UNDER SANDET: Et grimt stykke danmarkshistorie i smukt antræk

Af Anna Wied Kofoed

”Det er tyskere, Carl,” siger Mikkel Boe Følsgaard som Løjtnant Ebbe i dramaet Under sandet. Der er ingen barmhjertighed at spore i hans ansigt, når han sender tyske drenge lige lukt i døden. Det er nemlig efterkrigstidens Danmark, og en tysker er akkurat lige så meget værd som en lus.

Året er 1945. Tyske krigsfanger skal med de bare næver desarmere godt 2 millioner landminer langs vestkysten. En opgave dømt til at ende i død og lemlæstelse. En gruppe tyske drenge kommer under Sergent Carl Leopold Rasmussens (Roland Møller) vinger og skal egenhændigt fjerne 45.000 landminer. Grusomhederne står i kø, og filmen lægger ikke fingrene imellem, når minerne går af. Et usædvanligt venskab opstår langsomt mellem Carl og især en af drengene, Sebastian Schumann (Louis Hofmann), der stædigt fastholder et håb om en dag at komme hjem.

Krig og frygt fordærver mennesker, det synes at være et af filmens omdrejningspunkter. Under sandet viser os et uskønt billede af danskerne, der efter fem års undertrykkelse forfalder til kompromisløs retfærdighed, eller hvad de mener er retfærdighed. Det er modigt, at instruktør Martin Zandvliet tør grave ned i en så modbydelig del af danskernes historie og nuancere vores forestilling om krigen. Filmen afspejler et had og en frygt, der overskygger al rimelighed. Det vil sige næsten da.

ANMELDELSE AF:
Under Sandet

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Martin Zandvliet

LAND:
Danmark

For filmens hovedkarakter Carl er splittet mellem hadet og en voksende erkendelse af, at det, der finder sted, er forkert. Det er interessant at se, hvor svært det er for ham at acceptere denne erkendelse og give slip på fem års modvilje, og det klæder karakteren. Roland Møller er ikke alene om at løfte opgaven med bravur, som han uden tvivl gør. De unge skuespillere, der portrætterer de tyske drenge, giver nogle af de fineste præstationer, jeg længe har set. Det er med en inderlighed og en indlevelse, der kan hamle op med både Roland Møllers og Mikkel Boe Følsgaards.

Det er visuelt betagende, når et kranskud følger fire drenge, der løber ned ad sandklitterne. Filmens ramme er det dybblå Vesterhav med skum på bølgetoppene og en blå himmel, der strækker sig ud i horisonten. Omgivelsernes skønhed og ro er ikke ligefrem klassisk for et krigsdrama, men det fungerer altså, når noget så smukt og vildt besudles af noget så forfærdeligt. Naturen står i skarp kontrast til de forhold, der udstilles, og grusomheden understreges heri.

Hjertet sad helt oppe i halsen på mig, og jeg havde gåsehud længe efter, at lærredet var blevet sort. Filmen besidder en gennemslagskraft, og den har svært ved at slippe sit tag igen. Den kommer helt op i fjæset på én med en intensitet så nervepirrende, at jeg flere gange tog mig selv i at spejde ud mellem mine fingre. Der er en stor kontrast mellem Under sandet og det andet danske krigsdrama, 9. April fra tidligere på året.

Blev du også skuffet over 9. April? Jeg kan næsten garantere dig for, at du denne gang forlader biografmørket som alt andet end skuffet. Under sandet har meget af det, som 9. april manglede. Det er en historie med kød på, og den tager fat dér, hvor det for alvor gør ondt. Filmen kan godt synes endeløs, men hold ud. Du vil ikke fortryde det. Filmen taler allerbedst for sig selv. Det er oplevelsen værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *