Anmeldelse
SHOPLIFTERS: Tyvefamilie både stjæler og knuser dit hjerte

Af Olivia Alleslev

Den japanske instruktør Kore-Eda Hirokazu er atter aktuel med et socialrealistisk portræt af en familie, hvis umiddelbare sammenbindingskraft ligger i kriminalitet. Men Guldpalmevinderen Shoplifters er så umådeligt meget mere end blot en skildring af det lavere samfundslag; det er en helt igennem hjerteskærende og hjertevarm fortælling om kærlighed, valg og uretfærdighed – og mest af alt menneskelighed.

Alt efter hvordan man ser på det, er Shoplifters historien om familiefaderen Osamu (Lily Franky), der gennem et veletableret system stjæler alt fra instant-nudler til fiskestænger med sønnen Shota (Jyo Kairi). Hverdagen omvæltes dog radikalt, da de en kold aften støder på den lille pige Yuri (Miyu Sasaki), det simpelthen er umuligt ikke at forbarme sig over med sit tynde legeme, blå mærker og tavse yndighed. Så det er lige, hvad Osamu, hans kone Noboyu og resten af den brogede Shibata-familie gør.

Men igen, alt efter hvordan man ser på det, er det en coming-of-age-film om den charmerende Shota, der blev ”reddet” år tilbage af Osamu, men endnu ikke kan få sig selv til at kalde ham ”far”. Alligevel accepterer han hurtigt Yuri som sin lillesøster og oplærer hende i tyveriets fineste kunst – indtil han begynder at tvivle på de moralske aspekter.

Og alt efter hvordan man ser på det, er det den nuancerede fortælling om en fattig familie på kant med loven, der elsker hinanden. Det er omfavnelser, der kan mærkes helt ude i biografsalen, når Noboyu holder om Yuri og fortæller hende, at det er en løgn, at man slår af kærlighed – når man elsker nogen, krammer man dem.

Disse varme, uforcerede stunder pryder rigt filmens første halvdel, hvor jeg skiftevis smilede fjoget og vemodigt. Shoplifters er så gennemsyret af menneskelighed og autenticitet, og samtlige karakterer får omhyggeligt tildelt den opmærksomhed, de fortjener og fremstår derfor aldrig som endimensionelle eller overflødigt familiefyld. Kameraet får ofte lov til at dvæle ved den enkelte, mens der mesterligt leges med forgrund og baggrund for at vise husstandens mange facetter.

At ens hjerte fyldes til bristepunktet af Shibata-familiens utraditionelle levevis, gør uden tvivl hjertesorgen så meget mere udtalt, når tingene for alvor begynder at gå skævt.

For det er jo egentlig ikke i orden at stjæle, hvilket Shota mindes om gennem Yuris forfaldne uskyldighed. Osamu er jo ikke rigtigt faren. At beholde Yuri er vel egentlig i princippet en kidnapning.  Og hvor mange lig er der plads til i haven?

Det er svært ikke at føle den vrede over den sociale uretfærdighed, som Kore-Eda også selv har udtalt som central sin egen proces. Familien splittes hårdt og overraskende, og filmens brug af afhøringer er et fænomenalt trick til at vende og dreje samtlige hemmeligheder, sandheder og familieopfattelser.

For er familie noget, man vælger? I den komplet hjerteskærende afhøring af Noboyu kommer det frem, at hun ikke selv kan få børn. Men er man nødvendigvis kun en mor, hvis man har født et barn? Da hun spørges om, hvad Shotu og Yuri kalder hende, er den sigende stilhed fulgt af tårer en kniv i hjertet.

Det er udforskningen af de komplicerede familiebånd, der er med til at gøre Shoplifters til både en overordentlig velfortjent Guldpalmevinder og en stærk Oscar-kandidat inden for udenlandske film.