Anmeldelse
SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN: Poetisk portræt af en af filmhistoriens helt store mestre

Af Alma Nordenbæk

 

I år ville Ingmar Bergman være fyldt 100 år. For mange var han manden, myten, legenden, der fik Sverige med på den europæiske nybølge og skabte nogle af filmhistoriens vigtigste værker. For min veninde var han “hende fra Casablanca?”.

Men blandt dem, som kendte ham, var Bergman en utrolig ildsjæl med et uroligt sind. Han var en kvindebedårer og et karismatisk geni. Han var en depressiv kontrolfreak, der ikke kunne finde ud af at elske sine egne børn.

For instruktør Margarethe von Trotta var Bergman hendes største inspiration. Det var Bergmans Det syvende segl (1958), der først fik hende til at interessere sig for film, og siden da har hun fulgt hans karriere med stor passion. Searching for Ingmar Bergman er Trottas personlige hyldest til hendes helt store idol, og en udforskning af, hvem Bergman var, og hvorfor hans værker har haft så stor indflydelse på så mange unge filmskabere.

Bergman og Trotta mødtes flere gange i løbet af Bergmans liv, og da Bergman i 1994 blev bedt om at liste sine yndlingsfilm, var Trottas De tyske søstre (1981) en af dem, og den gensidige respekt og beundring mellem de to løber som en varm understrøm gennem hele dokumentaren.

Den personlige relation skaber desuden en følelse af intimitet eller fortrolighed mellem publikum og filmens subjekter, som kun bliver forstærket af de mange interviews med personer fra Bergmans private liv. Vi møder både kolleger, børn, børnebørn, venner og tidligere elskerinder, og hver og en har de en helt unik fortælling om, hvem Bergman var som person.

Beundrere af Bergman vil især nyde de mange interviews med skuespillerinden Liv Ullmann, Bergmans måske mest kendte muse. Hendes tilstedeværelse er både levende og indtagende, når hun taler om sit første møde og senere tætte samarbejde med den intense, svenske instruktør. Som publikum mærker man tydeligt kærligheden bag Ullmanns ord, men det er en ægte og nuanceret kærlighed, der forstår Bergmans fejl uden at undskylde eller ignorere dem.

Hendes varme ord står i skøn kontrast til Trottas samtale med Bergmans søn, instruktør Daniel Bergman. Her får vi malet et billede af en selvoptaget og distanceret mand, der brandmærkede sine elskerinder ved at gøre dem gravide, hvorefter han forlod dem og deres fælles børn.

Som filmen skrider frem, tegner der sig et komplekst portræt af en meget konfliktfyldt mand. Plaget af et til tider misantropisk verdenssyn, nægtede Bergman at gå i terapi af frygt for, at det ville underminere hans kreativitet. Han ville lave film, der viste sandheden om menneskets vilkår, selv når denne sandhed kunne virke tung og uforståelig.

Searching for Ingmar Bergman er en tydelig hyldest, men Trotta skyr ikke væk fra at udforske Bergmans mere mørke og lidet flatterende sider. Vi dvæler kort ved hans depression, hans selvvalgte eksil til udlandet og hans uheldige flirt med nazismen, men først og fremmest dvæler vi ved de indtryk, han efterlod sig i andre mennesker.

Filmen er nok bedst, hvis man allerede kender lidt til Bergmans liv og filmografi, og dens poetiske tempo byder ikke det helt store mainstreampublikum op til dans. Men i det varme biografmørke, der følte jeg virkelig, at jeg fandt ud af noget om svenske mastodont – du burde unde dig selv at tage med på rejsen.