Skavankernes surrealisme – om handikap i film

Af Rikke Bjørnholt Fink

Skal skærmen være sort, hvis man fortæller fra en blind kvindes perspektiv? Kan publikum forstå lydløs dialog og hvad skal vi med en hovedkarakter der aldrig agerer? Indimellem kommer der noget fantastisk flot og originalt ud af at tage en hovedkarakters begrænsninger og inkorporere det i filmens udtryk. Det skal handle om utroværdige fortællere, klaustrofobiske indre monologer, enøjede P.O.V.’er og vold uden filmmusik. Det der får Blind (2014), Dykkerklokken og Sommerfuglen (2007) og præmiereaktuelle The Tribe (2014) til at skille sig ud dramaturgisk som visuelt.

En verden indenfor

Hvid er den dominerende farve i Blind, men den indledes med sort skærm. Så fortæller en kvinde i en voice-over, hvordan man visualiserer. Det er nemmest med noget simpelt og velkendt, og langsomt vokser et træ fra mørket. Efter træet følger en mark, forskellige hunderacer og et shopping-center i en lille associationsrække. Hver gang hun nævner en genstand, klippes der til en ny instilling. Til sidst fortæller hun, at hun mister evnen til at se disse ting for sig, med mindre hun gør det hver dag.

Fortælleren Ingrid, der spilles af Ellen Dorrit Petersen, er en ung kvinde der for nyligt er blevet blind. Hun bor sammen med sin mand i en lejlighed, hvor hun tilbringer sine dage i en stol ved vinduet. Her sidder hun og forestiller sig. Indimellem skriver hun det ned. For at give sig selv en rolle i verden, som hun siger i samme åndedrag som hun nævner Jean-Do Bauby, hvis historie fortælles i Dykkerklokken og Sommerfuglen.

Hendes forestillinger handler som regel om hendes mand, som hun tror har en affære med en ensom svensk kvinde. Der klippes mellem forskellige scenarier, eksempelvis i en scene hvor de er på vej i seng. Han sidder med sin computer, hvor han læser mails fra arbejdet, mens hun forestiller sig en sexchat med en elskerinde. Hun ender dog med at beslutte, at det kunne han ikke finde på, så der klippes tilbage til mails, men vores mistanke er vakt – Og fra da af aner man ikke, hvad der er hvad.

Ingrids isolation afspejles i den lidt klaustrofobiske film, hvor historien farves af hendes mistanker og personlige ønsker til fortællingens fremdrift. Hun er meget besat af, hvordan ting ser ud, men uden mulighed for at finde ud af det. Derfor klippes elementer ind og ud af scenerne, mens hun skifter mening, så grænsen mellem hendes fantasi og virkeligheden efterhånden udviskes. Blind udgøres af lyse, elegant sammenklippede billeder og bipersoner der måske slet ikke findes. Alt sammen digtet frem af en kvinde, der ikke kan beslutte, om hun nogensinde vil udenfor igen.

Ingen grund til forklaring

The Tribe er en voldsom fortælling om en kostskole for døve, hvor vold, sex og penge definerer det stramme hierarki. Filmens dialog er udelukkende på tegnsprog, og der er hverken supplerende undertekster eller voice-over. Der er heller intet score, så det eneste i lydbilledet er fodtrin, åndedrag og klap når hænder slås sammen.

Filmen er primært skudt i totaler, og indstillingerne er usædvanligt lange; der klippes kun, hvis springet i tid eller rum er flere kilometer eller timer væk. Derfor er al din opmærksom fokuseret på at afkode kropssprog og lægge mærke til hvor smukt og samtidig aggressivt det er, at skuespillerne taler med hele kroppen. Historien er i sig selv så voldsom, at man alligevel aldrig bliver i tvivl om, hvad der sker. Volden intensiveres af, at der er filmet, som om man selv stod i rummet, og fraværet af traditionelle følelsesforstærkende virkemidler som nærbilleder og musik gør ubehaget komplet.

Man er som tilskuer den eneste hørende i dette sære parallelunivers, hvor alt kan ske på et kostskoleværelse om natten. De mest voldsomme scener udnytter til fulde, da de døve unge ikke ved, hvad der er ved at ramme dem, hvis de hverken kan se eller mærke det. The Tribe lever altså på en blanding af grusom realisme og det surreelle præg som film får, når karakterernes sanseapparat er anderledes.

Modsat de to andre film er det ikke subjektet der tegner verden for os her, men vi ser tingene som de er. The Tribe bruger døve skuespillere og tegnsprog, så oplevelsen af den lydløse dialog bliver organisk og uforceret. De lange indstillinger og enkle kompositioner giver plads til kroppe og ansigtsmimik, og mere skal der ikke til for at forstå den voldsomme historie. Den kunne også have været fortalt med dans eller på volapyk, men realismen gør den til en helstøbt foruroligende oplevelse.

Ingen handling

Dykkerklokken og Sommerfuglen er historien om Elle-redaktør Jean-Dominique Bauby, der efter et slagtilfælde bliver lam. Kun hans højre øje kan bevæge sig, så det er hans eneste mulighed for at kommunikere med og påvirke verden. Næsten alt er filmet fra hans synspunkt, ud af et øje, fra det han selv kalder sin dykkerklokke. Efterhånden som Bauby erkender sin situation og lærer at kommunikere, bliver der dog flere og flere skud af ham udefra. Han fortæller sin historie gennem en indre monolog, og det er især interessant, når han diskuterer med de andre karakterer, uden at de kan høre ham. Blandt andet da han mod sin vilje bliver velsignet af en præst, eller da han finder to TV-installatørers jokes om ham meget sjovere end talepædagogen, der bliver forarget.

Han kan hun kontakte verden gennem et talesystem, der kræver en mellemmand. Dette fører blandt andet til at hans eks-kone må oversætte, hvad han gerne vil sige til den kvinde han forlod hende for. Ligesom i The Tribe bruges en karakters handikap altså til at introducere nogle absurde situationer, der aldrig havde givet mening i et realistisk univers.

Isolationen og fornemmelsen af en lidt klaustrofobisk historie går igen fra Blind, og i begge tilfælde har karaktererne deres indre liv at falde tilbage på, da de mister deres umiddelbare relevans for verden. Men hvor Ingrid opfinder, genoplever Jean-Do minder om den han var før. Den lidt småforfængelige magasinredaktør foragter sit spejlbillede, mens Ingrid er meget optaget af et udseende, som hun kun kan forestille sig. Begge film har en meget eksplicit fortæller, men den sarkastiske og nostalgiske Jean-Do giver Dykkerklokken og Sommerfuglen en mere trykket stemning.

Sansehandikappet som benspænd er godt til at ruske op i filmsproget. Klipning får os til at tvivle på det vi ser, når en blind kvinde fortæller. Enkle billeder og en skrabet lydside gør os i stand til at forstå tegnsprog for en stund. Bitre indre monologer og ubevægelige P.O.V’er viser os, hvordan det er at være fanget i sin egen krop. Blind, The Tribe og Dykkerklokken og Sommerfuglen er ikke bare film om handikappede. De undersøger grænserne og begrænsningerne for vores virkelighedsopfattelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *