Anmeldelse
SELVMORDSTURISTEN: Dansk verdensstjerne imponerer i overambitiøs selvmordsfortælling

Af Louis Raaschou

Hvad er det egentlig, der forbinder livet og døden, og det at elske og eksistere? Det er det helt store spørgsmål, som Selvmordsturisten modigt forsøger at udforske. Men måske er spørgsmålet for stort og svært at besvare, for man snubler desværre, og filmen når aldrig helt i mål med realiseringen af sine ambitioner.

Den danske Game of Thrones-stjerne, Nikolaj Coster-Waldau, spiller forsikringsagenten Max, der kommer på sporet af et meget særligt og smukt beliggende norsk hotel. Dets navn er Aurora, og her specialiserer man sig i aktiv dødshjælp og forsikrer gæsterne om, at de aldrig vender hjem igen. Max, der for nyligt har fået konstateret en hjernetumor og søger flugt fra en voldsom eksistentiel krise, rejser nordpå for at få en værdig afsked med livet. Max’ møde med det isolerede hotel og dets gæster får ham til at stille spørgsmålstegn ved sin egen opfattelse af livet, døden og den menneskelige eksistens.

Instruktør Jonas Alexander Arnby tør som filmmager at skyde mod stjernerne, og Selvmordsturisten er hans første film siden den anmelderroste debut Når Dyrene Drømmer (2014).  Aktiv dødshjælp og grundidéen om retten til liv er interessante temaer, men han tager desværre munden for fuld. Fortællingen og hovedpersonen bevæger sig i for mange retninger, og man kommer ikke for alvor til bunds i det store spørgsmål om, hvad der skal blive af livet, kærligheden og The Circle of Life.

En del af filmens dialog savner pondus og originalitet, og det gør det svært virkelig at engagere sig i handlingen. På trods af dette leverer Nikolaj Coster-Waldau en pragtpræstation, og understreger hvorfor han er en af vores største filmstjerner. Særligt når Max’ subjektivitet præger både billed- og lydsiden skinner Coster-Waldau igennem i sin meget personlige skildring af den eksistentielle rutsjebanetur, Max gennemgår.

De eventyrlige norske bjerglandskaber og Aurora-resortet udforskes i enkelte scener på fortryllende, visuel vis, og her skaber billedsiden den drømmende stemning, der så godt beskriver Max’ oplevelse af rejsen mod livets sidste stop. Det bliver desværre for sporadisk med de fotografiske genialiteter, og de overskygger ikke en småforvirrende og rodet fortælling.

Da jeg så, at Selvmordsturisten var klippet af Yorgos Mavropsaridis, der sidste år modtog en Oscar-nominering som klipper på The Favourite (2018), håbede jeg, at han kunne skabe noget filmisk magi af samme kaliber. Det var imidlertid ikke tilfældet, og han bliver derfor blot en understregning af, at Selvmordsturisten er en film med høje ambitioner og enormt potentiale, hvoraf meget af det desværre falder til jorden.

Jonas Alexander Arnby samler i Selvmordsturisten en række stærke kræfter og sætter dem sammen med et både interessant og højaktuelt tema. Imidlertid bliver det hele forvaltet på rodet vis, og når man har set Selvmordsturisten, er det svært ikke at sidde tilbage med en ærgerlig oplevelse af uforløst potentiale. Coster-Waldau leverer dog en fremragende præstation, og filmen fungerer godt i de passager, hvor sfæren mellem liv og død på flot vis udforskes, så man sågar selv kan blive lidt i tvivl om sit eksistensgrundlag.

Kommentarer