SOLO: A STAR WARS STORY:
Simpel men solid

Så du vil gerne vide, om den nye Star Wars-film er SUPERFEED?! Hold your horses. Først og fremmest må jeg, som ydmyg anmelder, lægge mine (Star Wars-)kort – eller mangel på samme – på bordet. Jeg er under ingen omstændigheder en superfan, som ved alt om fanteorier, Skywalkers familiestamtræ (selvom jeg har en nogenlunde idé om, hvem hans far er) eller hvor meget navlefnuller Harrison pillede under optagelserne til de første tre film. Derimod repræsenterer jeg den jævne fan, som kan udtale sig om, hvorvidt Solo: A Star Wars Story er vellykket som film og i mindre grad som en udvidelse af Star Wars-universet.

Tillad mig at uddybe:

Der har været mange bange anelser for Han Solos origin story grundet nyheden om udskiftningen af instruktørerne Phil Lord og Chris Miller midtvejs igennem optagelserne til fordel for nuværende instruktør Ron Howard. Jeg var mildest talt bekymret over sådan en stor udskiftning på en Star Wars-film. The Force Awakens (2015) og The Last Jedi (2017) har vist os, at det kræver sin instruktør at jonglere rundt med sideløbende handlingsspor uden at falde i de store farlige plothuller eller andet skidt i galaksen. Det er derfor imponerende, at Solo endte med at komme rigtig fint ind over målstregen på trods af produktionskaosset.

Lucasfilm er enten synske eller heldige. De har i hvert fald valgt at gøre det nemt for dem selv at manøvrere det store produktionsskib (ordspil kan forekomme). Solo er det simpleste narrativ i Star Wars-universet til dags dato, og det er på en og samme tid dens styrke og dens svaghed. Det er nu engang nemmere at give et simpelt struktureret projekt videre til nye hænder, og det er muligvis hovedårsagen til, at filmen føles strømlinet. Samtidig føles filmen mere flad og endimensionel i forhold til sine kumpaner. En del af charmen og Star Wars-ånden ved kun at fatte 75% af filmen og derfor sætte filmen på igen for at få fat i de sidste 25% er forsvundet. På den anden side er det meget kærkomment, at Howard har skabt tid og plads til små skæve øjeblikke. Filmen bliver båret af nogle ganske fornuftige skuespilpræstationer, og guderne må vide, at der på den front er store sko at udfylde for den unge Alden Ehrenreich. Howard har heldigvis givet ham plads og gode replikker til at gøre det ganske hæderligt, hvilket er en stor sejr for en så karakterbunden fortælling som denne.

På actionsiden er Solo gennemsnitlig, hvilket er en smule skuffende. De fleste actionsekvenser er trivielle om end udmærket udført. Filmen byder på et par fede rumskibsjagter igennem galaksen, hvilket da også er på sin plads i en Han Solo-film. På den teknologiske side bliver C3 introduceret som en feministisk droide, hvis metalhjerte banker for lige rettigheder robotter og mennesker imellem. Jeg må honorere idéen, men desværre påpege, at C3 godt kunne have brugt noget mere humor eller charme for at bløde karakteren op og gøre hende mere vellykket. Når nu vi er ved mangfoldighedssnakken, så varmede det mit eget hjerte at se, at stærke, nuancerede kvinderoller og LGBT+ venlige karakterer efterhånden er blevet fast inventar hos Disney.

Apropos fast inventar, Disney. Er det ikke længere muligt at lave en Star Wars-film, som ikke har 117 twists omkring klimakset? Selv deres mest simple film til dato følger i The Force Awakens og The Last Jedis snoede fodspor. Det er ved at blive enormt forudsigeligt, hvilket i sig selv vel er lidt komisk. Ryst posen og find på nogle nye måder at overraske jeres publikum, tak. Overordnet set er Solo: A Star Wars Story dog en ganske udmærket tilføjelse til Star Wars-universet. Den leverer ganske solid underholdning, som alle kan følge med i, men som et fåtal vil tænke meget videre over.