SHALOM ITALIA: Barndommens… Hule

Af Simone Korfix Lindgreen

Efter en lang hård uge, hvor blodet i mine årer er blevet skiftet ud med kaffe, sætter jeg mig ind i biografen for at se Shalom Italia. Jeg sidder usikkert på kanten af den lidt for komfortable biografstol med udspilede øjne og en koffeindundrende puls, da lyset slukkes, og filmen begynder. Efter kort tid falder jeg helt tilbage i sædet og finder ro.

Dokumentaren Shalom Italia følger tre jødisk-italienske brødre i deres rejse igennem Toscana i søgen tilbage til den hule, som reddede deres liv under 2. Verdenskrig. I denne hule boede de tre brødre samt deres familie i skjul for nazisterne i et helt år, før flugten bragte dem videre til Israel. Imellem brødrenes leden i de toscanske skove nydes delikate italienske måltider, god vin og interessante samtaler ved pejseilden.

I den efterhånden CGI befængte, buldrende filmindustri er det en befrielse, at instruktør Tamar Tal har skabt et rum, hvor filmen kan tage sig nøjagtig den tid, den har brug for. I dette rum opstår der både en livsnydende charme og letsindighed overfor livet samt en eftertænksomhed over krigens gru og rædsler. Tamar Tal kredser om universelle tematikker såsom den menneskelige hukommelse; hvordan definerer man en sandhed om en hændelse, og kan sandheden være subjektiv eller individuel grundet forskellige minder? Brødrene på hhv. 73, 82 og 84 oplevede alvoren af deres situation under krigen helt forskelligt. Den ældste, Emmanuel, blev eksempelvis langt mere traumatiseret end sine yngre brødre.

ANMELDELSE AF:
Shalom Italia

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Tamar Al

LAND:
Israel

På den tekniske side løber filmen desværre ind i et par udfordringer. Man kan mærke gløden og instruktørens vision i filmen, men der har også været et lille problem med at eksekvere dette teknisk. Eksempelvis er scenerne ikke altid helt i fokus, hvilket er lidt forstyrrende, da man bliver revet lidt ud af filmoplevelsen. Det er selvfølgelig ikke et lige så stort problem for en dokumentar som en fiktionsfilm, men det bidrager desværre til en til tider upoleret visuel fremstilling af Shalom Italia. 

Når den obligatoriske tykke pegefinger er blevet sænket igen, så er der i virkeligheden kun ét tilbage at få fastslået: 1 time og 15 minutter var alt, hvad der skulle til for at få renset min stressede sjæl og give mig lyst til at rejse til Italien og leve af brød, ost og pølse, mens jeg grubler over de tanker, filmen har sat i gang. Det må siges at være en kræftpræstation af den israelske instruktør Tamar Tals kun anden dokumentarfilm, Shalom Italia.

Kommentarer