Ruben Östlund: Situationerne er hovedkaraktererne i mine film

Af Bjørn Juul Andersen

Tomas og Ebba, et velhavende og succesfyldt svensk ægtepar i midten af trediverne, er rejst på en fem dage lang skiferie i de franske Alper med deres to børn. Under frokosten på dag nummer to sker dog det uventede: En lavine kommer styrtende ned imod restauranten. I en lang, statisk og meget Östlundsk indstilling ser vi, hvordan familiefaren Tomas panisk løber væk fra Ebba og børnene. Lavinen rammer dog ikke restauranten, og da støvet fra lavinen langsomt har lagt sig, kommer Tomas gående ind i framen igen. Katastrofen er afværget, men den stærke familiefar har spillet fallit. Lavinen er den store, uventede kraft, som filmens titel – det juridiske begreb ’force majeure’ – ifølge Östlund referer til:

”Hvad jeg godt kan lide ved ’force majeure’ er, at det er en stor kraft, der ændrer, hvordan vi ser på tingene og bryder en kontrakt. Og det er præcis, hvad der sker mellem Tomas og Ebba. De har en aftale om at være mand og kvinde i et ægteskab. Og så sker der noget uventet, og efterfølgende er der fuldstændig nye regler i deres ægteskab angående, hvem de er, og hvem de skal være”.

Tomas vil nemlig ikke indrømme overfor den rystede Ebba, at han lod sin familie i stikken på restauranten. Og selv da Ebba på ydmygende vis konfronterer Tomas med hans kujonagtige adfærd foran deres fælles venner Mats og Fanny, afviser Tomas konsekvent anklagerne, og situationen mellem parret spidser til. Tomas kan dog i sidste ende ikke vedstå sin egen benægtelse, og i en komisk scene mister han fuldstændig fatningen og bryder storhulkende sammen foran både kone og børn og indrømmer, at han ikke kan holde sig selv ud.

Gulvtæppet er nu revet helt væk under den ellers autoritære familiefar. Men han kommer langsomt på benene igen og vinder faktisk noget af den tabte ære tilbage, da Ebba i filmens afsluttende scene løber ud af bussen på vej hjem fra ski-hotellet og efterlader Tomas og børnene alene. Östlund prøver med denne scene at fremhæve de forskellige forventninger til kønnene, og man kan ane et beskedent forsvar af Tomas’ handlinger:

”Jo, Tomas vinder noget af sin værdighed tilbage i slutningen af filmen. Ebba gør det samme, som Tomas gør ved lavinen. Hun løber ud af bussen og efterlader også sin familie. Og når jeg siger det til folk, mener de ikke, at det er det samme. Men hvis man forestiller sig, at det var Tomas, der løber ud af bussen, så kan man sammenligne forventningerne til kønnene. Tomas kunne ikke tillade sig at løbe ud af bussen, og det er, hvad jeg har været interesseret i at fremhæve, da jeg synes, at kvinder har retten til at handle irrationelt ud fra deres følelser, mens mænd har en loyalitet overfor familien. De skal beskytte familien og handle rationelt. De kan ikke være neurotiske og handle ud fra deres følelser. Og disse forventninger til kønnene, og hvem vi burde være, er en stor del af filmen”.

Situationerne er i centrum

Östlunds film tager ofte udgangspunkt i situationer, hvor ganske normale mennesker er konfronteret med et dilemma. I samfundssatiren De Ufrivillige (2008), hans anden fiktionsspillefilm efter den knap så succesfulde Gitarrmongot fra 2004, udspiller én af multiplottets handlinger sig i en bus, hvor en kvindelig skuespiller, efter at have ødelagt et gardin på toilettet, nægter at tage skylden, selvom den yderst retskafne buschauffør nægter at køre videre, før synderen er afsløret. Chaufføren starter først bussen, da en familiefar får sin uskyldige femårige søn til at indrømme ugerningen. Alt imens sidder skuespilleren og lader som ingenting. Det er disse små og absurde situationer, som vi alle kender så godt, der gennemsyrer Östlunds film. Men dømmer Östlund ikke sine karakterer ved at vise deres løgnagtige og ofte kujonagtige adfærd, som hos Tomas i Force Majeure?

