Af Benjamin Damon
Gyserfilm + debuterende instruktør + A24. Lyder det ikke som en rimelig lækker cocktail?
På få år har produktionsselskabet etableret sig som et af de mest spændende i gamet, og især gennem fænomenale debutfilm fra Ari Aster (Hereditary, 2018) og Robert Eggers (The VVitch, 2015) har de markeret sig gevaldigt på gyserscenen. Denne gang er debutanten britiske Rose Glass.
Vi møder i Saint Maud den unge sygeplejerske Maud (Morfydd Clark), der har fået nyt job som personlig plejer hos den spændende og lidt eksotiske eks-kunstner, Amanda (Jennifer Ehle), der er ramt af kræft. Maud er ensom og lader ikke til at have venner. Altså lige udover Gud. Ham bruger hun nemlig rigtig meget tid på. Det kommer af, at hun for nyligt har hengivet sig selv til Gud med stor dedikation. Måske lidt i mangel af bedre? Flere gange får vi nemlig – gennem flashbacks og samtaler med gamle kollegaer – at vide, at Maud ikke altid har været så troende, men at hun, efter en knap så heldig hændelse på den tidligere arbejdsplads, søgte en form for hjælp hos Gud.
Maud afskyr den verden, hun ser omkring sig. Når hun en sjælden gang bevæger sig ud på gaden for at handle ind til Amanda, er der meget, der går hende på. I flotte nærbilleder bevæger hun sig igennem det dekadente forfald mennesket befinder sig i, her i en lille engelsk kystby. Neonlys, junkfood, alkohol, tiggere – det er én stor pærevælling af synd og står i stærk kontrast til Mauds nærmest asketiske levemåde hjemme hos Amanda.
Maud spilles af Morfydd Clark, der leverer iskolde blikke og et nærmest livløst udtryk til karakteren, mens Jennifer Ehles præstation som kræftpatient med begrænset levetid tilbage også er stærk. Den største styrke ligger dog klart i samspillet mellem de to karakterer, og man kunne godt have ønsket sig flere scener med dem i samme rum. På grund af, at Mauds karakter er så indelukket og kold, bliver forholdet distanceret og det bliver svært for alvor at forstå hendes motivationer og tanker. Skal vi have sympati for Maud?
De mange scener med Maud i enerum gør også, at det bliver en langsom film, der kræver tålmodighed. Et overvejende minimalistisk lydbillede brydes af og til af et ekstremt bastungt soundtrack fra Adam Janota Bzowski, der i stigende grad bliver mere og mere distorted, som filmen skrider frem. Men lydsidens dramatiske udtryk ender med at fremstå mere intens end filmen i sig selv.
Traditionelle gyserelementer fylder nemlig generelt ikke meget, og uhyggen skal snarere findes i det psykiske helvede, som vores hovedperson befinder sig i. Når vi alligevel får serveret kakerlakker, svævende mennesker og tornadoer i ølglassene, ender det med at føles malplaceret og en smule formålsløst. Er det hele noget, hun forestiller sig? Er Maud ”bare” psykisk syg?
Rose Glass har med Saint Maud forsøgt at lave en film, der kryber ind under huden på os – men hun lykkes aldrig helt med det. Filmen bygger op og bygger op, og da man endelig nærmer sig en form for pay-off, er den slut, og man sidder tilbage med en halvtom fornemmelse. Var det virkelig det? På trods af stærkt skuespil og en flot lyd- og billedside formår Glass aldrig rigtigt at fortælle særligt meget på filmens korte spilletid, og man forlader dens univers uden for alvor at være blevet grebet og uden nogen reel forståelse af, hvad værket vil.
Kommentarer