Artikel
Seks film biograferne gerne må vise igen

Af Christine Roederer

Det er nu over en måned siden, jeg sidst sad i biografens mørke. Siden jeg sidst sad og prøvede at finde ud af, om jeg kunne skubbe mit sæde tilbage eller ej. Siden jeg sidst sad og håbede på, at dem der sad foran mig, ikke ville larme med deres slikpose under hele filmen. Siden jeg sidst sad og overvejede, om det var okay, at jeg tog mine sko af, så jeg kunne læne mig tilbage og nyde forestillingen på den store skærm.

Det ser dog ikke ud til, at vores biografer åbner sådan lige igen – alle de store film, der var planlagt her i foråret, er blevet rykket til efteråret. Jeg blev enormt ked af at høre, at No Time To Die (2020) var blevet flyttet som en af de første, og da korthuset begyndte at vælte bagefter, med bl.a. Black Widow (2020), der nu også er skubbet, så måtte jeg indse, at der ikke lige umiddelbart ville komme noget nyt materiale til de store skærme foreløbig.

Biograferne kommer til at skulle finde på et eller andet til at få folk tilbage i mørket – i udlandet har der været lidt snak om visning af film, der ikke er premiereaktuelle. Jeg ved at Gaumont Comédie, den biograf jeg besøgte meget, dengang jeg boede i Frankrig, genviser gamle film ofte – jeg følger dem på Facebook, og hver gang de viser en af Disneys klassikere igen, så kilder det i min mave. For der er da nogle film derude, jeg rigtig gerne ville se i biografens mørke igen.

Og ud af det fødtes denne liste. Jeg er en decideret blockbuster-tøs, så nogle af valgene kan måske overraske – men jeg har gjort mit bedste for at give et kvalificeret bud på, hvad jeg gerne ville betale for at se igen i en biograf.

Brotherhood of the Wolf (2001)

Mani (Mark Dacascos) gør det af med nogle mænd i denne historiske fortælling om Gévaudan-monstret i 1700-tallets Sydfrankrig. (Foto: Universal)
Mani (Mark Dacascos) gør det af med nogle mænd i denne historiske fortælling om Gévaudan-monstret i 1700-tallets Sydfrankrig. (Foto: Universal)

Året er 1766. Gévaudan har lidt under Gévaudan-monstrets angreb i to år. Egnens piger bliver flået i stykker, børnene bliver bortført og ædt, og når mørket falder på, er der ingen, der tør bevæge sig udenfor døren. Indtil to mænd i lædertøj og hætter dukker op i Gévaudan. Det er Ridderen de Fronsac (Samuel Le Bihan) og hans trofaste ven, Mani (Mark Dacascos), og de er her på en mission: at finde monstret og gøre Gévaudan fri for det.

Gévaudan-monstret bygger på en rigtig hændelse, der fandt sted i det nuværende franske Lozère fra 1764 til 1767. Det siges, at mellem 88 og 124 mennesker døde mellem monstrets tænder, og selv i dag er det uklart, lige præcis hvad monstret var. Kongen, Ludwig den 15., sendte jægere dertil for at gøre det af med monstret, og selvom de dræbte en stor ulv, fik den udstoppet og sendte den til Paris, så fortsatte angrebene.

Filmens åbningssekvens er måske det bedste argument for, hvorfor netop denne her film fortjener at blive vist i biograferne igen. Det regner tykke dråber, mens de Fronsac og Mani kommer ridende ind i Gévaudan. Lokale mænd tæsker romaer, som de mener er grunden til, at monstret er kommet til egnen. Uden et ord springer Mani ned fra hesten og slår alle mændene i jorden. Mani bliver spillet af Mark Dacascos, den hawaiianske skuespiller og kampsportsmester, der har vundet mesterskaber i både karate og kung fu, som bl.a. også spillede Zero i John Wick: Chapter 3 – Parabellum (2019).

Sekvensen slutter med at en af mændene, som er blevet slået i mudderet, skubber sig op på albuerne og siger ”velkommen til monstrets land… pas på ulvefælderne!

Alt dette sker selvfølgelig mens Joseph LoDuca fortryllende musik spiller.

På rollelisten finder vi, udover Samuel le Bihan, Mark Dacascos og Vincent Cassel, også Monica Bellucci som gådefuld prostitueret i et bordel.