”Nej, det vil jeg ikke mene. Jeg er interesseret i situationerne. Jeg synes, at situationerne er hovedkaraktererne i mine film. For eksempel ved lavinen, hvor manden løber væk. Situationerne er mere interessante end Tomas og Ebba som individuelle personer. Jeg vil gerne holde lidt afstand til dem, da jeg mener, at man reelt kan udskifte Tomas med en anden karakter. Tomas som et individ er ikke særlig væsentlig, da en anden karakter ville have de samme problemer. Jeg prøver at identificere det sociale pres Tomas er udsat for. Denne fremgangsmåde bruger jeg altid i mine film”.

Du siger, at du ikke dømmer dine karakterer, men nogle handlinger er vel bedre end andre?

 

”Jo, måske skulle Tomas sige undskyld for, at han løb væk og ikke lyve omring det. Men det Force Majeure ligesom viser er, at det er utroligt hårdt for os mennesker at miste vores identitet.  Vi har megen identitet forbundet med os som mand og familiefar – og lige så snart vi mister denne identitet, er det utroligt nemt at begynde at lyve for dig selv og for andre. Det er ligesom kaptajnen på Costa Concordia, der løj om, at han var faldet ned i en redningsbåd. Det er en meget dum løgn, men jeg kan stadig identificere mig med, hvad han gjorde. Han er ved at miste sin identitet som kaptajn og som mand og har begået en kriminel handling, der på mange måder er forfærdelig. Det er så smertefuldt at se det i øjnene. Det er noget, jeg har interesseret mig for i lang tid: Vores frygt for at tabe ansigt – og hvad vi er i stand til at gøre for at undgå at tabe ansigt”.

Den menneskelige adfærd

Östlunds fokus på det sociale pres og dilemmaerne i absurde situationer kommer tydeligt til udtryk i hans knastørre kortfilm Händelse vid Bank fra 2009. Hele den 12 minutter lange film består af én indstilling, hvor kameraet på stor afstand observerer et mislykket bankrøveri, hvor de tilfældige og handlingslammede tilskuere til røveriet er i centrum. Filmen viser tydeligt Östlunds interessere i at observere menneskers adfærd i pressede situationer, som instruktøren også selv giver udtryk for:

”Jeg er meget interesseret i at kigge på mennesker i et behavioristisk perspektiv og jeg tror ikke, jeg dømmer karaktererne på en traditionel angelsaksisk måde. Jeg er nærmere interesseret i at kigge på dem som dyr. At kigge på de mekanismer, der får dem til at gøre, som de gør, finder jeg yderst interessant.”

Men håber du ikke på, at vi som tilskuere tænker over, hvordan vi selv ville reagere i de situationer, du viser i dine film?

”Jo, selvfølgelig. Jeg leder altid efter et dilemma for karaktererne at tage stilling til. Og ingen af valgmulighederne er nemme. Så det er aldrig nemt for karaktererne faktisk at gøre det rigtige. Der er altid hårde konsekvenser, ligegyldigt hvad de vælger. Jeg kan virkelig godt lide de situationer, hvor man identificerer sig med, at det er hårdt at gøre det rigtige”.

At observere mennesker i pressede situationer er også et gennemgående tema i Östlunds tredje spillefilm, den kontroversielle Play fra 2011. Filmen blev af mange debattører og anmeldere – især i Sverige – kritiseret for at være racistisk. Også i Danmark var meningerne delte, og filmanmelder Johannes. H. Christensen skrev bl.a. i sin anmeldelse i Jyllandsposten, at de fem rødder er sorte og så frastødende, at filmen balancerer på kanten af racisme” og kvitterede med 2 stjerner. Play følger tre svenske børn, der efter et besøg i et storcenter bliver forfulgt af fem jævnaldrende indvandrerdrenge, som til sidst ender med at frarøve børnene deres telefoner og penge. Mens Play føltes som et brutalt og provokerende politisk knytnæveslag, føles Force Majeure lettere og mere humoristisk. Men Östlund mener stadig, at Play til en vis grad dyrker den samme absurde humor som hans andre film.

