Anmeldelse
SILVIO OG DE ANDRE: Lækker som candyfloss, men uden substans

Af Claus Nygaard Petersen

Italiensk film har beriget verden med nogle af de mest underskønne værker, der nogensinde er blevet vist på lærredet. Læg dertil en af de mest revolutionerende filmbevægelser i neo-realismen, så har støvlelandet i særdeleshed bidraget med sit til filmmediet.

Et af de mest prominente navne i nyere tid er manden, der kan få selv en nyvasket tavle til at virke sensuel og dragende: Paolo Sorrentino. Et karakteristika ved hans filmkatalog, udover skønne billeder, er hans forkærlighed for mænd af en vis alder (40+), der enten er midtvejs eller i deres livs efterår og ikke rigtig kan forlige sig med det i deres verdensbillede.

Silvio og de andre passer derfor fortrinligt ind i hans portfolio. Den titulære Silvio er ingen ringere end Il Cavalierie ham selv, Silvio Berlusconi (Toni Servillo), Italiens berømte og berygtede tidligere premierminister, mediemogul og playboy extraordinaire.

Det er dog ikke ham, der er i fokus til at starte med. Den unge “talentspejder” Sergio Morra (Riccardo Scamarcio) ernærer sig ved at skaffe unge kvinder til indflydelsesrige mænd til gengæld for den gode tjeneste i ny og næ. Hans største drøm er at møde Italiens mest magtfulde mand og blive en del af hans inderkreds – når først man er med Silvio, så er der ingen grænser for, hvor langt man kan nå.

Gennem et veritabelt visuelt og bogstaveligt orgie af nøgen hud fanger Sorrentino opkomlingens desperate forsøg på at fange den aldrende gentlemans opmærksomhed i filmens første 45 minutter. De flyver afsted i et hæsblæsende tempo og tiden flyver afsted i overflødighedshornet af overflod, og Silvio har ikke engang vist sig endnu – han lurer derude i horisonten, som en anden mytologisk enhjørning.

Men så dukker han også op!

Det store charmerende smil, der enten er ude på at forføre én eller plotte éns afgrund, fylder billedet mere end en gang. Servillo fanger til perfektion Berlusconis glatte sælger-essens, og det er også her, karakteren er mest interessant; når der fokuseres på myten og knapt så meget de “dybe” underliggende motiver hos manden.

Jo flere lag, der pilles af løget, jo mere langtrukken og unødig melodramatisk bliver det. Lange mono- og dialoger om, hvorfor han gør, som han gør, sætter en bremser på filmens tempo, indtil det næsten bliver stillestående.

Irritationen tager til, da de knapt så subtile moraler og tanker omkring Silvio bliver fremlagt, om end passer det fint ind i filmens alt andet end diskrete univers af pik, patter og coke i lange baner.

Udgaven vi får at se, er et sammenklip af to film på henholdsvis 100 og 104 minutter, og det mærkes. Der mangler simpelthen nogle overgange i historien, og visse steder mangler der decideret kontekst til, hvorfor ting sker. Nysgerrigheden for, hvordan de individuelle versioner fremstår, er derfor mere end nogensinde vakt hos undertegnede – forhåbentlig bliver de tilgængelige på disse breddegrader.

Under alle omstændigheder er Silvio og de andre en frisk og veloplagt fortælling om en af de mest prominente mænd i italiensk historie, kompetent leveret af Paolo Sorrentino og med veloplagt skuespil fra især de to hovedroller Scimarcio og Servillo.

Desværre føler man filmens længde på 150 minutter, og især at det er en sammensmeltning af to værker. Efter en uovertruffen start, hvor et umanerligt nuttetcenestjælende lam sætter den absurde tone, fiser luften langsomt, men sikkert, ud af spærreballonen, til den ligger slattent ovre i hjørnet, ynkelig og trist – lidt ligesom manden selv, men ikke myten.

Kommentarer