Kigger vi tilbage på Brotherhood of the Wolf, så har den faktisk lidt dansk identitet med sig, selvom den ellers lader til at være fransk med fransk på: danske Dan Laustsen (der har skudt Nattevagten (1994)) er nemlig fotograf på filmen.

Brotherhood of the Wolf har jeg aldrig selv set i biografen – men jeg vil enormt gerne se den, som den fortjener det. Billedsiden, lyden og kostumerne er så flotte, at hver gang jeg ser den på DVD, håber jeg, at jeg engang får råd til en projektor.

Spirit: Hingsten fra Cimarron (2002)

Spirit tager os på en rejse på tværs af nordamerikanske landskaber. (Foto: Universal)
Spirit tager os på en rejse på tværs af nordamerikanske landskaber. (Foto: Universal)

Jeg ved godt, at der er lidt af et spring fra Brotherhood of the Wolf til hestefilmen Spirit: Hingsten fra Cimarron. Men denne animationsfilm fortjener også at blive set i biografen. Med animationens mester, James Baxter, om bord på holdet, der skulle bringe Mustangen Spirit til live, kan det næsten kun blive et flot resultat. Med sange fra Bryan Adams, musik af Hans Zimmer og med locations, der tager inspiration fra Glacier, Yellowstone, Yosemite National Parks samt Monument Valley Tribal Park, er Spirit en af de film, der imponerer visuelt i hver scene.

Filmen udspiller sig i Nordamerika inden den europæiske kolonisering af landet, hvor den vilde natur og Lakota indianere stadig lever side om side, mens den hvide mand tilintetgør alt – eller næsten alt.

Hovedkarakteren, Spirit, er også hovedfortæller i filmen gennem hans tanker, som på engelsk er leveret af Matt Damon. Daniel Studi, indianer af Cherokee-stammen, lægger stemme til Little Creek, mens James Cromwell spiller Colonel, der er inspireret af den berygtede Officer Custer.

Vi følger Spirit, fra han bliver født, til han møder mennesket for første gang, og vi ser, hvad det bringer med sig. Med Bryan Adams’ sange følger vi ham gennem ikoniske steder i USA, gennem regn, sne og slud, men også gennem ubærlig varme, når obersten forsøger at knække ham.

Da jeg for nogle år siden kørte ind i Yellowstone National Park, kunne jeg ikke lade være med at kigge ud over landskabet og tænke på Spirit. Filmen var den eneste association, jeg havde med stedet, og jeg kan kun sige, at filmen fuldstændig har fundet ud af at skildre det præcis så storslået, som det er i virkeligheden.

Selv hvis du ikke er til hestefilm, så er den her anderledes. Dels fordi den har James Baxter på produktionsholdet, og dels fordi den er lavet med flotte sekvenser og scener, der fuldstændig fortjener at fremvises i biografen. Og med Hans Zimmer som komponist så kan det aldrig gå helt galt.

Mad Max: Fury Road (2015)

Imperator Furiosa (Charlize Theron) og Max Rockatansky (Tom Hardy) er hovedpersoner i denne sindssyge, episke actionfilm med feministiske overtoner. (Foto: Jasin Boland, Warner Bros.)
Imperator Furiosa (Charlize Theron) og Max Rockatansky (Tom Hardy) er hovedpersoner i denne sindssyge, episke actionfilm med feministiske overtoner. (Foto: Jasin Boland, Warner Bros.)

Hvis vi skal snakke om en anden slags hestekræfter, så er det næsten en selvfølge, at brændstof- og adrenalinmonstret Mad Max: Fury Road (2015) kommer med på listen.

George Miller vender tilbage til Mad Max-franchisen (1979-) med Tom Hardy i førersædet som Max Rockatansky. Jeg kan stadig huske, da jeg så traileren til filmen tilbage i 2015, og jeg tænkte: ”shit, det ser vildt ud.” Og da jeg endelig fik set filmen, kunne jeg ikke lade være med at stoppe op og tænke over, hvad det var, jeg lige havde set.

Man når nærmest ikke at få pusten fra det sekund, filmen starter. Dét, jeg troede ville være en testosteron-film gearet mod det mere adrenalinbaseret publikum, viste sig at være meget, meget mere end det. Filmen fik da også de sociale medier til at eksplodere, da folk fandt ud af, at den ikke helt var, hvad den udgav sig for at være.

For det er faktisk ikke Max, der er filmens hovedperson, men Furiosa (Charlize Theron). Hendes mission er at redde de smukke kvinder, The Splendid Angharad (Rosie Huntington-Whiteley), Capable (Riley Keough), Toast the Knowing (Zoë Kravitz), The Dag (Abbey Lee) og Cheedo the Fragile (Courtney Eaton), fra et liv som levende rugemaskiner for tyrannen Immortan Joes (Hugh Keays-Byrne).

Den pragtfulde måde, filmen er farvet på, er også mindeværdig – sammenspillet mellem de orange og blå toner i hver enkelt scene gjorde filmen så meget mere biografværdig end mange andre kedelige, grå film, der måske skulle have været en ekstra tur gennem klipperummet.

George Miller tog praktiske effekter i brug under optagelserne, fordi visuelle effekter ikke ville kunne kommunikere det niveau af galskab, der foregår i Fury Road. Det er endnu en af de grunde til, at filmen skal ses på et stort lærred.

Og med en mand som Junkie XL bag musikken, kan det næsten ikke blive mere episk, end det allerede var. Filmen tilintetgør alle de forudindtagede idéer, du havde om den – og hvis du stadig tror, at det er et macho-monster af en film lavet til testosteron-tørstige mænd, er du forkert på den.

Pacific Rim (2013)

Når Jaegeren Gypsy Danger skal møde en Kaiju (et monster fra en anden dimension) går det vildt for sig – specielt med Raleigh Becket (Charlie Hunnam) og Mako Mori (Rinku Kikuchi) ved roret. (Foto: Warner Bros.)
Når Jaegeren Gypsy Danger skal møde en Kaiju (et monster fra en anden dimension) går det vildt for sig – specielt med Raleigh Becket (Charlie Hunnam) og Mako Mori (Rinku Kikuchi) ved roret. (Foto: Warner Bros.)

Både Fury Road og Pacific Rim (2013) gjorde brug af ekstreme blå og orange toner – og hvilket show!

Til denne liste kunne jeg have valgt utallige Guillermo del Toro film som Pans Labyrint (2006) eller The Shape of Water (2017), men det er altså Pacific Rim, der tager pladsen her.

Det har blandt andet noget at gøre med filmens indhold og den måde, den er sat sammen på. Med dens imponerende billedside og Ramin Djawadis (geniet bag Game of Thrones-musikken) musik, skal den ses på en stor skærm og høres med et ordentligt lydanlæg, der kan øve Tom Morellos (fra Rage Against the Machine og Audioslave) fede guitar riffs retfærdighed.

Filmen foregår i 2025, hvor en kløft i Stillehavets bund pludselig bliver til en interdimensionel portal, der spytter kæmpemonstre kaldet Kaiju ud. Heltene i filmen er de såkaldte Jaeger-piloter, der styrer kæmpe robotter på størrelse med Transformers-robotterne. Jaeger-robotterne er så store, at de skal styres af to piloter. Piloterne må opnå et mentalt link for at styre dem, der kaldes ”drift compatibility”.

Hovedpersonen Raleigh Becket (Charlie Hunnam) var Jaeger-pilot, men da hans bror blev dræbt, mens de stadig var knyttet via deres mentale link, valgte han at indstille karrieren. Da Jaeger-officer Stacker Pentecost (Idris Elba) opsnuser Raleigh i Alaska og spørger ham, om han stadig nærer et ønske om at kæmpe mod de altødelæggende Kaijuer, siger Raleigh selvfølgelig ja. Han skal dog lige lære at styre en af de resterende Jaegers, og her møder han Mako Mori (Rinko Kikuchi), som måske, måske ikke, kan blive hans nye pilot-partner.

Filmen er æstetisk behagende på den måde, at den leger med farver, der er ekstremt mættede, og der er ikke lagt noget gråligt filter oveni. Der går også kun knap 10 minutter, før vi får de imponerende Kaiju-monstre at se, hvorimod andre monster-film måske læner sig op ad gyserfilm og venter en anelse for lang tid for at fremvise deres rædsler.

Det er også i Pacific Rim, at nogle af de fedeste replikker det seneste årti kommer fra – og når man sidder og ser den, kan man kun føle en strøm af adrenalin i hele kroppen.

Ringenes Herre: De To Tårne (2002)

I en 40 minutter lang sekvens skal Aragorn (Viggo Mortensen), Legolas (Orlando Bloom) og Gimli (Jonathan Rhys Davies) hjælpe Rohan med at bekæmpe Isengards styrker i den midterste fortælling i Ringenes Herre-trilogien (2001-2003). (Foto: SF Film)
I en 40 minutter lang sekvens skal Aragorn (Viggo Mortensen), Legolas (Orlando Bloom) og Gimli (Jonathan Rhys Davies) hjælpe Rohan med at bekæmpe Isengards styrker i den midterste fortælling i Ringenes Herre-trilogien (2001-2003). (Foto: SF Film)

Hvis der er en filmtrilogi, der fortjener at blive vist i biografen igen, så er det klart Ringenes Herre (2001-2003). Det er snart 20 år siden, at den første film i serien, Ringenes Herre: Eventyret om Ringen (2001), havde premiere, men trilogien har stadig så meget indflydelse på vores fælles kultur, at det er umuligt at forbigå i en sådan liste.

Men så kan det være, at du tænker, hvorfor mon det er De To Tårne (2002), der er på den her liste, og ikke en af de andre film?

Svaret er, ifølge mig, meget enkelt: Helm’s Deep-sekvensen. Slaget ved Helm’s Deep optager næsten 40 minutter af filmens 170 minutters spilletid. Sammenlignet med den samlede længde på franchisen er kampen i sig selv ikke specielt lang, men slaget er afgørende for den måde, historien udvikler sig på.

Sekvensen er blevet opbygget som den ultimative kamp: Isengard og dets leder, Saruman (Christopher Lee), ved, at folket i Rohan vil blive fanget i byens store fæstning. Og kongen af Rohan, Théoden (Bernard Hill), har besluttet sig for at træffe nøjagtig de beslutninger, der gør, at Sarumans forudsigelse bliver sand.

På den måde er selve opbygningen af slaget vigtig. Vi seere ved, at det nærmest er tabt på forhånd, for Saruman har en strategi, og hans hær er formidabel sammenlignet med menneskets flygtige bestræbelser på at stå imod den.

Slaget ved Helm’s Deep er en formidabel actionscene og en af mine absolutte yndlingssekvenser i filmhistorien, og jeg vender stadig tilbage til det, når en ny filmkamp skuffer mig – fx da det skuffende slag ved Winterfell i sæson 8 af Game of Thrones ikke lykkedes med at gøre, hvad Helm’s Deep slaget havde gjort så godt.

Interstellar (2014)

Et supermassivt sort hul som præsenteret i Interstellar (2014). Nogle af de computergenererede billeder tog op til 100 timer at gengive og fyldte til sidst over 800 terabytes. (Foto: Warner Bros.)
Et supermassivt sort hul som præsenteret i Interstellar (2014). Nogle af de computergenererede billeder tog op til 100 timer at gengive og fyldte til sidst over 800 terabytes. (Foto: Warner Bros.)

Ikke alle film kan prale af, at deres effekters skildringer af universet var så nøjagtige, at det resulterede i udgivelsen af tre videnskabelige artikler. Men det kan Interstellar (2014) altså.

Christopher Nolans rumfilm, en episk rejse gennem tid og rum, sætter tonen med de meget omhyggelige valg af at mætte lydniveauet og sågar ladet lyden forsvinde fuldstændig. Man sidder i biografens mørke, alene med den pensionerede NASA-pilot Joseph Cooper (Matthew McConaughey), mens han forsøger at redde menneskeheden fra total udslettelse. Med den mesterlige måde, Hans Zimmer bruger orgelet i hans musik til både at fylde rummet med lys og lyd, for derefter at kvæle det med den blændende stilhed, efterlader én totalt forpustet.

Det er en film, der ikke nødvendigvis giver dig alle svarene via den måde, den fortæller historien – det er op til publikum at stykke den sammen ud fra de brudstykker, som Nolan giver os i sin mesterlige manuskriptskrivning.

Men det gør heller ikke noget. Den fantastiske historiefortælling kompenserer for det, og filmens imponerende visuelle identitet gør, at det, du ikke forstår, nærmest virker lige meget.

Og, for at være helt ærlig, når det kommer til Christopher Nolans film, behøver man heller ikke forstå det hele.

Kommentarer