• De to hovedrolleindehavere gør et flot stykke arbejde i Kristian Sejrbo Lidegaards spillefilmsdebut. Kilde: dfi.dk

    SANGE I SOLEN: Debutinstruktør kaster sig over arthouse-thrilleren

    Af Simone Korfix Lindgreen

    Instruktør Kristian Sejrbo Lidegaard har sat sig for at kommentere på præstationssamfundets halsende hastværk ved at tage sit publikum en tur til den smukke, rolige danske ø, Møn. Men dybt inde i de mønske skove lurer en mytisk fare, som sætter storbypigen, Annas (Emma Sehested Høeg), sind i forvildelse. Hun er taget til Møn for en dag, fordi hendes barndomsveninde Julie (Victoria Carmen Sonne) er begyndt at opføre sig mærkeligt.

     

    På flere forskellige måder fornemmes det, at Lidegaard har ladet sig inspirere af provocateuren, Lars von Trier. Mere specifikt er stemningen og dele af klippemetoden ikke helt ulig Triers Antichrist (2009), som tillige tematiserer en form for dæmonisering af naturen. Trods sammenligneligheden er Sange i Solen uden tvivl et selvstændigt værk, og især pulsen og pacingen i filmen er anderledes fra det, man er vant til. Lidegaard har givet scenerne tid og rum til at ånde, hvilket har en enormt intens effekt. En strandscene mellem Anna og Julies mor, Sonja (Charlotte Munck), er eksempelvis strakt over så lang tid, at man som tilskuer sidder og krummer tæer og mærker den intensitet og akavethed, som ulmer karaktererne imellem.

     

    Det kan være problematisk at bedømme en kunstnerisk film, ud fra hvorvidt plottet er sammenhængende, da arthouse film ofte bryder grænserne for konventioner og dermed også for kausalitet. Man kan altså med fordel opstille nogle andre bedømmelsesparametre for kunstneriske film end for mainstreamfilmen. Problemet er bare, at Sange i Solen hverken er rendyrket kunst- eller populærfilm, og det bliver måske i virkeligheden en af de største udfordringer for filmen. Plottet i Sange i Solen lider under en usammenhængende og ikke særlig plausibel narrativ struktur, og det spænder ben for mainstreamelementerne i historien. Resultatet deraf bliver en film, som hverken rigtig er fugl eller fisk.

    ANMELDELSE AF:
    Sange i solen

    ORDET SYNES:

    PROD. ÅR:
    2017

    INSTRUKTØR:

    Kristian Sejrbo Lidegaard

    LAND:
    Danmark

    Filmen bygger dertil på Lidegaards Super16 afgangskortfilm, som efterfølgende er blevet omskrevet til en lang novellefilm. Det får på mange måder tiøren til at falde. Det må være svaret på, at filmen generelt efterlader en følelse af, at historien godt kunne være blevet vendt en ekstra gang ved idébordet, inden hele molevitten blev filmet og produceret, som en forlænget udgave af den oprindelige kortfilmsidé. Der mangler simpelthen både fokus og kød på historien.

     

    De to hovedpersoner Anna og Julie leverer dog begge to enormt overbevisende præstationer. Dialogen hælder lidt til den stive og unaturlige side, men alligevel formår de to skuespillere at levere den så autentisk, at det ikke bliver et stort problem for oplevelsen af filmen. Specielt Victoria Carmen Sonnes har fået stillet en meget svær opgave, da hendes karakters følelser spænder meget bredt. Hun har de sidste par år udmærket sig som en lovende skuespiller med sin rolle i I Blodet (2016) og senest den anden PIX film, Vinterbrødre (2017).

     

    Filmen byder på nogle utroligt smukke billeder, som sætter sig på nethinden et godt stykke tid efter, rulleteksterne er løbet over lærredet. Lidegaard har tillige arbejdet med mange utraditionelle kameravinkler, som kæler for tilskuerens synssans og blandt andet gør op med den traditionelle måde at filme en dialog, shot/reverse shot. Desværre er handlingen skredet lidt i svinget til fordel for netop disse nytænkninger, og det er en skam – filmen har ellers fat i nogle særdeles interessante tematikker.

     

    Filmen kan opleves under CPH:PIX:
    9/10 kl. 19.00 i Dagmar

    11/10 kl. 19.00 i Cinemateket.

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *