SERENA: Ufrugtbar melankoli

Af Ida Helene Rovsing

Ikke alene er filmen Serena blevet instrueret af den Oscarvindende, danske instruktør, Susanne Bier, dens hovedroller bliver også spillet af ingen ringere end verdens, i øjeblikket, mest aktuelle skuespillerteam Jennifer Lawrence og Bradley Cooper. Derfor stod forhåbningerne til Serena også som et imponerende træ i skoven.  

Baseret på Ron Rashs bog har den romantiske tragedie sine rødder i North Carolinas Smoky Mountains i 1929 under Den Store Depression. Her introduceres vi for George Pemberton (Bradley Cooper) og hans tømmerimperium. Trods Depressionens mange gældsætninger finder George held i uheld og møder sit livs kærlighed i den smukke Serena (Jennifer Lawrence). Råt og smukt spirer deres kærlighed og forvandler sig hurtigt til et ligeværdigt ægteskab, og med højthigende ambitioner udvikler de deres tømmerhandel.

Det er dog langt fra alle, der er glade for deres passionerede partnerskab og Serenas magt i virksomheden, hvilket resulterer i griskhed og mord – masser af mord. Alligevel bliver kærligheden ved med at slå gnister hos det lykkelige ægtepar. Men gnisterne bryder ud i brand, da Serena finder ud af, at hun er ufrugtbar, og Georges higen efter en søn og efterfølger vokser. Det bliver svært at se igennem røgen, og i grådighed og jalousi famler Serena i blinde for at holde på deres kærlighed.

ANMELDELSE AF:
Serena

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Susanne Bier

LAND:
USA, Frankrig og Tjekkiet

Serena er filmet i Tjekkiets bjerge, hvor fotografen Morten Søborg skaber nogle stemningsfulde og smukke billeder. Kameraføringen er på sin vis ”vildere” end det typiske periodedrama, hvilket fungerer som en frisk pust til ilden. Desuden leger Bier med en dyrisk symbolik, hvilken præger de smukke scener med en ørn og en puma, der symboliserer Serenas vilde natur.

Det billedskønne præges også af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence i hovedrollerne. Cooper leverer en fin præstation. Desværre er der ikke meget kød på hans karakter, men hvad der er, får han tygget godt på. Lawrence formår til gengæld at give et meget psykotisk, skarpt skuespil, som er mere intenst og usympatisk end nogensinde før.

Alt dette falder dog til jorden, eftersom vi ikke kan identificere os med hovedrollerne, idet de indledningsvis bliver præsenteret for hurtigt. Konsekvent stopper det os fra at leve os ind i plottet og føle de stærke hændelser, som Serena og George gennemgår. Derudover er filmen pakket med kendte biroller som David Dencik og Rhys Ifans. Disse karakterer spiller en afgørende rolle, men får heller ikke screen-time nok til, at vi kan relatere os til dem. Konsekvent er dette blevet en middelmådig løsning på filmens rollefordeling.

Det ærgrer mig, at Bier ender med at gå galt i skoven, når alle elementerne, og mere til, er til stede for at lave en eminent film. Problemet ligger i filmens kerne – i klipningen og i instruktionen. Den abrupte klipning skaber et aparte forhold uden sammenhæng mellem tømmervirksomheden og kærligheden i filmen. Derudover har forkerte prioriteringer i instruktionen gjort, at det er svært at vide, om filmens fokus er på kærlighedsparret eller på samfundets biroller.

Pludselig er det imponerende træ i skoven blevet fældet, ”crashed and burned”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *