SINGLE I NEW YORK: Usjov, uoriginal og uinteressant

Af Ida Lydom Thomsen

Ja ja, here we go again, snobbet stud.mag., der trækker vejret bedre i Cinemateket, rakker rom-coms ned for deres ensidige kvinderoller, klichéer og mangel på substans. Nej. Det her er ikke et udtryk for et generelt dårligt forhold til genren. Det her er bare en piv-elendig film med et dovent manus, ucharmerende persongalleri og jokes, der er trukket i en automat!

Hvis man læser om Single i New York på IMDb, får man en kort smøre om, at filmen handler om de mange, ensomme singler, der leder efter kærligheden i en by, der aldrig sover, og hvor definitionen på kærlighed ændrer sig hele tiden. Uha da da. Alice (Dakota Johnson) er hovedrollen i filmens primære tråd, der dog akkompagneres af et par sidehistorier med Alices søster (Leslie Mann), som frontdame i den ene, mens den anden vedrører en lettere tilfældig, desperat pige (Alison Brie), der læser bryllupsblade på caféer og laver scrapbøger til fyre, hun har kendt i tre uger. Måske har IMDb dog fat i noget, for jeg kan ikke komme det nærmere. Plot: en masse singler kan ikke finde ud af, hvem de vil være sammen med. Frem og tilbage – kaffe, kage.

Klichéer er et must i den romantiske komedie, men i denne her film har man tre, næsten fire,  hele romance-forløb, der alle skal afsluttes. Det gør ikke blot, at handlingen mangler et fokus og nogle klare vendepunkter, for det hele vender hele tiden, men det betyder også, at man har lånt klichéer til alle handlingstrådene, og sovsen kammer fuldstændigt over.

Alices kollega og ven, der spilles af Rebel Wilson, er en så flad karakter, at jeg ikke tror, at jeg er stødt på noget lignende før, og som fortjener sit helt eget afsnit. Jeg forestiller mig, hvordan manuskriptforfatterne har siddet og givet hinanden high-fives over at have skabt en rigtig alternativ kvinderolle, der hverken behøver en mand eller ligger under for nogen kulturelle normer for, hvad en rigtig kvinde må sige og gøre, og som derfor bander og horer som en rigtig stud. Nej. I stedet har man skabt en karakter, der er fremstår decideret tilbagestående mentalt, og hvis eneste formål synes at være at råbe ”pik”, give tit-slaps(!) og komme med vulgære udgydelser og fornærmelser i alle scener, hvor de andre karakterer har samtaler, der dog har en smule alvor og indhold. Larmende tavshed i biografsalen.

ANMELDELSE AF:

Single i New York

ORDET SYNES:1-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Christian Ditter

LAND:
USA

Der er lagt så mange millioner af dollars i denne her film, men der er ikke så meget som én original idé spundet ind i produktionen. Den er desuden mindst 20 minutter for lang, og i 1 time og 50 minutter brager popmusik med et par minutters mellemrum ud i biografmørket fra filmens overflod af montager og diskoteksscener. Den rusker lige op i én, når man efter 10. kærlighedsombestemmelse fuldstændig har mistet interessen for karaktererne og begynder at overveje, om man faktisk bedre kunne lide den kære, razzie-nominerede Dakota i 50 Shades – der valgte hun da i det mindste at binde sig… Bogstavelig talt.

Kommentarer