”Jeg tror, det handler om, at vi føler, at det er okay at grine af en velhavende familie på et skiresort. Vi føler ikke, at vi må grine af fem indvandrerdrenge, der er fra en anden socialøkonomisk gruppe end os selv. Jeg synes, at det handler meget om seerens perspektiv – om seeren er under eller over dem, vi kigger på. Problemet er, at vi kigger på drengene fra Play ovenfra og ser dem som ofre. Vi er i en mere privilegeret situation, end de er. Så det er det perspektiv, vi kigger fra, som gør humoren mere tydelig i Force Majeure”.

Men vil du virkelig karakterisere Play som en humoristisk film?

”Jeg synes, at der er elementer, der har den samme form for humor som i Force Majeure og De Ufrivillige, da der bliver leget med stereotyperne af den sorte mand. Men vi venter på, at de værste ting sker, når vi ser Play – at ofrene bliver dræbt eller lignende – og det er selvfølgelig også et mere seriøst set-up”.

Play blev, kontroverserne til trods, Östlunds internationale gennembrud, da den høstede stor ankerkendelse for dens kompromisløse fremstilling af normale menneskers frygt for at blande sig i ubehagelige og voldelige situationer i det offentlige rum, som tvinger dem (og os seere) til at se vores fordomme overfor indvandrere i øjnene. I en rammende scene overfalder to af indvandrergruppens medlemmer en af deres egne venner i en bus. Ingen i bussen reagerer, mens overfaldet står på, men da roen igen har lagt sig kommer en velklædt svensk mand op til den forslåede og chokerede dreng og giver ham sit telefonnummer – hvis nu han skal vidne i retten.

En ny stil

Den kolde, vemodige og næsten onde stemning i Play skyldes i høj grad den tunge stil med lange, statiske indstillinger uden æstetisk flødeskum som underlægningsmusik og nærbilleder. I Force Majeure har Östlund i høj grad vendt denne tableaustil ryggen og bevæget sig over i en mere dynamisk og formalistisk stil, der skal underbygge dramaet.

”Play var et helvede at klippe, da den var konstrueret ud fra 42 enkeltoptagelser, hvilket gjorde det virkeligt svært at skabe dynamik i klippeprocessen. Så da jeg startede med at lave Force Majeure, ville jeg op i et højere tempo, og hermed have muligheden for at skrue tempoet ned i nogle situationer og skabe noget helt anderledes”.

Dramaet i Force Majeure er også mere karakterbundet end i både De Ufrivillige og Play, og ifølge Östlund skulle dette også underbygges af stilen.

”Meget af dramaet i Force Majeure foregår inden i karaktererne: Hvad de tænker, føler og slås med indvendig. Så jeg blev nødt til at komme tættere på dem og fokusere på deres ansigter og ikke kun iagttage dem fra distancen som i Play og De Ufrivillige. Så det er mange ting, der gør Force Majeure mere tilgængelig end mine tidligere film”.

Og det klæder instruktøren godt at komme tættere på sine karakterer. For selvom situationerne er hovedkaraktererne i Ruben Östlunds film, har han med Force Majeure skabt nogle stærke og vedkommende karakterer, der dog må lide i instruktørens filmeksperiment om menneskelig adfærd. Med Force Majeure har Östlund lavet sin mest tilgængelige og helstøbte film til dato, som uden tvivl vil få mange mænd til at tænke over deres egen mandighed. Östlunds projekt er lykkedes.

Force Majeure vandt Jury Prisen i Un Certain Regard på Cannes Filmfestivalen i år. Filmen har dansk biografpremiere d. 11. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *