SAINT LAURENT: Æstetisk rundtur hos mode-geni

Af Ditte Fiil Ravn

Det er skam kun lidt over et år siden, at Jalil Lesperts Yves Saint Laurent udkom i de danske biografer. Kritikkerne var enige om de tre stjerner, og her på Ordet fik vi ikke engang anmeldt. Så det var med stor iver og forventning, at et bankende bio-pic hjerte fandt sig til rette i biografens mørke. Bertrand Bonello har skamløst smidt de klassiske love og Yves’et fra sig, og dermed bliver Saint Laurent et solidt og visuelt stimulerende portræt.

Æstetikken er alt i Bonellos film. Modekreationerne er indlysende en fryd at se på, men skildringen af modeverdens både overfladiske skønhed og kreative modus er gennemtrængende i filmens helhed. Således er tøjet ikke en historie for sig selv, men udtrykkes gennem en visuel stil, som kun et galt geni som Saint Laurent kunne se. Det formidler hans passion og sind, som gennemsyrede hans eksistens så voldsomt.

Når først man er kommet sig over filmens skønne ydre, er der masse at tage fat på i det indre. I to en halv time følger vi ti år af Saint Laurents karriere, hans storhedstid. Der er lagt et stort fokus på hans kærlighedsliv med hans samarbejdspartner Pierre, men også med nattens forbudte fristelser som Jaques. Et livslangt bekendtskab med alkohol og cigaretter, der vil gøre en Mad Men karakter forbavset, samt piller og stoffer, bliver fremlagt på en sober og dermed meget mere rammende facon.

ANMELDELSE AF:
Saint Laurent

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Bertrand Bonello

LAND:
Frankrig & Belgien

Det er dog ikke så ligetil, som det lyder. Bonellos film maskerer sig som en lineær fortælling, men hopper alligevel rundt fra tid til anden. Det er langtfra helstøbte scener, vi bliver præsenteret for, men fragmenter af disse, hvor det overflødige er skåret fra til fordel for det essentielle. Alligevel formår denne ellers overfladiske rundtur i tiden at fremstille noget ægte og sigende om en ellers stærkt uigennemskuelig person. Det er forfriskende, at alt ikke tales ihjel eller overanalyseres af karaktererne selv; det ligger frit for seeren at fortolke og skabe sit eget syn på et af modehistoriens største ikoner.

Det er en længere affære at følge Saint Laurent gennem ti år, men det er slående, hvor meget det giver igen. Gaspard Ulliels version er for det første bestemt enægget tvilling til den rigtige, og desuden fuldstændig bedårende som Yves. Man kan ikke lade være med at elske ham, og sympatien snor sig om seeren. En mesterlig casting som fra start gør det nemt at falde ind i historien.

Til sammen bliver helhedsindtrykket fabelagtigt godt. Det er måske ikke det mest dybdegående portræt eller det mest entydige, men det udfordrer, leger med og vækker seerens interesse, som er en savnet egenskab i bio-pics. Som filmen selv så fint formidler til sidst, så lever Saint Laurents ånd stadig, og det er denne film et fornemt bidrag til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *