerer publikum med et udsøgt soundtrack, der komplimenterer billederne som en delikat vin til et sublimt måltid. Strygere kærtegner trommehinden, mens de elskende finder hindanden på lærredet og sender ildevarslende toner mod en, når tosomheden bliver kompliceret.

Der er ingen fotograf krediteret på dette projekt. Meget peger på, at det er Anderson selv, der er mennesket bag linsen; selv siger han, at det mere har været en holdindsats. Ligegyldigt hvad, så er det et blændende resultat. Hver enkelt indstilling er en mesterlig komposition, både de stille øjeblikke, men i høj grad også der, hvor de fantastiske kjoler bliver vist frem på en næsten sensuel vis. Kæmpe cadeau til kostumeafdelingen på denne film. Super lækkert håndværk!

Den Skjulte Tråd er en forførende fortælling om kærlighed og passion, krydret med spydige replikker, som selv Armando Ianucci ville misunde. De tre bærende roller, Day-Lewis, Krieps og Manville, er perfektion, især er sidstnævnte forbandet herlig. Der er ikke en finger at sætte på denne perle og jeg er nu klar på endnu en tur i selskab med Reynolds, Alma og min yndlingsboss Cyril. Min romance med Paul Thomas Anderson består.