På grænsen mellem fiktion og virkelighed

Af Emilie Fabricius Hacke

I François Ozons nye film Selv i de bedste hjem bliver vi introduceret for den talentfulde elev Claude og den i starten opgivende gymnasielærer Germain, der igennem Claudes stilehæfte sammen bevæger sig ud i en farlig dans mellem fiktion og virkelighed. I en flot balanceret fortælling formår Ozon at holde sin tilskuer på tæerne gennem et væld af uforudsigelige scenarier, der til slut måske bliver lidt for meget af det gode.

Seksuelle spændinger opstår mellem Claude og Raphas mor, samtidig optræder Germaine i scenen for at påvirke historiens retning. Foto: Camera Film
Seksuelle spændinger opstår mellem Claude og Raphas mor, samtidig optræder Germaine i scenen for at påvirke historiens retning. Foto: Camera Film

Familiære forhold og seksuelle undertoner

 

Da Claudes stil dukker op i en bunke af sløje weekendbeskrivelser på Germains bord, bliver han grebet af drengens talentfulde skrivemåde og ikke mindst stilens emne. Claude har nemlig tillusket sig adgang til sin klassekammerat Raphas hjem, hvilket han nu beskriver med stor detaljerigdom, ironisk distance og en snert af spydighed. Herfra udspringer et blomstrende forhold mellem lærer og elev, der sammen begynder at manipulere med familiens virkelighed i fiktionens tjeneste – hvor selv den mest makabre drejning ikke sætter en stopper for skriveriet. Undervejs i fortællingen ser vi, hvordan Germain og Claude invaderer familiens privatliv uden nogen hensyntagen til konsekvenserne. Seksualitet lever i bedste velgående i flere af de beskrevne relationer og opstår som en grundsten i Claudes skriftlige drivkraft. Familieenheden fremstår dog, modsat Ozons andre film, som en centrifugalkraft, der ikke kan destrueres.

Ubehagelig på den gode måde

 

Ernst Umhauer får publikum til at krumme tæer af ubehag i en fremragende præstation som den mystiske og lumre Claude, men takket være banaliteten hos familien, Germaines tekniske tilgang til historiefortællingen og konens humoristiske kunstgalleri bliver det aldrig for meget. Tilskueren opstår som en slags sammensvoren i Claude og Germains projekt, selvom det på intet tidspunkt står klart, hvad der er virkelighed og fiktion. I et narrativ præget af suspense og genialitet udfordres tilskuerens nysgerrighed i sådan en grad, at det ubehagelige bliver behageligt i takt med, at historien udfolder sig. Det er derfor en skam, at Claudes fiktive – eller virkelige – fortælling i sidste ende bliver for overdrevet, teatralsk og en lidt for stor mundfuld.

Opsang eller hyldest?

Fiktion bliver til virkelighed, da Raphas forældre pludselig dukker op til Germains kones kunstudstilling. Foto: Camera Film
Fiktion bliver til virkelighed, da Raphas forældre pludselig dukker op til Germains kones kunstudstilling. Foto: Camera Film

 

Men måske er det netop meningen, at filmen skal gå hen og blive overdrevet – for hvad havde man egentlig regnet med? Slutningen på filmen eksemplificerer fint, hvordan mennesker har en tendens til at ville gøre fortællinger heftigere og mere interessante, end hvad godt er. Det er i hvert fald sikkert, at der i filmen opstår et skel mellem den banale virkelighed og det appellerende fiktionsunivers, der er interessant og velkendt. Dog fornemmer man i skildringen af forholdet og skriveprocessen mellem Germain og Claude en hyldest til fantasien og dens muligheder.

ANMELDELSE AF:
Selv i de bedste hjem

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2012

INSTRUKTØR:
François Ozon

LAND:
Frankrig

Selv i de bedste hjem bryder intimsfæren og tager os med ind i et nervepirrende grænseland mellem fiktion og virkelighed. Tilskueren er fastholdt hele vejen igennem i en flot fortalt historie, der bærer præg af sort humor og seksuelle undertoner. Det er derfor en skam, at fortællingen mod slutningen bliver taget en anelse for langt og mister en del af spændingen i noget, der bliver en smule for karikeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *