Anmeldelse
SCARY STORIES TO TELL IN THE DARK: En ordentlig omgang venstrehåndsarbejde

To unge drenge bygger et fugleskræmsel. De finder gamle sække og fylder dem med strå.  De giver ham en spids næse og et grimt navn. De taler til ham, de skælder ham ud, de sparker og slår. Men en nat farer børnene vild på kornmarken. Og så er der ingen hjælp at hente.

Gysernovellesamlingerne med titlen Scary Stories to Tell in the Dark (1981-91) har længe opført sig som Grimm-brødrenes foruroligende, onde tvilling; fyldt med skræmmende vandrehistorier og myter. Serien med de små, letlæselige noveller har uden tvivl fået mange mellemskolebørn til at sove med lyset tændt.

Så det var bare et spørgsmål om tid, før fortællingerne måtte besøge det store lærred. Men opgaven var hård. At adaptere en roman er svært nok i forvejen. At adaptere en novellesamling er et endnu hårdere kreativt stykke arbejde. For hvordan indkapsler man egentlig de små historiers ånd, mens man skildrer den overordnede fortælling, som en film så oftest kræver?

Det er derfor, at der til projektet er blevet sikret to store gyser-personligheder: Guillermo del Toro, som er kendt især for sine monsterskikkelser, og norske André Øvredal, der med sin debutfilm Trolljegeren (2010) forvandlede gamle, norske troldemyter til ekstremt troværdige billeder. To filmgenier, der passer perfekt til projektet.

Det har måske været lidt for lige til, for Scary Stories to Tell in the Dark er en ordentlig gang venstrehåndsarbejde. Filmen er fyldt til randen med utallige, uudholdelige klichéer og en direkte tåbeligt intetsigende rammefortælling, der ikke lykkedes med andet end at give de adapterede vandrefortællinger minimal logisk kontekst.

Filmen gentager samme fejl som den lignende Goosebumps (2015) og lader en håndfuld uinspirerede teenagere opdage en magisk bog, hvis onde ånd bruger folkefortællinger til at skabe deres værste mareridt. Som hovedpersonen Stella (Zoe M. Colletti) så poetisk beskriver det: “Du læser ikke bogen, bogen læser dig.”

Vandrehistorierne taber herigennem al deres pondus, for de små moraler og pointer forsvinder. Monstrene eksisterer kun som føljeton til karakterernes ligegyldige baggrundshistorier, indsat på en kamikaze-mission for at fjerne endnu en skakbrik fra brættet. Det ender i et rigtig kedeligt slag skak og en grusomt kedelig film.
I forsøget på at lave en familiegyser har holdet hevet alt horror ud og bare efterladt det ulækre. Det er et problem, når enhver illustration fra børnebogen er langt mere skræmmende end noget billede i filmen. Måske tør filmholdet bare ikke skræmme de unge. Eller måske orker de ikke at finde balancen mellem at få dem til at sove med lyset tændt modsat at blive sendt et par måneder i terapi.

Desuden er det meget besynderligt, at filmen har fået en 15-års censur i Danmark, hvilket nok er mindst et år på den forkerte side af udløbsdatoen, hvis man skal kunne nyde filmen. Forældre vil næppe finde den interessant, idet klichéerne hurtigt henleder tankerne på bedre udførte film som Urban Legend (1998) eller Final Destination (2000) eller tonsvis af andre gyserfilm, som gør præcis det samme, men faktisk er skræmmende.  

Det kunne selvfølgelig være en umulig opgave at adaptere en novellesamling til film. Så hvorfor ikke en tv-serie næste gang?

Kommentarer