SKØNHEDEN I ALTING: Tomme kalorier

Af Astrid Thorsen

Det er blevet juletid, og for mange danskere er det lig med familiehygge og søde sager. Hvis Skønheden I Alting skal sammenlignes med én af julens mange retter, er det hverken likørchokoladerne eller den hjemmelavede konfekt. I stedet er den præcis som de masseproducerede brunkager, du igennem hele måneden tankeløst har kastet i svælget. Den er ikke decideret dårlig, bare ligegyldig, og så efterlader den dig med en kvalm, hvinende sødme i munden.

I denne stjernespækkede ensemblefilm spiller Will Smith, Howard, en reklamemand, som bliver deprimeret efter sin seksårige datters død. Før datterens død var Howard succesfuld og karismatisk, men nu er han reduceret til en skygge af sig selv – og han begynder at skrive breve til abstrakte begreber: døden, kærligheden og tiden.

Howards medstifter og ejer af reklamefirmaet Whit (Edward Norton) forsøger sammen med to kollegaer at afsløre Howards vanvid, så de kan få skubbet ham ud af deres firma — eller i hvert fald komme igennem til ham.

Derfor hyrer Howards kollegaer tre skuespillere (blandt andet Hellen Mirren og Keira Knightley) til at udgive sig for at være personificeringen af de abstrakte begreber, Howard har skrevet til. Langsomt viser det sig at have en gavnlig effekt på både Howard, men også kollegaerne, der begynder at indse ”Skønheden I Alting”, hvad end det skal betyde.

ANMELDELSE AF:
Skønheden i alting

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

David Frankel

LAND:
USA

Hvad, der skulle have været en dybsindig film med et godt julebudskab, ender både overfortalt og uambitiøs med utallige eksempler på gajolpakke-filosofi. Heller ikke stjernecastet kan redde hele affæren, da rollerne, de skal spille, både er endimensionelle og klichefyldte.

På trods af at Howard-karakteren er en klassisk Will Smith-rolle, i tråd med hans præstation i Seven Pounds (2008), så bliver han aldrig troværdig i rollen som sorgfuld far her. Det er lige meget, hvor mange gange vi ser ham cykle igennem Brooklyns gader med tomme øjne.

På trods af at alle delkomponenterne til en rigtig vellykket opskrift er tilstede, føles Skønheden I Alting som en masseproduceret vare.

Så hvis du mangler en ensemble-julefilm at bruge din tid og ”filmiske kalorier” på, så ville jeg vælge Love Actually (2003) over denne. Medmindre du har lyst til at sidde ned, slukke for hjernen og fortære tomme kalorier.

Kommentarer