SELMA: Gud var den første til at græde

Af Ditte Fiil Ravn

En ubestridelig sandhed er, at racismen lever, og at den får næring i det amerikanske fremmedhad. I dag handler det om umotiveret politivold i Ferguson, og for 50 år siden foregik det samme i Selma. I dag taler vi om fordommens magt, dengang kæmpede de for retten til at kunne stemme. Den tematiske gyldighed står soleklart med Ava Duvernays Selma om borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr.

Således beretter filmen om en kamp, hvor blod, sved og tårer blev udgydt i massevis. En kamp om en håndhævelse af en lov, der eksisterer på papir, men ikke i praksis. Martin Luther King (David Oyelowo) drager mod Selma, Alabama, hvor urimeligheden er størst og forandring mest nødvendig, med det formål at give de sorte retten til at registrere sig som vælgere og udøve deres demokratiske ret. Udfordringerne er mange, men King står fast ved, at den fredelige protest er vejen frem. Han planlægger en march på 80 kilometer gennem Alabama, så de sortes stemmer kan blive hørt.

Ved årets Oscar-uddeling blev nummeret ”Glory” fra filmen en sensation, da hele salen rejste sig, nærmest grædende, i fælles enighed om vigtigheden af dette emne. Den følelse giver Selma også. Som da politiet angriber forsvarsløse sorte mennesker i en røgsky, der på æstetisk vis slører og fremhæver voldens styrke på én og samme tid, imens soundtracket synger ”we march together”. Wow. Når folket samler sig og deler deres frygt og deres mod, så står filmen ligeså stærkt som menneskemængden på broen – fuldkommen urørlig.

ANMELDELSE AF:
Selma

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Ava DuVernay

LAND:
USA & Storbritannien

Dog er det ikke stærkt nok til at redde filmens rodede komposition. Som sagt begyndes der helt fra King starter kampen for stemmerettigheder, til det lykkedes ham. Det er en lang proces, med mange mennesker og begivenheder, der stables oven på hinanden. Flere af scenerne mangler en overbevisende gyldighed for filmens fortælling, ud over at de fandt sted. Undskyldningen for deres tilstedeværelse bliver en ”Courier”-lignende skrifttype, der dokumenterer, at dette skete på dette tidspunkt. ”Okay, men hvad så?” fristes man til at spørge.

Dette puslespil af begivenheder rodes blot endnu mere sammen af en forvirret æstetisk stil. Voldsscenerne er slow-motion fragmenter af kroppe, der flyver, og ansigter, der rammer asfalten, hvilket kolliderer med en ellers klassisk bio-pic stil – nå ja, og en enkeltstående omgang arkivklip. Det gennemgående tema opstår i stedet i det nærværende og stemningsfyldte soundtrack, hvor hvert ord og hver tone udtrykker årtiers kamp, og det går lige i hjertet.

Filmens nærværende portræt af King lader til at være fravalgt til fordel for et større karaktergalleri. Selma er rørende, men mangler det ærlige, menneskelige fokus. Ved en demonstrants død, siger King ikke, at hans død ikke var forgæves, som man kunne have ventet. I stedet siger han, at Gud var den første til at græde – en scene, der udviser den dybde og medmenneskelighed, som det ville have klædt filmen at uddybe og som Oyelowos dragende portræt sagtens kunne have formået at skildre.

Kommentarer